Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx

.

Kød og klima

Her i huset er vi, stærkt opfordret af den yngste af tøserne, begyndt at tale om sammenhængen imellem kost og klima.

Vi har altid forsøgt at bidrage med det der lå lige for, som fx affaldssortering, cykleri, genbrug og besparelser på vand og varme.

Det med vand og varme er især sømandens område, thi det kan jo mærkes direkte ned i pungen.

Altså pengepungen.

Vi sørger for at have planter, træer og blomster i haven, og prøver at skabe muligheder for pindsvin og andre små dyr.

Dræbersnegle undtaget, dem nakker jeg ubetinget.

Og efter flere års kamp med opsamling og øl-fælder, så må jeg indrømme, at jeg har grebet til et kemisk våben.

Alternativet ville være at fraflytte matriklen og overlade det hele til de små slimede sataner.

Det er jo helt vanvittigt, som de kan formere sig!

Men nu er kosten kommet på dagsordenen, og det er jo især forbruget af kød, der i fokus i disse veganertider.

Særligt oksekød.

Kunne vi skære lidt ned?

Og hvad kan kødet erstattes med?

Bliver man ordentlig mæt uden animalsk protein, og hvor mange slags bønner findes der egentligt?

Suppleret med et program jeg så i fjernsynet om syvende-dags-adventisterne i USA, en frikirke hvor medlemmerne lever vegansk, og hvor det ældre segment er utroligt sunde og raske, og gennemsnitsalderen er ret høj, så har det sat tankerne i gang.

Så hvis det er godt for klimaet og mig selv, så kunne man måske skære lidt ned.

Men det er også en proces som tager tid.

Mange vaner skal ændres.

Jeg tilhører jo den generation, hvor ispapir var noget man smed ud af bilvinduet i fuld fart på motorvejen.

-husk at række armen langt ud, kommanderede min mor omme fra forsædet.

Og det gjorde vi så.

Rullede vinduet ned og rakte armen helt ud af vinduet, og smed papiret op i luften.

Det var vigtigt med den rigtige teknik, så ispapiret ikke ramte bilen og lavede en plet på lakken.

For det ville jo være noget griseri.

Det var dengang hvor klorin var et almindeligt rengøringsmiddel, landbruget eksperimenterede med ukrudtsmidler, forurening betød kun noget, hvis man kunne se den og genbrugsbutikker var for fattigfolk.

Og mange ting har ændret sig, noget er blevet forbudt, nye opfindelser er kommet til, klimakampen er i fuld gang, og gudskelov for det.

Og nu er overvejelserne kommet til kosten, hvor stop mad spild, sænk kød forbruget og spis lokale råvarer, er de områder vi har særligt fokus på her i huset.

Man skal jo starte et sted.

xxx