Tag: genbrug

Rundtur

Finn-Oles mor og jeg var smuttet på loppemarked.

Det foregik på en campingplads, så en del af boderne var fastliggere, der havde sat et bord på foran campingvognen, hvor de solgte alskens ting og sager.

Finn-Oles mor fik ret hurtigt opsnust en lysekrone og jeg fik bjærget mig en æske med gamle glansbilleder.

Et par gamle juleklokker i papir og to nisser fandt også vej ned i muleposen.

Vi gik videre og blev opslugt af boder med gamle cykler, porcelæn, glaskarafler og hjemmestrikkede sokker.

Ved en af boderne kunne vi ikke undgå at bemærke, at den faste ejendom var til salg.

En camplet til 7000 kroner.

Den emmede af brug og mange fine somre på campingpladsen.

-nå, sagde jeg, mest for at sige noget, -sælger du campletten?

Bodens ejer, en venlig dame på omkring 80, hev mig omgående ind til en rundvisning.

Jeg nåede ikke rigtigt at sige nej tak, før jeg pludseligt stod i køkkenalrummet.

Jeg tøvede lidt i døren.

-gå nu længere ind, så damen også kan være her, sagde bodens ejer så.

Jeg gik høfligt længere ind, imens jeg spekulerede på, hvem damen var.

Det viste sig, at være hende selv.

Så var vi tre mand i campletten.

Hendes mand sad på den ene klapstol.

Han var omkring 80, iført seler, stribet skjorte og mørkeblå cowboybukser.

Træsko og uldsokker.

Han briefede mig om sovemulighederne.

Imponerende plads, der er i sådan en camplet.

To adskilte sovekabiner, en oplagt mulighed for at medbringe børnebørn.

Han slog flot ud med hånden.

En skoreol i sort stof hang på stykket mellem de to soverum.

Jeg drejede 45 grader, så jeg kunne se spisestuen.

Tre klapstole og et klapbord udgjorde møblementet.

Det så hyggeligt ud.

Jeg blev tilbudt at prøvesidde en stol.

Jeg afslog høfligt.

Så prikkede konen mig på skulderen, og fik mig til at dreje 90 grader om egen akse, så jeg kunne se komfuret.

Jeg kom aldrig til at forstå mekanikken, men det kunne åbenbart klappes sammen og opbevares i campletten.

Et gaskomfur og lidt bordplads.

Opbevaringsmuligheder.

Jeg kiggede forbløffet på komfuret.

Manden kiggede lidt på mig og oplyste, at campletten kunne udvides.

I højden i hvert fald.

Det bekræftede konen, imens hun trådte et skridt tilbage og vurderede min størrelse.

-vi er jo ikke så store, så det er jo ikke nødvendigt for os, meddelte hun så.

Den tyggede vi alle sammen lidt på.

Så foreslog konen, at vi gik udenfor, for der var noget, som hun gerne ville vise mig.

Som en anden lemming troskede jeg efter hende.

Bag campletten lå noget gråt plastik.

Det viste sig at være en slags presenning.

Med lynlås

Det krævede en god pædagogisk indsats fra hende, før jeg fattede, at det var afdækningen, når hele herligheden var pakket sammen.

Hun løftede i det ene hjørne og oplyste, at den alene kostede mindst 7000 kr. fra ny.

Jeg nikkede imponeret.

Så smed hun trumfen.

-det er ekstra plads, så kufferterne kan ligge oven på campletten.

Hun pegede på lynlåsen.

Et øjeblik blev jeg lidt forvirret over, at man skulle have kufferter med på camping.

Jeg troede egentligt bare, at tingene blev kylet i bagagerummet.

Hun viste mig også en gasflaske, en vanddunk og noget elektronikhalløj.

Vi kiggede lidt på campletten udefra.

Vinduerne, højden og bredden.

Mulighederne.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Lappen.

Det var en gammel lap.

På størrelse med en femkrone.

Et lille stykke stribet stof limet på teltdugen.

Omhyggeligt sat på og smurt med lim for ekstra forstærkning.

Vi talte ikke om lappen.

Men følelsen af at stå midt i andre menneskers livshistorie ramte mig lige i maven.

