Sømænd, sølvbryllup og guldsko

Sømanden og jeg har lige haft sølvbryllup.

25 år.

Et kvart århundrede.

Det er da alligevel noget.

Men vi har ikke holdt sølvbryllupsfest.

Der var hverken morgenvækning, trompetmusik, eller inviteret fest med borde i E-forms-opstilling, håndskrevne bordkort og uendelige lejlighedssange, med morsomme fotos fra ungdommens vår.

Faktisk tog sømanden på havet ved 19-tiden aftenen før og kom først hjem 24 timer senere, pigerne havde travlt med diverse eksamener, og jeg smuttede på arbejde.

Sådan som vi ønskede, og havde aftalt, at den dag skulle være.

Alligevel gik sømanden i panik dagen før, da han i et inspireret øjeblik ønskede at købe en gave til sin sølvbrud.

Hvilket havde resulteret i, at han havde faret rundt i gågaden og stirret vildt på butikkernes vinduesudsmykning i et desperat forsøg på at huske, hvad det nu var jeg havde sagt, at jeg ønskede mig.

Derfor blev jeg mødt af en brødebetynget sømand, da jeg kom hjem fra arbejde dagen før dagen.

-Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var du ønskede dig, måtte han så indrømme, samtidigt med at han gav mig en ekstra stor velkomst krammer.

-var det nogle øreringe?, spurgte han optimistisk, i et tappert forsøg på at hitte rede i min evige cyklus af sko, kjoler og øreringe.

– nej, det var sko, sagde jeg og mindede ham om de guldsko, som jeg havde vist ham ugen før.

Det gav sømanden et fuldstændigt blankt udtryk i øjnene og en rynke i panden, imens han bladrede i hukommelsen for at finde en erindring om et par guldsko.

Her måtte jeg lige hjælpe ham på vej.

-ja, du ved, ”Diggi Loo, Diggi Ley..”

Og her stod vi begge to lidt i tavshed, imens vi genkaldte os episoden en sen aften ugen før, hvor jeg i et forsøg på at forebygge sømandens traditionelle fuck-hvad-skal-jeg give-min-kone-i gave-i morgen-panikanfald, havde vist ham et foto på min telefon.

Det forstillede et par sko.

Guldsko.

Hvilket omgående fik sømanden til at køre ud af en tangent og brøle: ”Diggi Loo, diggi Ley, alla tittar på mej, når jeg går i mina gjyldna sko….”.

Og da pigerne og jeg kom til at grine over han mildest talt overraskende reaktion på et par guldsko, så valgte han at ride på sin umiddelbare succes som entertainer og rejste sig op, for at udføre koreografien fra Herreys brødrenes hedegangne melodi grandprix hit fra engang i firserne.

-men var det nogle sko du ønskede dig? Sømanden virkede ekstremt forbløffet, og en lille smule forvirret, imens han hjerne arbejde på højtryk for at huske, hvordan skoene egentligt så ud.

-jeg ønsker mig ikke noget, sagde jeg og gav ham et kys, jeg ønsker mig kun dig.

Alligevel hjembragte han senere en gave fra sin daglige rundtur i de lokale supermarkeder.

En æske kattetunger.

Med et, som han selv udtrykte det, helt vildt nuttet billede af tre kattekillinger uden på æsken.

Og tænk, det var lige hvad jeg ønskede mig.

Og skoene.

Dem har jeg selv købt.

xxx