Vandkantsrockabilly

Jeg bor i Skagen.

Det er ikke sådan rigtigt den rådne banan, eller udkantsdanmark som det jo populært kaldes.

Der kommer simpelthen for mange turister, der er for meget flow i byen, til at man kan tale om udkantsdanmark.

Tæller man kun de fastboende, så er det en lille by. Tæller man turister, deltidsskawboer og andet tilbehør med, så er billedet et ganske andet.

Så det kaldes ikke udkantsdanmark, men vandkantsdanmark.

Det lugter også lidt mere af poesi og varme sommerdage.

Vandkantsdanmark.

Her bor jeg så. I toppen af Nordjylland. Med alle mine kjoler, strutskørt, victoryrolls, hårblomster og kulørte sko.

Og min slags er der ikke så mange af heroppe, skal jeg lige hilse og sige.

Man kunne godt kalde mig en enlig svale.

At klæde sig anderledes, at skille sig ud, at være helt sig egen, så synligt og tydeligt som jeg er det, kommer selvfølgelig med en pris.

Her kunne jeg snakke en masse om Janteloven, men det har jeg faktisk ikke lyst til.

Jeg har mere lyst til, og er meget mere fokuseret på glæden og styrken ved at være den jeg er!  Ja, jeg er den eneste i Skagen der klæder mig sådan, den eneste der møder op med victoryrolls og Collectifs Pearlcoat til den lokale julestue, og jeg tænker faktisk ikke over om folk glor og snakker om det, eller om de bare er ligeglade.

For jeg er glad, jeg er tilfreds, og det er faktisk nok for mig. Også synes jeg faktisk, at jeg har de pæneste kjoler, sko og smykker. Og når jeg tager mit tøj på, og sætter mit hår, så er det min personlighed og min sjæl jeg bærer. Så er jeg hjemme i mig selv.

Men, der er et minus ved at bo i vandkantsdanmark og være vild med rockabilly, vintagehår og kulørt tilbehør.

Der er bare så langt til alting!

Butikker, events og andre rockabillylovers. (Gudskelov for internettet!)

Men der er også en fordel!

Genbrugsfund.

Her er det jo super, at stå lidt alene med sin smag udi møbler og indretning. Her har jeg bjærget mange fine møbler, gammel julepynt og diverse halløj, som ingen andre vil bruge penge på.

Så jeg holder fanen højt heroppe i det kolde nord.

Men jeg gør det med stolthed og glæde.

Tusind kys

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Katten Fister

Katten Fister

Katten Fister er opkaldt efter et marsvin, der hed Speedy!

Speedy tilhørte sømandens kollegas datter.

Som sømand tilbringer man jo en del tid sammen med sine kollegaer, hvor man arbejder, afventer situationer og sejler ud i det blå. Når man har arbejdet sammen i mange år, så begynder de almindelige samtale emner at være lidt slidte.

Og man leder efter nye spændende vinkler og informationer.

Det er her, at Speedy kommer ind i billedet.

Speedy blev et samtale emne.

Da sømanden og hans kollega begge er store dyrevenner, kastede de sig over Speedys liv og levned. Hans kost og motionsvaner blev diskuteret og omhyggeligt refereret til familien derhjemme.

På den måde blev Speedy en del af vores families liv. Som en fjern fætter eller købmandens søn henne på hjørnet. Vi vidste hvem han var, og nogenlunde hvordan det stod til.

Så en sen eftermiddag om efteråret, lige i skumringstimen, kom sømanden væltende ind ad døren. Rødkindet, ivrig og stadig i arbejdstøjet.

Han tumlede ophidset ind i stuen, hvor han med høj røst proklamerede; at Fister var død!

Nu er det sådan, at når man, som jeg, er gift med en der arbejder på en potentiel farlig arbejdsplads, som havet og havnen er, så er der altid et eller andet sted bagerst i hovedet, en lillebitte evig bekymring for arbejdsulykker.

Så jeg blev omgående forskrækket og bekymret.

Samtidigt med, at jeg i hukommelsen, ledte efter en i vores bekendtskabskreds der lød navnet Fister.

Nu er Fister jo ikke en almindeligt eller godkendt navn, men det er sådan, at vi bor i en by, hvor man sætter en ære i at kalde folk noget andet, end det de er døbt.

Folk har øgenavne.