Det var jo ikke var bare en camplet.

Det var et lille stykke Danmarks historie, en livshistorie, levede liv.

Sommerdage, feriedage, søndag morgen med børnene.

Ferier med børnebørnene.

Mad lavet på det sammenklappelige komfur, nætter tilbragt i kabinerne og klapstole flyttet udenfor i solskinsvejr.

Et ægteskab, et helt almindeligt levet liv, med frokoster, oprydning, nedpakning og udpakning, imens verden og livet har bevæget sig forbi. Præsidenter der er blevet valgt, krige udkæmpet, moden der har ændret sig tusind gange og børn og børnebørn, der er vokset fra alting.

-vi kan ikke selv slå det op mere!

Hun smilede sørgmodigt og børstede et usynligt fnug af teltdugen.

-heldigvis har vi en god nabo, han kommer og hjælper os.

Jeg stod lidt, og lod hele den fine oplevelse synke lidt ind.

Her var ingen billeder på instagram, ingen facebookprofil eller behov for at have det sidste nye gear.

Her var to levede liv, to mennesker og en camplet.

Med sammenklappeligt komfur.

-hvad sige du, sagde hun så, – er du interesseret?

Og det var jeg.

Bare ikke i campletten.

Men historien, livet og den lille stribede lap, der vidnede om en tid, hvor man lappede og passede på sine ting, det interesserede mig.

Et lille stykke danmarkshistorie, der ikke kommer på museum, men er til salg for 7000 kr.

Prisen var skrevet på et stykke pap, med en lidt slidt sprittus. Skiltet var bundet fast med et stykke sejlgarn og blafrede lidt i vinden.

7000 kr.

Jeg gik ud til Finn-Oles mor, imens jeg overvejede, om jeg skulle lokke sømanden til at sætte anhængertræk på bilen.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det, De lige står og mangler

-se hvad jeg har købt, pralede jeg til sømanden, imens jeg hev mit seneste genbrugskøb frem.

Det var en stor rygsæk.

I brunt læder.

Med to forlommer og den fineste patina.

Jeg var mægtig stolt.

Sømanden var lidt mindre imponeret.

-en rygsæk?

Han kiggede på mig med løftede øjenbryn.

-hvad skal du bruge den til?

-åh, sagde jeg, imens jeg tog tasken på ryggen, -hvis nu jeg for et eksempel skal smugle forfulgte jøder hen over alperne, så kan jeg lige medbringe en rygsæk med forsyninger og fornødenheder.

Jeg løb igennem køkkenet med bøjede knæ, for lige at demonstrere, hvordan jeg kunne snige mig igennem alperne, uden at eventuelle nazister opdagede mit forehavende.

Jeg var selv utroligt imponeret over min egen historie, og en lille smule inspireret af den film, som vi havde set et par dage tidligere.

Sømanden var lidt mere skeptisk.

-hvad kostede den, spurgte han så og bragte mig tilbage til virkeligheden.

Halv irritereret svarede jeg, at den havde kostet billige 150 kr.

-megabilligt for så fed en taske, meddelte jeg kampberedt.

Jeg åbnede den, så han rigtigt kunne se, hvor fin den var.

Sømanden gloede uinteresseret ned i tasken og lagde træt armene over kors.

-nå, det er da alligevel billigere end den anden, sagde han så.

Her tabte jeg tråden et øjeblik.

-den anden hvad?

Jeg begyndte at finindstille rygsækkens seler, imens jeg desperat forsøgte at finde den røde tråd i samtalen.

-den anden rygsæk, sagde sømanden hjælpsomt.

Jeg gik en lille smule i panik.

Den anden rygsæk?

Sømanden måtte hjælpe min hukommelse på vej, og minde mig om den flettede kurverygsæk fra IKEA, der stod og vansmægtede i et hjørne af roderummet.

-åh, sagde jeg og blev lidt tør i munden, -dèn rygsæk.

En åbenbart fuldstændigt uundværlige rygsæk i pileflet, som jeg lykkeligt hjembragte efter en tur i IKEA med Finn-Oles mor.

Den kan ikke lukkes, er vind og skæv og monteret med et par utroligt grimme seler i skrigorange og ubehagelig græsgrøn.

