Valentinsdag, nu med gave !

Så er det Valentinsdag i morgen.

Normalt forbigåes Valentinsdag i tavshed her på matriklen, da det simpelhen strider imod sømandens religion at fejre det, som han med foragt kalder “en fis i en hornlygte”

Han har for mange år meddelt, at en fejring af Valenstinsdag bare ikke kommer til at ske, så længe han er i live.

Men man har jo som bekendt en holdning, indtil man får en ny.

Og i år er alting anderledes.

Sømanden er blevet angrebet af et pludseligt romantisk sindelag, og har udtænkt en personlig valentinsgave til mig.

Stolt af sig selv, og dybt imponeret over sin egen opfindsomhed, kom han til at afsløre det hele her forleden.

Selv om overraskelsesmonentet er ødelagt, så må jeg her afsløre, at jeg nu alligevel lidt glad for at være informeret på forhånd.

Sømanden har nemlig besluttet at give sig selv som gave.

Fredag d.14. februar fra kl.6.30 til 7.00, er han således til min disposition.

Han er ganske enkelt til fri afbenyttelse i præcis 30 minutter.

-du er simpelthen velkommen til at tage for dig af retterne, som han udtrykte det, imens han gned sig forventningsfuldt i hænderne.

Tidspunktet har han nøje udtænkt, så jeg både kan nå et bad bagefter og en portion havregryn med rosiner, inden jeg skal møde på arbejde kl.8.00.

Sjældent har han glædet sig så meget, til at give mig en gave.

Og som han påpegede, så er det gratis, god motion og så slipper han for at rode med gavepapir og sløjfer.

Det virker faktisk lidt om om, at han også selv glæder sig til, at jeg får den gave.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg sådan ligefrem glæder mig, men jeg er nu alligevel lidt taknemmelig for, at han kom til at afsløre det hele.

For på en eller anden måde, føles det nu meget godt at være mentalt forberedt på mængden af action, sådan en råkold morgen i februar.

Og sømanden.

Han glæder sig helt vildt til Valentinsdag.

Og han er allerede begyndt at snakke om at gøre det til en tradition.

Xxx

Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx

.

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Handel og vandel

Jeg fik lov til at komme med sømanden ud for at handle i dag.

Det er ellers ikke noget jeg normalt får lov til, fordi jeg har en tendens til at lægge ikke planlagte varer i indkøbskurven.

For eksempel stearinlys, en pakke med saltkød, servietter og den slags.

Men i dag løb hans gode hjerte af med ham, og jeg gik lov til at gå med ham over i Rema1000.

Her blev jeg betroet det vigtige erhverv som indkøbskurvebærer.

Et job jeg blev fyret fra umiddelbart efter, fordi jeg gik og slaskede uhensigtsmæssigt med kurven.

Han havde tydeligvis allerede fortrudt, at jeg havde fået lov til at komme med.

Mine point steg dog hurtigt igen, da jeg uvist af hvilke årsager havde en tandstik i frakkelommen, som kunne bruges, da kvitteringen fra flaskeautomaten havde sat sig fast inde i maskinen.

Til sømandens store irritation foreslog jeg herefter indkøb af remoulade, til trods for at han havde indkøbt to flasker dagen før.

Så kom jeg i tanke om, at vi manglede bananer, men dem køber vi åbenbart ikke i den butik.

Rosiner var heller ikke en mulighed.

Endelig kom vi op i den ende af butikken, hvor der bliver udbudt småting som lysestager, uldsokker og alverdens nødvendigt og unødvendigt tingeltangel.

Her mistede jeg så alle mine point, fordi jeg begyndte at nærstudere udbuddet, for at se, om der var noget jeg kunne tænke mig.

Sømandens øjenbryn røg helt op i den øverste del af panden og han begyndte få en varm kulør i ansigtet af bare irritation over mit sløseri, og fuldstændigt meningsløse behov for at brænde penge af på skrammel made in China.