Opkaldt efter begivenheder, uheldigt udseende, kriminelle handlinger, konens sociale status osv, en både underholdende og praktisk tradition. Praktisk, fordi  det ikke var ualmindeligt, at bruge det samme navn mange gange, fx hedder ca. hver anden mand i sømandens familie Niels. Underholdende, fordi det jo giver et meget bredt og koloristisk udvalg af navne.

Derfor gik min hjerne gik omgående i gang med at lede efter en fætter, ven, kollega, onkel som lød navnet Fister.

Til sidst måtte jeg give op og spørge sømanden hvem Fister var.

Sømanden havde aldrig hørt om en Fister.

Men da han er ekstremt interesseret i lokalhistorie, blev han omgående irriteret over at et lokalt øgenavn var gået hans næse forbi.

Efter lidt almindelig forvirring, blev det klart at det var marsvinet Speedy der var afgået ved døden.

– men at sømanden i sin ophidselse havde glemt navnet, og derfor havde grebet ud efter den kendte, men dog efterhånden noget udfasede løsning, når man ikke kan huske folks navn.

Nemlig Fisterløgsovs.

“Hov-hov, Fisterløgsovs..” eller : ” Nu skal jeg sige dig en ting, Fisterløgsovs..” er fraser som ikke er ualmindelige i Nordjylland.

Men da han alligevel havde tænkt, at Fisterløgsovs lød temmelig langt, og måske ikke helt rigtigt, havde han kogt det ned til Fister!

Så da pigerne om sommeren hjembragte en skabet og konstant miavende kat, med to forskellige øjenfarver og et par ører, som er mere passende på en hyæne, ja, så kunne den jo ikke hedder andet end Fister.

Ære været Speedys minde.

 

 

 

 

 

 

Om mig

Jeg hedder Laura Bork, jeg er gift med sømanden, mor til 2 teenagepiger og den benovede ejer af to forkælede katte.

Jeg er vild med rockabilly, vintage, loppedmarkeder og genbrugsfund.

Også er jeg inspireret af alt der trækker tråde til 1940’erne og 1950’erne

Mød min nye 2. bedste ven !

Mød min 2. bedste ven !

 Jeps, det er babyolie !

Når man som jeg er en kurvet dame ( -og til jer der ikke har fulgt med tiden, så hedder det ikke længere buttet, tyk eller kraftigt bygget, men kurvet),  så møder man hvert sommer det samme problem, når sommerkjolen skal luftes.

Der er jo visse områder på kroppen, der lider mere i sommervarmen end andre.

Her tænker jeg især på mine lår.

Mine inderlår.

Og indtil videre har jeg haft 2 muligheder.

1: røde, sviende inderlår, hvor smerten og irritationen sidst på dagen er fuldstændig uudholdelig. Hvor man ender med at gå som en cowboy der har siddet i sadlen hele dagen, eller laver desperate forsøg på at folde kjolens stof diskret ind imellem lårene, bare for at få lidt lindring. Hvorefter en eller anden emsig okkenok altid finder det passende at påpege at: “din kjole sidder da vist fast”!  Jeg ved det godt, jeg har selv proppet den derind!

2: uklædelige og usexede cykelshorts, som forhindre friktion og svien, men som til gengæld får din samlede kropstemperatur til at stige til uanede højder. Og for mig, som altid har det varmt i forvejen,  er det er rigtigt trælst og ubehageligt alternativ.

Så var det, at jeg sad og studerede instagram-billeder. En blogger, som jeg har fulgt igennem længere tid skulle giftes. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg følte alligevel en lille smule, at jeg var inviteret med.

Hyggeligt så det ud.

Der var billeder hvor hun fik makeup på, sat hår osv. Pludselig var der et foto som fangede min opmærksomhed. Hun stod med det ene ben på en stol, imens hun var optaget af at smøre noget på sine inderlår.

Det var kokosolie!

Et ganske enkelt trick, der får lårene til at glide i stedet for at gnide.

BUM-BUM

Op på cykel, og ned i den lokale Matas. Fandt babyolien som et super, ikke lugtende alternativ, og det virker!

Derfor er babyolie nu officielt min 2. bedste ven

Nummer 1; det er min kat Findus.

Babyolie er nummer 2.

Ligesom Barack Obama er nummer 2.

På listen over verdens mest inspirerende mennesker.

Nummer 1; det er nemlig Anja Lovén.

Hvor cool er det lige?