Sømanden hente rygsækken frem, og forsøgte at tage den på.

Men fordi selerne ikke kan indstilles, så gav det han en utroligt anspændt positur.

-hvad tænkte du egentligt på, spurgte han, imens vi begge to kiggede på en voksen mand iført skovmandskjorte og kurverygsæk.

Sømanden kiggede i spejlet og jeg kiggede på ham.

– at den var fed at have med på stranden, til drikkevarer og sandwich og sådan.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var på tynd is.

-så får man jo heller ikke sand med hjem, for det render jo ud af bunden.

Her blev jeg lidt overrasket mig selv. Jeg vidste slet ikke, at jeg var så praktisk orienteret.

-men du tager jo aldrig på stranden.

Sømanden kæmpede for at komme fri af rygsækken.

Og det måtte jeg jo give ham ret i, men Finn-Oles mor og jeg ramlede jo helt uforberedte ind i IKEAs sommerudstilling, så fint sat op med havelamper, liggestole, matchende håndklæder og åbenbart også en kurverygsæk.

Den havelampe, som jeg havde udvalgt hjemmefra var udsolgt, og man kan jo ikke forlade IKEA med en tom indkøbsvogn.

Jeg tror faktisk ikke, at det er lovligt.

Så i mangel af bedre faldt valget på rygsækken.

Det føltes som en god investering dengang.

Nu føltes det mest lidt underligt.

Og fjollet.

Vi kiggede lidt på rygsækken med de orange seler.

Der var stille i køkkenet.

Så forslog jeg sindssyg i gerningsøjeblikket.

Sømanden var helt enig og foreslog venligt, at jeg kunne plante haveblomster i rygsækken, så gik den da ikke helt til spilde.

Bagefter kiggede vi så begge to lidt på min nye læder rygsæk.

Den er ikke helt så velegnet som blomsterkurv, men hvis jeg nogensinde lede en flugtrute hen over alperne, så har jeg den perfekte rygsæk.

Og desuden så købte jeg også en gammel militærfrakke på det loppemarked, så det er et match made in heaven.

Så mangler jeg bare et par fede støvler og en sej kikkert.

Og et par runde vintage solbriller, gerne med grønt glas.

Åh, jeg glæder mig allerede til det næste loppemarked.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

En ekstra tur

Min kuffert kom ikke med hjem fra Holland.

Hvordan og hvornår den stod af turen er uvist, men resultatet var, at jeg stod håbefuld ved transportbåndet i Ålborg lufthavn en sen aften og kiggede på lang række af kufferter, der en efter en blev samlet op af deres håbefulde ejere.

Sømanden, der hellere ville dø end at betale ekstra for en kuffert, var sammen med sin weekendtaske rendt ud for at hente bilen.

-vi ses ved “Kiss and Goodbye”, råbte han, inden han pilede afsted.

Det var en rigtigt god plan, for så behøvede jeg jo heller ikke at storme afsted i støvregnen, men kunne spadsere værdigt ud til bilen med min røde rullekuffert.

Bortset fra, at den ikke rigtigt dukkede op.

Til sidst var der ikke mere bagage tilbage og en eller anden slukkede for båndet.

Grebet af en vanvittig optimisme blev jeg stående og stirrede på det tavse bånd.

Vi var to, der manglede vores kufferter.

Mig og en dame, der kun kunne en lille smule tysk.

Hun forsøgte at kommunikere.

Spurgte om jeg vidste noget.

Det gjorde jeg ikke.

Vi stirrede håbefulde på båndet.

Måske hvis vi ønskede det længe nok, så ville båndet sætte i gang igen og vores kufferter ville materialisere sig.

Det skete ikke.

Der var rungende tavshed og selv lufthavnen begyndte at ligne en, der bare helst ville hjem.

Jeg bevægede mig mod udgangen, damen fulgte forsigtigt efter.

Vi gik igennem den toldfri udgang.

Nothing to declare.

Lufthavnen lå øde.

De fleste kontorer var lukket og vi kunne høre vores egne skridt give genlyd i den tomme gang.

Måske var vi de eneste mennesker i bygningen.

Det føltes lidt som en gyserfilm.

