Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Kød og klima

Her i huset er vi, stærkt opfordret af den yngste af tøserne, begyndt at tale om sammenhængen imellem kost og klima.

Vi har altid forsøgt at bidrage med det der lå lige for, som fx affaldssortering, cykleri, genbrug og besparelser på vand og varme.

Det med vand og varme er især sømandens område, thi det kan jo mærkes direkte ned i pungen.

Altså pengepungen.

Vi sørger for at have planter, træer og blomster i haven, og prøver at skabe muligheder for pindsvin og andre små dyr.

Dræbersnegle undtaget, dem nakker jeg ubetinget.

Og efter flere års kamp med opsamling og øl-fælder, så må jeg indrømme, at jeg har grebet til et kemisk våben.

Alternativet ville være at fraflytte matriklen og overlade det hele til de små slimede sataner.

Det er jo helt vanvittigt, som de kan formere sig!

Men nu er kosten kommet på dagsordenen, og det er jo især forbruget af kød, der i fokus i disse veganertider.

Særligt oksekød.

Kunne vi skære lidt ned?

Og hvad kan kødet erstattes med?

Bliver man ordentlig mæt uden animalsk protein, og hvor mange slags bønner findes der egentligt?

Suppleret med et program jeg så i fjernsynet om syvende-dags-adventisterne i USA, en frikirke hvor medlemmerne lever vegansk, og hvor det ældre segment er utroligt sunde og raske, og gennemsnitsalderen er ret høj, så har det sat tankerne i gang.

Så hvis det er godt for klimaet og mig selv, så kunne man måske skære lidt ned.

Men det er også en proces som tager tid.

Mange vaner skal ændres.

Jeg tilhører jo den generation, hvor ispapir var noget man smed ud af bilvinduet i fuld fart på motorvejen.

-husk at række armen langt ud, kommanderede min mor omme fra forsædet.

Og det gjorde vi så.

Rullede vinduet ned og rakte armen helt ud af vinduet, og smed papiret op i luften.

Det var vigtigt med den rigtige teknik, så ispapiret ikke ramte bilen og lavede en plet på lakken.

For det ville jo være noget griseri.

Det var dengang hvor klorin var et almindeligt rengøringsmiddel, landbruget eksperimenterede med ukrudtsmidler, forurening betød kun noget, hvis man kunne se den og genbrugsbutikker var for fattigfolk.

Og mange ting har ændret sig, noget er blevet forbudt, nye opfindelser er kommet til, klimakampen er i fuld gang, og gudskelov for det.

Og nu er overvejelserne kommet til kosten, hvor stop mad spild, sænk kød forbruget og spis lokale råvarer, er de områder vi har særligt fokus på her i huset.

Man skal jo starte et sted.

xxx

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer  til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx

 

 

 

Dagens julepynt #10

Jeg er gået i køkkenet!

Og dem der kender mig IRL ved, at det er en epokegørende begivenhed.

Sømanden drøner rundt på de syv verdenshave i øjeblikket, så derfor er det faktisk sket FLERE gange i denne måned, at jeg har stået for aftensmaden!

Bum-bum.

Jeg lagde ud med kylling i tomatsovs tilsat kidneybønner i chilisovs og løse ris.

Så fulgte hakket oksekød i tomatsovs tilsat kidneybønner i chilisovs med pasta.

Succesen ville ingen ende tage..

Så kastede jeg mig over madpandekager, oksekød  tilsat kidneybønner i chilisovs og salat.

Det gik faktisk ret godt.

Igår var meddelte sømanden så, at han ikke ville være hjemme til aftensmaden.

“Den skal jeg nok lave!” Proklamerede jeg så, fuld af optimisme og med selvtilliden hvilende i sidste uges succes.

Så var det, at den yngste af pigerne blev sådan helt stiv i kroppen. Hun trak vejret dybt, vendte sig om og kiggede på mig.

