Ude i den store verden findes der mænd, som er fuldstændigt overbevist om, at det eneste som andre mennesker går og venter på, er et billede af deres tissemand.
Og fordi de er sådan nogle søde og betænksomme væsener, så rækker de verden en hjælpende hånd.
De tager simpelthen kameraet frem, trækker ud i underbuksen og knipser et snapshot.
Så kigger de på billedet, og beslutter sig for, at det er dælme et godt foto.
Vinklen er god, lyssætningen tilfredsstillende og motivet er uovertruffent.
Det skal resten af verden da se.
Derfor så udvælger de et andet menneske, som i al fredsommelighed har adgang til internettet.
Måske har personen Tinder, måske en instagramprofil eller måske bare en email-adresse.
Og et grynet billede af en diller, er det da det som vedkomne trænger til, for at få løftet sin dag.
Så han trykker send.
Af-sti-af-sted med det billede af hans genitalier.
I den anden ende sidder der så en kvinde.
Som regel.
Det behøver ikke at være en han kender i forvejen, men det kan det godt være. Der skelnes ikke mellem stort og småt. Det kan sagtens være en kollega, en studiekammerat eller hende den lækre kassedame i Netto.
Only the sky is the limit.
Så sidder hun der med eftermiddagskaffen og småsurfer på telefonen.
Kigger på nye sko, eller læser en interessant artikel.
-nå, for dælen, tænker hun så, -der er en besked, hvad mon det er?
Og så trykker hun på beskeden.
Det er så et foto.
Hun trykker måske på billedet, for at gøre det større.
Fordi hun ikke lige gennemskue motivet.
Det er i en lidt mørk kvalitet.
Måske skal hun lige finde læsebrillerne frem.
Eller have telefonen ud i strakt arm.
Sådan en ding-a-long kan jo ligne mange ting.
En kanelsnegl for et eksempel.
Eller et stykke ost.
En gækkebrev.
Reaktionen hos modtageren er aldrig rigtig den, som afsenderen håber på.
Det meste er latter, hovedrysten, ligegyldighed eller harme.
Aldrig nogensinde liderlighed, forelskelse, lyst eller interesse.
Aldrig.
Allermest forundring.
Og forbavselse.
Sommetider kvalme.
Efter endnu en oplevelse om mænds behov for at fremvise deres kønsorganer, besluttede jeg mig for at stille sømanden til ansvar.
Han var mand, han måtte vide det.
Jeg fandt han inde i stuen. Siddende helt fredsommeligt i lænestolen, imens han pudsede sine læsebriller.
-hvorfor, fremturede jeg med en skrap stemme og hænderne i siden, -hvorfor tror mænd, at kvinder er helt vilde med at se deres diller?
Sømanden kiggede op.
Han var lige en anelse forvirret.
Lignede lidt en, der skulle ind til rektor.
-hvorfor sender mænd dickpicks? Hvorfor tror de, at kvinder er helt vilde med det?
Jeg forlangte en forklaring.
Den fik jeg ikke.
Sømanden nægtede at påtage sig ansvaret for denne verdens lumre fotos.
-det ved jeg da ikke, svarede han, -jeg aner da ikke, hvorfor de gør det. Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Jeg kunne da ikke selv drømme om at gøre den slags. Jeg ved da ikke, hvad der foregår i hovederne på de idioter.
Fair nok.
Men jeg mangler stadigvæk en forklaring.
Begrundelserne kunne være mange.
Mangel på pli.
Dårlige sociale kompetencer.
Kæmpe ego.
Dårlig stil.
Uanset hvad, så har jeg stadigvæk til gode at møde en kvinde, der har lyst til at modtage uopfordrede fotos af mænds forplantningsorgan.
Det er muligt hun findes derude, og så er det jo et match made in heaven, men når det kommer til mange af os andre, så kunne det være rart, hvis han spurgte først.
Han skal da bare spørge pænt.
Så kan han altid få et nej.
xxx