Måske var sømanden blevet nuppet af en zombie?

Vi begyndte at gå hurtigt og målbevidst.

Vores hæle klikkede mod gulvet.

Oppe ved hovedindgangen fandt vi en skranke med tre personer.

I habitjakker, slips og velfriseret hår.

Jeg henvendte mig til den ene og forklarede situationen.

Hun kiggede intenst på skærmen og konstaterede hurtigt, at de havde fundet den.

Kufferten altså.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema.

Der blev afkrævet svar på mange ting

Størrelse, form, farve og koden til låsen.

Navn og adresse.

Her kom den tysktalende dame lidt i vanskeligheder, da hun blev lidt i tvivl om, hvor hun egentligt skulle bo.

Jeg blev spurgt om særlige kendetegn.

-rød, svarede jeg tilfredst, velvidende at de fleste kuffeter i denne verden er sorte.

-ja, men, forklarede lufthavnsdamen pædagogisk, -er der et særligt kendetegn? Har du f.eks. sat et gult bånd på håndtaget.

Det havde jeg ikke.

Jeg følte mig utroligt dårligt forberedt.

Så skulle jeg pege på et lamineret skilt med forskellige kuffertmodeller.

Hvilken lignede mon min allermest?

Jeg pegede på den, der lignede allermest.

Bortset fra, at den var sort og ikke rød.

-er du sikker? Spurgte hun så.

Det var jeg.

Så tastede hun mere ind i computeren og konstaterede, at den ville ankomme til Ålborg lufthavn næste dag kl. 14.42.

-har du mulighed for at smutte forbi og hente den?

Hendes spørgsmål hang lidt i luften, imens vi begge overvejede mulighederne.

Hun håbede måske, at jeg bare sagde ja, imens jeg spekulerede over, hvem der boede så tæt på Ålborg lufthavn, at de bare lige kunne smutte forbi.

Jeg tilstod, at jeg boede i Skagen.

Hun arrangerede venligt noget transport og meddelte, at den røde kuffert ville lande på min matrikel lørdag eftermiddag.

Jeg udfyldte endnu et skema og kørte slukøret hjem uden min tandbørste.

Sømanden manglede også sin kontaktlinsevæske, som han havde presset ned i min kuffert, da størrelsen overskred mængden tilladt væske i håndbagagen.

Tandbørsten, kontaktlinsevæske og den røde kuffert ankom lørdag eftermiddag, kørt lige til døren af en flink mand, der som en ekstra bonus, gav foredrag om et tv-program, som han havde set dagen før.

Det handlede om fremtidens el-biler.

Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan vi kom fra; tak for det og vil du kvittere her, til at høre om udviklingen af fremtidens biler.

Men det er jo altid rart at mærke folks begejstring, så kufferten og jeg stod og lyttede, indtil vi begyndte at fryse og måtte foretrække til varmen.

Her kunne jeg lykkeligt konstatere, at den vintagehåndtaske i kurveflet, som jeg havde erhvervet på et loppemarked til 5 euro, var intakt og sømanden kunne lykkeligt fræse ud på badeværelset for at sætte kontaktlinsevæsken på plads i skuffen.

Hvor kufferten har været fortaber sig i tågerne, men jeg forstår den egentligt godt.

Når man står der, i lufthavnen, på vej hjem, så kunne man da godt få lyst til at tage et andet fly.

På eventyr, videre ud i verden.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trip-trap-træsko

Så er kanalerne i Amsterdam blevet besigtiget.

Vi har kørt med busser, drønet i sporvogn, sejlet med færger og taget en kanalrundfart.

Der mange ting at kigge på i Amsterdam, når man er sømand.

Husbåde, bunkerbåde, lodser, skraldebåde, joller, flydedoks og broer, der kan åbnes og lukkes.

En smuk by fuld af fine gamle huse, historie og coffeeshops.

Duften af røg er umiskendelig og smyger sig rundt om oplevelsen.

Et enkelt sted måtte vi foretrække, da røgen hang så massivt i luften, at det blev ubehageligt og sved en smule i øjnene.

Men vi fandt andre små fine steder til kaffepausen, æblekagen og tissetåren.