” Jeg kan ikke!” Sagde hun så, ” jeg kan ikke flere kidneybønner i chilisovs! Det må stoppe nu!”

Så igår lavede jeg kylling i appelsinmarinade, med løse ris og UDEN chilibønner.

Selvtilliden fik da lige et hak opad, kan jeg godt betro jer.

Så dagens julepynt er Luciaboller.

Hjemmelavede.

-overvejer at melde mig til ” Den Store Bagedyst” næste år.

Hva’be’ha’…fuck de er flotte..

 

Fremtidsmuligheder

Jeg har tænkt på at blive smugler.

Min krop har faktisk en del steder, hvor der snildt kunne gemmes op til flere pakker cigaretter. Eller diamanter. Så kunne jeg bare være sådan helt undercover i noget neutralt tøj  og kasket, og slentre tilfældigt forbi tolden.

Jeg er bare ikke så god til at være undercover.

Jeg bliver altid lige nødt til at tage et par kirsebærøreringe på, eller en prikket kjole eller noget.

Desuden, så er mit hår så tykt, at jeg har svært ved at bruge kasket. Jeg kan simpelthen ikke passe ret mange kasketter, de ender altid med at sidde på toppen af hovedet, akkurat som cykelhjelmen på en tidligere statsminister.

Jeg har også tænkt på at blive postbud.

Jeg elsker at lave systemer, ordne og putte i kasser, så tanken om den tilfredsstillelse det må give, når et brev puttes i postkassen og det næsten lydløse bump, når brevet rammer bunden af postkassen.

Job well  done.

I gamle dage, havde postbude sådan nogle flotte røde habitjakker på, nu går de i blå vindjakker.

Blå vindjakke er bare ikke rigtigt mig.

Jeg har også overvejet at stå i en bagerbutik.

Det må da være et positivt og hyggeligt arbejde. Forstiller mig ikke, at der er ret mange sure kunder i en bagerbutik. Folk kommer der jo for at købe KAGE!

Jeg bliver i hvertfald glad, bare jeg tænker på at købe kage. Romkugler kunne være et godt bud.

Jeg elsker romkugler. Den klistrede masse, smagen af kakao, smør og kokos, eller tivoli-drys, og så er romkugler jo en genbrugskage. Win-win.

Jeg tror bare, at det vil ende rigtigt galt, hvis jeg arbejdede hos en bager. Jeg vil spise det hele, alle romkuglerne, smørkransene og franskbrødene, det eneste der vil være tilbage til kunderne, ville være pølsehorn med indbagt ketchup.

Måske kunne man blive hundelufter..

Eller damefrisør.

Eller forfatter, kunstner, cykelsmed, kaninavler, underbuksesyerske, trædrejer eller deltidsjulemand.

Der er mange døre at vælge imellem.

Jeg vælger den lyserøde.

Xxx

 

Dagens julepynt #9

For satan han er træt!

Sådan slidt helt ned til sokkeholderne og “I don’t give a fuck” – træt…

Alting har ændret sig og nutidens irriterende møgunger og deres curlingsforældre kan rende og hønse.

Han har ikke rigtigt fået sparet op til pensionen.

Han er nødt til at blive ved med at arbejde, indtil han er 472..

It’s hard to be a nissemand, og han har den ondemelynene ikke tænkt sig at investere i en ny dragt. Den må holde hans tid ud og iøvrigt skal han gå tidligt den 24 december…

 

 

Dagens julepynt #5

Englehår

Gad vide, om det stadigvæk kan købes?

Det der hvide syntetiske halløj, vi limede på flamingokugler i starten af firserne.

Så blev de fremstillede engle nemlig ekstra fine.

Bevares, man kunne også tegne håret på med en tus, eller lave noget af silkepapir.

Hvis man var til den slags!

Men det fedeste var, hvis man havde noget englehår.

Det kunne købes i små poser.

Kridhvidt, elektrisk og sylespidst.