Jeg har været på Louisiana.
Tog toget fra hovedbanegården til Humlebæk.
Traskede afsted på fortovet sammen med andre pilgrimme.
Familiegrupper, venindepar, ægtepar og unge rygsækrejsende.
Jeg var der præcis til åbningstid.
Kl.11.
Sammen med en masse andre.
Jeg elsker at gå på kunstmuseum, det er pissefedt, men vi må jo konstatere, at det er de grå hjelmes territorium.
Man skal faktisk stå lidt fast, hvis man ikke sådan vil mases ud af køen.
Især hvis man ikke er klubkortindehaver.
Der var åbenbart en særlig kø til klubkortindehavere, hvilket tydeligt bekymrede dem en hel del.
For stod de nu i den rigtige kø.
Og stod andre måske i den forkerte.
Enkelte ikke-klubkortindehavere kom i forvirringen til at stå det forkerte sted.
Det var ikke med vilje.
De undskyldte og smuttede hurtigt over i køen til os andre dødelige, sådan at tempoet og retfærdigheden i klubindehaverkøen kunne opretholdes.
For det gik selvretfærdigt og stærkt til i den kø.
De susede ind af døren og fordi kontrollen, imens andre blev overladt til at købe billetter ved kasse 1.
Den unge pige ved skranken tog betaling for to billetter, fuldstændigt overbevist om, at jeg da måtte følges med nogen.
Men det gjorde jeg ikke.
Jeg fulgtes med mig selv.
Helt i mit eget selskab, og det var fantastisk.
Jeg kunne fordybe mit i de billeder, som jeg havde lyst til, læse skilte, gå tilbage, stå længe det samme sted og gå forbi det, som ikke havde så meget interesse.
Nyde summen at samtaler omkring mig, få plads til mine egne tanker og spørge om vej, da det lykkedes mig at fare vild.
Jeg havde også besluttet mig for at nyde en dejlig frokost i mit eget selskab, men der var ikke en eneste ledig plads i cafeen.
Måske var der et særligt tilbud, hvis man var klubkortindehaver.
I stedet supplerede jeg dagen med en fotoudstilling om Elsabeth Taylors hjem.
Nogle gange er det rart at gøre ting sammen, andre gange fedt at gøre noget alene.
Det er selvfølgelig svært at dele oplevelsen bagefter, og sømanden var da heller ikke specielt imponeret over min gengivelse af portrætter fra Tyskland i 1920’erne.
Han lyttede høfligt og en anelse distræt, men på den andens side, så gjorde jeg jo det samme, da han genfortalte om den havnefront, som han skridtede af tidligere på dagen.
Og det er jo som det skal være, bortset fra, at jeg glemte at tjekke ud på rejsekortet ved Humlebæk Station.
Det opdagede jeg ført tre timer senere, da jeg kom ud fra Louisiana.
Jeg benyttede mig af den funktion, hvor man kan tjekke ud via internettet, i tilfælde af akut glemsomhed.
Rejsekortet står i sømandens navn.
Så det udløste en mail til han, hvor han blev høfligt informeret om det uhørte sjuskeri.
Det viste sig, at det ikke var første gang.
Åbenbart.
Nu synes han, at jeg skal have mit eget rejsekort.
I mit eget navn.
-så kan du satme passe din egen rodebutik, som han utrykte det, inden han ivrigt spurgte mig om, hvornår jeg kom tilbage, så vi kunne mødes på hovedbanegården.
Under uret.
Sammen og hver for sig
xxx