Inden vi gik forfriskede gik videre og alligevel måtte stoppe tusind gange for at beundre en fin dør, en særlig udskæring, en skæv gavl og de mere eller mindre udtjente husbåde fortøjret langs kanalen.

-skal vi sælge det hele og flytte i en husbåd, foreslog jeg optimistisk sømanden, i et akut anfald af eventyrlyst og nye muligheder.

Sømanden trak lidt på det, helbefaren som han er i mit behov for alenetid og albuerum.

-arh, sagde han langtrukkent, – det tror jeg faktisk ikke, at du vil være så god til, der er jo ikke så højt til loftet.

Vi slentrede nysgerrigt videre langs kanalen, imens de lokale cyklister erfarne og hurtigt snoede sig ind og ud imellem turisternes langsommelige trippen.

Ned af en lille sidegade og til højre ved en kirke.

Så befandt os pludseligt i udkanten Red Light Distrikt.

Afklædte kvinder i vinduer med tunge velourgardiner og tændte røde lamper.

Vi luskede forbi, imens vi hastigt og forlegent alligevel kom til at skæve til ruderne.

Ring-til-mig signalerede den ene til sømanden, imens jeg følte mig som den ekstra bagage.

En fik sig lidt frokost og en anden sludrede i telefon.

Nogle steder var gardinerne trukket for, og andre steder stod stolen tom.

Alting blev pludselig virkeligt, tæt på og med en krystal klar bevidsthed om, hvad der foregik, lige der omme bag gardinet.

Kvinder, unge piger, skæbner og et udlejningsopslag i et vindue, der med lidt hurtig hovedregning fortalte, hvor mange kunder der skulle lokkes ind af døren på daglig basis, for at enderne kunne mødes.

Og havde man ikke råd til det, så fortalte et andet skilt om muligheden for at smugkigge på damer, igennem et kukhul for den nette sum af 2 euro.

Sømanden og jeg travede tavs videre langs de smukke kanaler, imens vi tænkte på vores egne og andres døtre, ulighed og forskellen i muligheder og livsvilkår.

Så stødte vi ind i kø.

Meget velorganiseret og opdelt på begge sider af gaden.

Der var opstillet flybånd, vejledende skilte og en brysk dørmand styrede håndfast folket, køen og retfærdigheden.

Folk stod artigt og ventede.

Sømanden og jeg blev helt nysgerrige og fik akut fomo.

Hvad var vi gået glip af?

Burde vi stille os op i køen?

Hvad ventede de på?

Det viste sig af være vafler.

De berømte hollandske vafler med honning og e.v.t. dyppet i chokolade.

De kan købes i alle butikker og frisklavede på et hvert gadehjørne.

Men lige præcis i denne butik blev de udleveret i en smuk papirspose med stofhåndtag i en sart mintgrøn farve.

Det var tydeligt, at emballagen var vigtigere end produktet.

Der blev poseret meget med de poser.

Fotos blev taget, vurderet og delt på de sociale medier.

Vi satte os lidt på en bænk og iagttog sceneriet.

Følte os helt utroligt gamle og fuldstændigt off-beat.

Sømanden tilbød at hente en sodavand eller en øl i den nærmeste kiosk, som vi kunne indtage, imens ungdommen defilerede forbi.

Men alderen taget i betragtning, så ville det jo nok øge frekvensen af toiletbesøg, så vi fravalgte væsken og sad lidt og følte os som de to gamle mænd fra The Muppet show.

Så tøffede vi videre og fandt en hel stribe jødiske snublesten, der igen satte alting i relief.

Og sådan gik dagene med menneskebade, genbrugsbutikker, smukke bygninger og tusindvis af skridt.

En tur forbi en flot udsmykket kirke dedikeret til Sct. Nicolai, et besøg på et graffitimuseum og et par lokale markeder.

Vi har lavet en masse og alligevel ingenting.

Akkurat som det skal være, når man trækker stikket og forsvinder i en storbys myldrende liv.

Og vi har købt en magnet, tre små kokosnødder, der måske, måske ikke bliver til flotte palmer og sømanden har fået sig en ny, brugt skovmandskjorte med for.

Og inderlomme.

What’s not to like.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

Hængt op

Sømanden har slået søm i.