-for helvede, brølede han ud i butikken, så en ældre dame forskrækket kiggede op fra køledisken – jeg får sgu stress af at have dig med!

Hvorefter han piskede ned af en gang, for at lede efter rugbrød på tilbud.

Henne ved kassen forsøgte jeg at tiltuske mig et job, så jeg fiskede den sammenfoldede plasticpose op af hans baglomme, imens han var distraheret af betalingen, og begyndte at pakke varerne.

Jeg blev omgående sat fra bestallingen, men fik dog overdraget en pakke havregryn, som jeg fik lov til at bære hele vejen hjem.

Hjemme på matriklen blev de indkøbte varer sat på plads og plasticposen omhyggeligt foldet og puttet i baglommen.

Nu gjaldt det supermarkederne nede i byen.

Nu handler jeg stort set aldrig, og kommer derfor sjældent i dagligvarebutikker, hvilket gør det til en eksotisk oplevelse for mit vedkomne. Og med min medfødte evne til at blive begejstret over nye oplevelser, blev jeg undervejs nødt til at kalde på sømanden, for at vise ham mine fund.

Han synes åbenbart ikke, at en ti liters pose med popcorn er en fest.

En vakuumpakket hel kylling vækkede heller ikke ret meget begejstring, ligesom min entusiasme for en reol udformet som en rød telefonboks, ikke rigtigt gjorde indtryk.

Et stop ved reolen med ugeblade gjorde ham synligt nervøs, men heldigvis syntes jeg også, at 74 kr. for et blad tyndere end Slagter Larsens pålæg, var alt for meget.

Ved det sidste stop blev vi enige om, at det var bedst jeg blev siddende i bilen for at spise chokolade, imens han med lange skridt gik alene ind for at købe rosiner.

-det plejer at være hyggeligt at handle, men fam’ne ikke når du er med, hvæsede han surt bagefter, imens han med aggressive ryk tvang bilen ud af parkeringsbåsen.

Men jeg synes nu, at det var en hyggelig tur, og hvis jeg bliver inviteret med igen om et års tid, når sømanden er kølet af, så tror jeg faktisk, at jeg takker ja.

xxx

Kim, støvsugning og ABBA

 I dag tændte jeg for mit anlæg.

Pillede en jule-cd ud og satte en med ABBA i afspilleren.

Så oldschool er jeg nemlig. Jeg kan godt lide at høre sangene i den rækkefølge de er tænkt, i den sammenhæng som musikerne har tænkt, jeg kan godt lide at høre cd’er.

Så jeg skruede op for ABBA.

For fuld knald.

Så ved tøserne godt, hvad klokken har slået.

Så skal der nemlig støvsuges.

Det er en cd fra filmen Mamma Mia. Det er ikke Agnetha og Anni-Frid der synger, men et udvalg af skuespillere fra filmen.

Hvilket givet musikken et strejf af amatør, viljestyrke, plads til at fejle og mod til at turde.

-den lyder af helvede til, var sømandens kommentar, første gang jeg satte den i afspilleren.

Men skruer jeg op, tænder for støvsugeren og skråler med og danser som en åndsvag.

Pigerne lukker dørene til værelserne, og kattene tigger om at komme udenfor.

Så jeg har det hele for mig selv, og det er da ikke så værst.

-åh, for satan, hvor jeg elsker at støvsuge! Som min svigerinde begejstret råbte, da hun engang, i et pludseligt anfald af rengøringslyst, tændte for støvsugeren, imens vi drak kaffe.

-prøv at se hvor nemt det er! -jublede hun, imens hun ivrigt kørte frem og tilbage med støvsugeren.

Og hvor har hun ret! En støvsuger er da en skide smart opfindelse, og hvis man kombinere den med god musik, og en hel masse dans, så kan man faktisk godt komme i helt godt humør.

Og ikke et ord om høj puls, motion og antal skridt, for så lægger man jo bare pligt ovenpå pligt, og hvem gider det?

Jeg går efter glæden, dansen og musikken.

