Ud & Se med DSB

Sømanden og jeg tager til København et par dage.

Fordi vi kan, har lyst til at komme lidt hjemmefra og fordi der er en udstilling på Louisiana, som jeg gerne vil se.

Sømanden vil helst ikke se Louisiana, han bliver sådan lidt tør i munden bare ved tanken.

Så han har en aftale med den københavnske havnefront.

Alle mulige spændende både, tilbygninger og sådan.

Vi tager toget derover.

Det er nemt, hyggeligt og billigt.

Nærmest som et kinderæg.

Bare uden legetøjet i midten.

Og chokoladen.

Men jeg er bare glad for at køre tog.

Der er noget ganske særligt, når rejsen starter hjemme foran hoveddøren, med en rullekuffert og en lille gåtur over på trinbrættet.

Så er vi på vej.

Det er selvfølgelig nemt at være kysk, når man er impotent, for vi har jo en dejlig bil stående i indkørslen.

Og det er ikke fordi, at jeg er bange for at køre i en storby, utryg ved motorvejskørsel eller ikke bryder mig om at flyve.

Jeg kan bare godt lide at køre i tog.

Den særlige stemning der er, når man deler et stykke af rejsen med fremmede, udsigten og tiden til at kigge på alle de fine små stationsbyer, der minder om fordums tider og dengang en landsby var sit eget mikrokosmos.

Forskellen i rejsetid mellem tog og bil er ikke særlig stor, og skal der indlægges tissepause og ventetid ved færgen, så er forskellen hurtigt udlignet.

Og til sømandens udprægede fornøjelse er toget den billige løsning.

Den orange togpris fra trinbrættet til hovedbanegården er 614 kr. inklusiv pladsbilletter fra Ålleren.

Bilen ville koste lidt mere i benzin, plus tilkøb af færgebillet og parkering.

Så vi tager toget.

Nyder mangfoldigheden, friheden fra motorvejen og de fine små indblik i medpassagernes liv.

Fragmenter af samtaler, en opgraderet firserjakke, spændte børn og pendlere med cykler og fastspændte tasker.

Alt sammen en del af det der gør en rejse, alle de små oplevelser, små erindringer, der skaber turen.

Tog vi bilen og motorvejen fik vi sikkert nogle andre oplevelser, om ikke andet, så fik vi nok set en masse biler, besøgt en tankstation og hørt noget radio.

Men jeg foretrækker toget.

Det er muligt, at jeg er en gammel sjæl, oldschool og er rimelig nichepræget, men forskellen  imellem at fræse afsted på motorvejen eller sidde i toget og skrive et blogindlæg, er for mig kæmpe stor.

Og så er der selvfølgelig altid klimaet.

Og broen.

For jeg holder faktisk mere af broer end af toge.

Men kan delene kombineres, så kan det næsten ikke blive bedre.

Så mangler vi bare, at de genindfører togkiosken.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Kød og klima

Her i huset er vi, stærkt opfordret af den yngste af tøserne, begyndt at tale om sammenhængen imellem kost og klima.

Vi har altid forsøgt at bidrage med det der lå lige for, som fx affaldssortering, cykleri, genbrug og besparelser på vand og varme.

Det med vand og varme er især sømandens område, thi det kan jo mærkes direkte ned i pungen.

Altså pengepungen.

Vi sørger for at have planter, træer og blomster i haven, og prøver at skabe muligheder for pindsvin og andre små dyr.

Dræbersnegle undtaget, dem nakker jeg ubetinget.

Og efter flere års kamp med opsamling og øl-fælder, så må jeg indrømme, at jeg har grebet til et kemisk våben.

Alternativet ville være at fraflytte matriklen og overlade det hele til de små slimede sataner.

Det er jo helt vanvittigt, som de kan formere sig!

Men nu er kosten kommet på dagsordenen, og det er jo især forbruget af kød, der i fokus i disse veganertider.

Særligt oksekød.

Kunne vi skære lidt ned?

Og hvad kan kødet erstattes med?

Bliver man ordentlig mæt uden animalsk protein, og hvor mange slags bønner findes der egentligt?

Suppleret med et program jeg så i fjernsynet om syvende-dags-adventisterne i USA, en frikirke hvor medlemmerne lever vegansk, og hvor det ældre segment er utroligt sunde og raske, og gennemsnitsalderen er ret høj, så har det sat tankerne i gang.

Så hvis det er godt for klimaet og mig selv, så kunne man måske skære lidt ned.

Men det er også en proces som tager tid.

Mange vaner skal ændres.

Jeg tilhører jo den generation, hvor ispapir var noget man smed ud af bilvinduet i fuld fart på motorvejen.

-husk at række armen langt ud, kommanderede min mor omme fra forsædet.

Og det gjorde vi så.

Rullede vinduet ned og rakte armen helt ud af vinduet, og smed papiret op i luften.

Det var vigtigt med den rigtige teknik, så ispapiret ikke ramte bilen og lavede en plet på lakken.

For det ville jo være noget griseri.

Det var dengang hvor klorin var et almindeligt rengøringsmiddel, landbruget eksperimenterede med ukrudtsmidler, forurening betød kun noget, hvis man kunne se den og genbrugsbutikker var for fattigfolk.

Og mange ting har ændret sig, noget er blevet forbudt, nye opfindelser er kommet til, klimakampen er i fuld gang, og gudskelov for det.

Og nu er overvejelserne kommet til kosten, hvor stop mad spild, sænk kød forbruget og spis lokale råvarer, er de områder vi har særligt fokus på her i huset.

Man skal jo starte et sted.

xxx