Altså rigtige søm.

I væggen.

Og hængt en lysekrone op.

Jeg har plaget ham længe.

Faktisk tror jeg, at jeg købte lysekronen for 8 år siden.

Det var et bagagerums marked i Ålborg.

Den yngste af pigerne købte en stak “Basserne” og jeg købte lysekronen.

Sømanden meddelte, at det var den grimmeste lampe, som han nogen siden havde set.

Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af andres holdninger, men alligevel havnede lysekronen i depot ude i værkstedet.

I lang tid.

Jeg glemte den måske lidt.

Men så fandt jeg den, og i går fik jeg sømanden trukket i smækbukserne.

Dem, som han bruger, når han skruer ting i væggen.

Og når man bor sammen med en, der altid er ved at flytte en lille smule om, så er det godt at have sådan nogle nu-skruer-vi-ting-i-væggen-og hænger-lamper-op-bukser.

Den største smerte var nok at pille PH-lampen ned.

Sømanden er nemlig PH-entusiast.

Fan.

Men vi stadigvæk 8 PH-lamper hængende, plus reserverne på loftet, så det er jo ikke fordi, at PH er sat uden for døren.

Vi hang også kuk-kuk-uret op.

Det fandt sømanden på facebook i foråret.

Der er dingleværk, udskårne blomster og en lille gruppe mennesker, der begejstret kommer ud hver time og danser til en lille melodi.

Der er tolv forskellige melodier.

Det er genialt.

Efter at have dobbelttjekket, om jeg nu var helt sikker på, at der ikke var flere opgaver, pakkede sømanden værktøjskassen og gik ind for at tage smækbukserne af.

Jeg beundrede værket.

Lysekronen lyste så fint og kuk-kuk-uret spillede en munter popmelodi.

-åh, sagde jeg henført til sømanden,- jeg ville ønske, at vi var sådan nogle der inviterede gæster i lange baner.

Det forstod sømanden ikke lige.

-altså, forklarede jeg, -vi kunne invitere en masse mennesker, så kunne de stille sig op i en kø ude foran, få udleveret et glas sherry i køkkenet og langsomt defilere forbi lysekronen, imens de sagde “næh” “uhh” og sådan. Aflevere glasset og gå ud af havedøren.

-hvorfor skal de have et glas sherry?

Sømanden ledte efter sin cowboybukser.

Han var kun i ført longjohns.

-fordi, forklarede jeg i mit allermest pædagogiske tonefald, -så kan de jo også lige beundre mine fine antikke glas. Du ved, dem jeg samler på.

Sømanden gik ud i skuret for at ordne noget, det forhåbentligt var lidt mindre fimset end lysekroner og sherryglas.

Imens grublede jeg over, om man kunne lave sådan en event på Facebook.

Ville der være nok tilmeldinger?

Har jeg nok sherryglas?

Kan folk selv kunne finde ud af haven igen?

Eller vil vi være nødt til at involvere hjemmeværnet?

Og hvad med parkeringspladser?

Jeg lagde ud med at sende et foto af lysekronen til studievejlederen.

Hun sendte straks en positiv beskæftigelse retur.

That’s what friends are for.

xxx

 

 

 

 

 

Skrald

Så er den seriøse affaldssortering ved at nå til Nordjylland.

Vi skal simpelthen til at sortere revl og krat i nøje opdelte kategorier, omhyggeligt fordele det i korrekte affaldsspande og der med afhjælpe klimaet, vores egen samvittighed og diverse politiske ambitioner.

Alt er godt og jeg deltager med glæde i oprydningen af Moder Jord.

Nu er systemet ikke nået helt op til Skagen endnu, men derfor kan man jo godt tænke fremad.

Så det gjorde jeg.

Ude på toilettet.

Der sad jeg og havde lige brugt det sidste toiletpapir på rullen.

Jeg havde heldigvis en ekstra rulle, men sad så lidt og funderede over det nu tomme paprør.

Vi har faktisk allerede tre skraldespande.

Mad, pap/papir og restaffald.

Men når man nu har brugt sådan en rulle toiletpapir, så er det i hvert fald sjældent, at jeg omgående piler hele vejen ud i indkørslen med det tomme rør.

