Var jeg typen, der spiste så meget lakridskonfekt i går, at jeg vågnede med akut tyndskid i morges kl 6.39 ?
Ja, det var jeg så.
Jeg indrømmer det blankt og peger på sømanden, som den skyldige.
Det er nemlig ham, der står for alle fødevarer indkøb her i huset, hvilket han gør med stort engagement og en imponerende økonomisk sans.
Vi spiser to typer mad.
Gruppe 1 består af årstidens fødevarer, helst produceret inden for landets grænser. Det er rigtigt meget kål om vinteren, jordbær i jordbærsæsonen og aldrig nogen sinde avokado eller kiwi, thi de skal fragtes halvvejs rundt om jorden for at lande i et supermarked nær dig.
Prioriteterne her er økonomi og klima, især med fokus på transport.
Gruppe 2 består af ting fra rodekurven.
De kan kendes på det gule klistermærke.
Det er varer, der enten er ved at løbe på datoen, eller er så meget uden for sæson, at købmanden har priset det kraftigt ned og lovet sig selv, at hvis hele pisset ikke er solgt senest torsdag, så ryger det i containeren.
Det kan f.eks. være Halloween-slik i januar eller lakridskonfekt i maj.
I går var det så lakridskonfekt i maj.
Hjembragt og gemt indtil efter aftensmaden.
Hvor jeg sad fredsommeligt begravet i en film, imens jeg langsomt og omhyggeligt spiste min planlagte fredagsslik.
Matadormix.
En lille pose.
Jeg havde sorteret colavingummierne fra, og stablet dem i en lille stak på sofabordet. Så var der jo også lidt fredagsslik til sømanden.
Han plejer jo bare at spise det, som jeg efterlader. Suppleret op med franske kartofler og flødeis med bærsymfoni.
Men så var det, at sømanden gik ud i køkkenet og kom ind med en ukendt slikpose i hånden.
Den var orange og raslede urovækkende.
Den vakte min opmærksomhed.
Han bød yngstebarnet et stykke.
Hun stak hånden i posen og fiskede noget op.
Det var svært at se, hvad det var.
Jeg håbede lidt på engelsk vingummi, det kan jeg nemlig ikke lide.
Så ville jeg jo spare de kalorier.
Så blev det min tur.
Jeg tyggede på en laber larve.
Sømanden gik ind foran fjernsynet og rakte posen frem.
Lakridskonfekt.
Bløde, søde lakridskonfekt med den milde smag af kokos.
Sømanden smilede opmuntrende.
Stolt over dagens fangst.
Han rystede lidt med posen, så jeg rigtigt kunne se udvalget.
Jeg kiggede ned i min pose med matadormix. Der var to røde æg, en laber larve og tre vingummier tilbage.
Banan og ananas.
Plus to af de der flade lakridser, der altid sidder fast i tænderne.
Jeg blev vægelsindet og skuffet på samme tid.
Jeg vidste jo ikke, at der var lakridskonfekt.
Min mave har det ikke så godt med lakrids.
Derfor er jeg nødt til at moderere mængden.
Sådan vælge i hvilken sammenhæng og mængde, jeg indtager lakrids.
Jeg er ikke den store lakridsspiser, men er glad for en laberlarve og et godt lakridsæg.
Og lakridskonfekt.
Mit yndlingsjuleslik.
Jeg blev nødt til at vælge.
Jeg gik med den sorte hest.
Lukkede øjnene, lukkede fornuften og stak hånden ned i posen med lakridskonfekt.
Et par gule og lyserrøde hjul, og et par sandwicher.
De der underlige vingummier med sukkerperler og lakridsrørene med hvid indmad, dem overlod jeg til sømanden.
Et øjeblik følte jeg mig helt frelst.
Men jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med at smovse.
Kombination af lakrids, sukker og mere lakrids koster.
Og det var ikke ikke fordi, at jeg spiste flere kilo, og vi havde ikke engang tømt posen, da sømanden fornuftigt satte en IKEA-clips på og lagde den ud i køkkenet.
Alligevel behøvede jeg ikke et vækkeur i morges, men vågnede helt af mig selv kl.6.39.
Der var en regning, der skulle betales.
Og nu skulle man jo så tro, at jeg blev klog af skade.
Men det gør jeg åbenbart ikke, for klokken er 14.12 og jeg har lige gravet i posen med resten af konfekten og nedsvælget det sidste gule hjul og to sandwicher.
Godt, at jeg ikke har nogen planer for i morgen.
xxx