Jeg bruger mundstykket som mikrofon, danser salsa ned af gangen, og svinger med ledningen i takt til musikken. Jeg vrikker med rumpetten, når jeg støvsuger sofaen, og laver piruetter når jeg fanger spindelvæv i loftet.

-Livet er, hvad man gør det til, som Kim Fupz Aakeson engang har udtrykt det.

Livet er, hvad man gør det til!

xxx

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer  til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx

 

 

 

Nye vaner..

Sømanden og jeg har fået en ny vane.

Og nye vaner er vigtige, for med nye vaner følger udvikling, forandring og nye tider.

Og når man, som sømanden og jeg for nylig har passeret 24 år bryllupsdag, (Jeps -det er sølvbryllup næste år) så er det vigtigt at finde på nye ting sammen. Gøre nye ting, skabe nye ting, grine sammen og flytte sig en lille bitte smule.

Så vi er begyndt at aftenbade.

Nu er vi jo omgivet af strand på næsten alle sider, så konceptet er ret enkelt.

Efter aftensmaden så ligger sømanden sig ind foran fjernsynet i 25 min. Jeg tosser lidt rundt i haven, og tøserne lukker sig inde på deres værelser.

Når de obligatoriske 25 minutter foran fjerneren er passeret, så materialiserer sømanden sig på terrassen. Han står lidt, kniber øjnene sammen imod solen, klør sig i skægget, hiver lidt op i bukserne og siger så: “Nå, vil du med?”

Og det vil jeg gerne.

Så smutter vi i badetøjet, smider et håndklæde i cykelkurven og drøner ned på stranden.

Det er famne lækkert at få sådan en aftendukkert.

Der er som oftes ikke andre end os, og så dykker vi og flyder rundt i vandet i en 10 minutters tid og bare nyder det.

Så en aften, fik sømanden den ide at smide badebukserne.

Inspireret  af ham, så smed jeg bikinien.

Vi var ude i vandet og der var ikke andre.

Det er dejligt at bade nøgen, men også lidt mærkeligt, for alting flyder opad!

Tilsynekomsten af andre badegæster gjorde, at vi tog badetøjet på, imens vi var i vandet.

Ingen skade sket.

Men så var det, at vi kom til at tænke på hvilken skade der kunne ske?

Da vi var unge i 80’erne, var det jo helt naturligt at bade nøgen, eller i hvert fald topløs. Vi købte jo kun bikinitrusserne, eller bunden, som det hed dengang, for toppen, den brugte vi jo ikke alligevel.

Det var også dengang at børn i førskolealderen bare var nøgne på stranden, og sådan var det.

Men så skete der noget op i gennem 00’erne.

Folk blev bornerte, generte og skamfulde.

Måske er det den teknologiske udvikling og den evige tilstedeværelse af et mobilt kamera, kropsidealer og ideen om at folk skal passe ind i en norm, opfundet af selvfede fitness-guruer med patent på sandheden og en skabelon til den rigtige krop.

Måske.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at det er lækkert at bade nøgen.

Jeg ved, at det er skønt at smide det våde badetøj i sandet,  og stå lidt for at lufttørre, inden man trækker i tørt tøj.

At det er dejligt, at nyde aftenssolens sidste stråler på hele kroppen, uden at trække maven ind og  bekymre sig om andres menneskers holdning til min krop.

Heller ikke, selv om der er andre gæster på stranden, der tydeligvis kommer lidt i tvivl om deres egne øjne, og ville ønske, at de havde taget en kikkert med.

For det er pissesundt at være i sig selv.

Ja, min store hvide røv lyser op dernede på stranden, og ja, min krop lever ikke op til idealet og nej, jeg synes ikke det er pinligt at være nøgen.

Det er ikke seksuelt, det er ikke pinligt, det er bare nøgen.

xxx

 

 

 

Tæt på naturen!

Jeg bor i Skagen.

Selvom det er en by, så er det en lille by, og naturen er helt bogstaveligt tæt på. Vi bor på en lukket vej, og alligvel, så har vi jævntligt vilde dyr i haven.

Det kan både være rådyr, mink, mår, pindsvin, egern, vilde småfugle og store måger, som faktisk larmer en del, når de trasker rundt på taget.

Vi har også fastboende solsorte, der starter dagen med at stirre ind ad køkkenvinduet, indtil der bliver udleveret æbler.

Rådyrerne kommer mest om nattten, de er tilsyneladende helt vilde med tulipaner, og kommer jævntligt forbi for at græsse dem ned.

Men en varm sommernat for et par år siden, havde jeg faktisk et besøg i haven, som bestemt ikke var et rådyr.

Sømanden var på de syv verdenshave, så jeg var alene hjemme med pigerne.

Nu er jeg mørkeræd og ikke specielt modig om natten, men det var det sommer, og det var varmt, og jeg har sådan en haps på terrassedøren i soveværelset, som gør at døren er låst, selvom den står på klem.

Jeg vågende midt om natten, ved en insisterende pusten og stønnen ude på terrassen.

Der var en rumsteren og en stønnen, og man kunne fristes til at tro, at der stod en mand og rykkede sig i banditten derude på terrassen.

Nu har min fantasi aldrig fejlet noget, så jeg digtede straks en historie om, at det var en undvegen straffefange, som stod og lurede på, hvordan han kunne bryde ind og få påbegyndt sit blodige voldsorgie.

Sveden drev ned af ryggen og øjnene var helt spilet op i mørket, imens jeg febrilsk fik fundet min mobil på natbordet og trykket sømandens nummer.

Imens den ringede, fik jeg sammenstykket traileren til  den kommende film bygget på virkelige begivenheder.

Pludselig fortrød jeg, at jeg havde ringet til sømanden.

Hvad nu;  hvis vi blev myrdet, imens telefonlinien var åben, så kunne han bare sidde der ude i styrhuset og lytte, imens hans kone og børn blev tortureret ihjel af en blodtørstig psykopat.

Mine tanker blev dog afbrudt af sømanden, der irriteret havde råbt hallo gentagne gange i telefonen.

Mig: Heeeyjj…

Sømanden( dybt bekymret) : Hvad er der ?

Mig: Der en en ude på terrassen…

Sømanden: Hvorfor tror du det ?

Mig (lidt irriteret over, at sømanden ikke gik i panik med det samme): Jeg kan høre, en der puster og stønner helt vildt!

Sømanden: okay..

Mig( nu med klynkestemme): Det er altså rigtigt..

Sømanden: Prøv at holde telefonen hen til døren, så jeg kan høre det!

Her blev jeg lidt irriteret over, at sømanden ikke troede på mig med det sammen, men jeg var også ivrig efter at bevise hvor farligt det hele var. Så jeg holdt telefonen ud i strakt arm, stak telefonen ud af døråbningen, imens jeg vendte hovedet bort.

Jeg havde også lukket øjnene!

Der var en intens stønnen på terrassen og en intens lytten i telefonen.

Efter noget, der føltes som livstid, tog jeg telefonen op til øret.

Mig( åndeløs af spænding) : Kunne du høre det?

Sømanden: Det er et pindsvin!

Efter lidt debatteren frem og tilbage, og en episode, hvor sømanden tvang mig til at sige som en slange ud igennem dørsprækken, hvilket fik pindsvinets til at tie  og lytte, måtte jeg overgive mig, og give sømanden ret.

Et pindsvin.

Det er det vildeste antiklimaks jeg nogensinde har haft.

Ever!

Siden dengang har vi tit mødt pindsvinet, når det går sin haverunde og under højtlydt snøfteri og stønnen guffer snegle og andet kryb.

– og hvis jeg bliver vækket om natten ved lidt pusten og stønnen fra terrassen, så ved jeg nu; at det ikke nødvendigvis er en moderisk voldsforbryder, men at det kan være et pindsvin på sneglejagt.

xxx