Drøner afsted med bukserne nede om hælene, for at gøre det helt rigtige.

Jeg er nok lidt mere typen, der husker mig selv på, at den skal sorteres i pap-skralderen, sætter  den på bordet og bliver opslugt af andre ting.

Så står røret der på bordet, indtil en af os bliver tilpas irriteret og smider det i skraldespanden ude på toilettet, og dermed ender røret jo så i kategorien restaffald.

Så var det, at jeg fik en ide, derude imellem klinker, håndklæder og paprør.

Lidt genialt i al beskedenhed.

Jeg ville sørge for en opsamlingskurv på badeværelset.

Til paprør, tomme plastikdunke og andet emballage.

Så er det jo bare at tømme kurven, når badeværelset alligevel får en overhaling.

Da jeg var færdig på toilettet, gik jeg straks ud for at finde sømanden, så han omågende kunne blive informeret om mit geniale indfald.

Han var ikke så imponeret, og mente, at det var en af det mest åndsvage ideer, han længe havde fået kendskab til.

Men jeg holdt på mit og fandt en aflagt hvid plastikkasse, som tidlige havde været brugt til pigernes legetøj.

Den blev fyldt i løbet af fem dage.

Tomme shampoodunke, cremetuber, paprør, tandpastakasser, tomme poser fra vatrondeller, en tom vatpindekasse og alt muligt andet.

Sådan et badeværelse laver godt nok meget affald.

Jeg tog kassen og gik ud for at sortere pappet fra.

Plastikken havde jeg ikke rigtigt nogen mulighed for at sortere.

Endnu.

Men ideen er hermed givet videre.

Helt gratis.

Og min kollega opgraderede endda ideen, ved at foreslå, at man kunne rydde en skuffe, og bruge den som affaldsopsamler.

Diskret og elegant.

For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er affaldssortering og genbrug jo nok en god ide.

Så mens vi venter på Godot og de nye sorteringsspande, så øver jeg mig.

Tænker mig om, og spekulerer i løsninger, der kan hjælpe min egen hverdag og skraldespandssortering.

For ligesom så meget andet, så er det jo spørgsmål om nye vaner og rutiner.

Og vilje.

Og sømanden?

Han måtte overgive sig.

Ideen var jo ikke så åndsvag alligevel.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

Tørt

Hver dag kl. 14.05 stirrer jeg på min telefon, indtil mine øjne bliver så tørre, at jeg bliver nødt til at blinke.

Jeg holder telefonen i et fast greb, indtil mine knoer bliver hvide og sveden begynder at pible frem inde i håndfladen.

Jeg bliver en lille smule tør i munden og er tabt for omverdenen, indtil jeg finder det jeg leder efter.

Nogle dage bliver jeg lidt skuffet, andre dage er bedre.

En god dag ligger op ad de fyrre tusinde, mindre gode dage kryber ned mod de sytten.

Men selv det mindste tal er positivt og giver lige humøret et tak opad.

Hver eneste vaccine tæller, og hver gang nålen er hamret i armen på en ventende borger, så er vi jo et skridt tættere på.

Tættere på friheden, livet og al verdens muligheder.

Så jeg kigger hver dag lige efter klokken to.

Stirrer på tallet og hvisker det højt for mig selv.

17317

39567

27341

Kigger længe på antallet af påbegyndte vaccinationer og procentandelen af fuldt vaccinerede i Danmark.

11,1%

Sjældent har kurver og statistikker interesseret mig så meget.

Selvom om både sømanden og jeg tappert prøver at lade som ingenting. Vi prøver at lade være med at tale alt for meget om det, og taler forsigtigt optimistiske om alt andet.

Efterhånden er vi blevet ret trænet i at undgå dårlige coronanyheder. Vi går let henover pressemeddelser, undgår alvorlige debatprogrammer og scroller hastigt forbi krigeriske kommentarer på de sociale medier.

Det er bare fordi, at det er så udmattende og trælst. Det er somom, at nyhederne kører i båndsløjfe og de samme 5 mennesker bliver interviewet om de samme 5 ting, af de samme 5 journalister.

Og det er alt sammen meget vigtigt og interessant og alt muligt, men vi er bare så slidte. Coronakvalmen sidder i halsen og vaccinekalenderen svinger efterhånden så meget frem og tilbage, at det føles som en tur i Det flyvende Tæppe i Dahlgårds Tivoli.

Og af alle de planer, som jeg har lagt i mit liv, både de gennemførte og dem der blev ved drømmen, så har corona aldrig været en del af det.

Det kom bare, som en uønsket gave fra et fjernt familiemedlem, hvor byttemærket er revet af og størrelsen ikke passer.

Der er åbenbart ingen returret.

Men hvor underlige urtepotter, mystiske lysestager og bekymrende grimt tøj, kan sniges ud af bagdøren og henlægges til genbrug, så sidder corona der i stuen og lægger en dæmper på alting.

Kan man aflevere en global pandemi på den lokale genbrugsplads?

Skal den i småt brandbart eller over i kassen med kemiske væsker?

Kan man tillade sig at stille den i spejdernes genbrugscontainer eller kan man bare stille den ud til storskrald?

Allermest har jeg bare lyst til at skylle det hele ud i toilettet, klappe brættet ned og vaske mine hænder.

Så vil jeg slukke lyset, lukke døren og fortsætte med mit liv.

Det er det jeg allerhelst vil.

Men indtil da, så må jeg nøjes med at kigge på dagens vaccinetal.

Som et lille lys, lige der, for enden af tunnelen.

xxx

Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Kød og klima

Her i huset er vi, stærkt opfordret af den yngste af tøserne, begyndt at tale om sammenhængen imellem kost og klima.

Vi har altid forsøgt at bidrage med det der lå lige for, som fx affaldssortering, cykleri, genbrug og besparelser på vand og varme.

Det med vand og varme er især sømandens område, thi det kan jo mærkes direkte ned i pungen.

Altså pengepungen.

Vi sørger for at have planter, træer og blomster i haven, og prøver at skabe muligheder for pindsvin og andre små dyr.

Dræbersnegle undtaget, dem nakker jeg ubetinget.

Og efter flere års kamp med opsamling og øl-fælder, så må jeg indrømme, at jeg har grebet til et kemisk våben.

Alternativet ville være at fraflytte matriklen og overlade det hele til de små slimede sataner.

Det er jo helt vanvittigt, som de kan formere sig!

Men nu er kosten kommet på dagsordenen, og det er jo især forbruget af kød, der i fokus i disse veganertider.

Særligt oksekød.

Kunne vi skære lidt ned?

Og hvad kan kødet erstattes med?

Bliver man ordentlig mæt uden animalsk protein, og hvor mange slags bønner findes der egentligt?

Suppleret med et program jeg så i fjernsynet om syvende-dags-adventisterne i USA, en frikirke hvor medlemmerne lever vegansk, og hvor det ældre segment er utroligt sunde og raske, og gennemsnitsalderen er ret høj, så har det sat tankerne i gang.

Så hvis det er godt for klimaet og mig selv, så kunne man måske skære lidt ned.

Men det er også en proces som tager tid.

Mange vaner skal ændres.

Jeg tilhører jo den generation, hvor ispapir var noget man smed ud af bilvinduet i fuld fart på motorvejen.

-husk at række armen langt ud, kommanderede min mor omme fra forsædet.

Og det gjorde vi så.

Rullede vinduet ned og rakte armen helt ud af vinduet, og smed papiret op i luften.

Det var vigtigt med den rigtige teknik, så ispapiret ikke ramte bilen og lavede en plet på lakken.

For det ville jo være noget griseri.

Det var dengang hvor klorin var et almindeligt rengøringsmiddel, landbruget eksperimenterede med ukrudtsmidler, forurening betød kun noget, hvis man kunne se den og genbrugsbutikker var for fattigfolk.

Og mange ting har ændret sig, noget er blevet forbudt, nye opfindelser er kommet til, klimakampen er i fuld gang, og gudskelov for det.

Og nu er overvejelserne kommet til kosten, hvor stop mad spild, sænk kød forbruget og spis lokale råvarer, er de områder vi har særligt fokus på her i huset.

Man skal jo starte et sted.

xxx

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer  til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx