Rundtur

Finn-Oles mor og jeg var smuttet på loppemarked.

Det foregik på en campingplads, så en del af boderne var fastliggere, der havde sat et bord på foran campingvognen, hvor de solgte alskens ting og sager.

Finn-Oles mor fik ret hurtigt opsnust en lysekrone og jeg fik bjærget mig en æske med gamle glansbilleder.

Et par gamle juleklokker i papir og to nisser fandt også vej ned i muleposen.

Vi gik videre og blev opslugt af boder med gamle cykler, porcelæn, glaskarafler og hjemmestrikkede sokker.

Ved en af boderne kunne vi ikke undgå at bemærke, at den faste ejendom var til salg.

En camplet til 7000 kroner.

Den emmede af brug og mange fine somre på campingpladsen.

-nå, sagde jeg, mest for at sige noget, -sælger du campletten?

Bodens ejer, en venlig dame på omkring 80, hev mig omgående ind til en rundvisning.

Jeg nåede ikke rigtigt at sige nej tak, før jeg pludseligt stod i køkkenalrummet.

Jeg tøvede lidt i døren.

-gå nu længere ind, så damen også kan være her, sagde bodens ejer så.

Jeg gik høfligt længere ind, imens jeg spekulerede på, hvem damen var.

Det viste sig, at være hende selv.

Så var vi tre mand i campletten.

Hendes mand sad på den ene klapstol.

Han var omkring 80, iført seler, stribet skjorte og mørkeblå cowboybukser.

Træsko og uldsokker.

Han briefede mig om sovemulighederne.

Imponerende plads, der er i sådan en camplet.

To adskilte sovekabiner, en oplagt mulighed for at medbringe børnebørn.

Han slog flot ud med hånden.

En skoreol i sort stof hang på stykket mellem de to soverum.

Jeg drejede 45 grader, så jeg kunne se spisestuen.

Tre klapstole og et klapbord udgjorde møblementet.

Det så hyggeligt ud.

Jeg blev tilbudt at prøvesidde en stol.

Jeg afslog høfligt.

Så prikkede konen mig på skulderen, og fik mig til at dreje 90 grader om egen akse, så jeg kunne se komfuret.

Jeg kom aldrig til at forstå mekanikken, men det kunne åbenbart klappes sammen og opbevares i campletten.

Et gaskomfur og lidt bordplads.

Opbevaringsmuligheder.

Jeg kiggede forbløffet på komfuret.

Manden kiggede lidt på mig og oplyste, at campletten kunne udvides.

I højden i hvert fald.

Det bekræftede konen, imens hun trådte et skridt tilbage og vurderede min størrelse.

-vi er jo ikke så store, så det er jo ikke nødvendigt for os, meddelte hun så.

Den tyggede vi alle sammen lidt på.

Så foreslog konen, at vi gik udenfor, for der var noget, som hun gerne ville vise mig.

Som en anden lemming troskede jeg efter hende.

Bag campletten lå noget gråt plastik.

Det viste sig at være en slags presenning.

Med lynlås

Det krævede en god pædagogisk indsats fra hende, før jeg fattede, at det var afdækningen, når hele herligheden var pakket sammen.

Hun løftede i det ene hjørne og oplyste, at den alene kostede mindst 7000 kr. fra ny.

Jeg nikkede imponeret.

Så smed hun trumfen.

-det er ekstra plads, så kufferterne kan ligge oven på campletten.

Hun pegede på lynlåsen.

Et øjeblik blev jeg lidt forvirret over, at man skulle have kufferter med på camping.

Jeg troede egentligt bare, at tingene blev kylet i bagagerummet.

Hun viste mig også en gasflaske, en vanddunk og noget elektronikhalløj.

Vi kiggede lidt på campletten udefra.

Vinduerne, højden og bredden.

Mulighederne.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Lappen.

Det var en gammel lap.

På størrelse med en femkrone.

Et lille stykke stribet stof limet på teltdugen.

Omhyggeligt sat på og smurt med lim for ekstra forstærkning.

Vi talte ikke om lappen.

Men følelsen af at stå midt i andre menneskers livshistorie ramte mig lige i maven.

Det var jo ikke var bare en camplet.

Det var et lille stykke Danmarks historie, en livshistorie, levede liv.

Sommerdage, feriedage, søndag morgen med børnene.

Ferier med børnebørnene.

Mad lavet på det sammenklappelige komfur, nætter tilbragt i kabinerne og klapstole flyttet udenfor i solskinsvejr.

Et ægteskab, et helt almindeligt levet liv, med frokoster, oprydning, nedpakning og udpakning, imens verden og livet har bevæget sig forbi. Præsidenter der er blevet valgt, krige udkæmpet, moden der har ændret sig tusind gange og børn og børnebørn, der er vokset fra alting.

-vi kan ikke selv slå det op mere!

Hun smilede sørgmodigt og børstede et usynligt fnug af teltdugen.

-heldigvis har vi en god nabo, han kommer og hjælper os.

Jeg stod lidt, og lod hele den fine oplevelse synke lidt ind.

Her var ingen billeder på instagram, ingen facebookprofil eller behov for at have det sidste nye gear.

Her var to levede liv, to mennesker og en camplet.

Med sammenklappeligt komfur.

-hvad sige du, sagde hun så, – er du interesseret?

Og det var jeg.

Bare ikke i campletten.

Men historien, livet og den lille stribede lap, der vidnede om en tid, hvor man lappede og passede på sine ting, det interesserede mig.

Et lille stykke danmarkshistorie, der ikke kommer på museum, men er til salg for 7000 kr.

Prisen var skrevet på et stykke pap, med en lidt slidt sprittus. Skiltet var bundet fast med et stykke sejlgarn og blafrede lidt i vinden.

7000 kr.

Jeg gik ud til Finn-Oles mor, imens jeg overvejede, om jeg skulle lokke sømanden til at sætte anhængertræk på bilen.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bare ben og tophue

Jeg har smidt strømpebukserne.

Sådan.

Efter en heftig svedetur på arbejdet, cyklede jeg målrettet hjem, trak strikkjolen over hovedet og hev strømpebukserne af, og kylede det hele hen i et hjørne af soveværelset.

Bagefter smed jeg mig i søstjernestilling på sengen, for sådan lige at få lufttørret alle arealer.

Så var det, at jeg besluttede mig for, at nu er foråret altså for alvor startet, og de tykke sorte strømpebukser er blevet forvist til skuffen, indtil efteråret sætter ind.

Så i dag cyklede jeg afsted uden strømpebukser.

Med solen lige i ansigtet, og de vinterblege ben stukket i et par sandaler.

Fuldstændigt overbevist om, at resten af verden da også kunne mærke foråret.

Indtil jeg mødte en dame i lang dynejakke, halstørklæde, luffer og tophue.

Hun skuttede sig i kulden og kiggede bekymret ud under huens tykke kant, imens hun spejdede efter snestorme, forkølelser og halsbetændelse.

Også krydsede vi hinanden.

Optimisten og pessimisten.

Frossenpinden og den evigt svedende viking.

Hun, forsigtigt trippende på fortovet i medvind, og mig på min cykel i modvind, med frakkeskørterne blafrende i vinden.

For vi havde begge to klædt os på efter forholdene.

Og vejret.

Og sådan er alting jo relativt, og der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning, som børnehavepædagogerne altid påpeger, spørgsmålet er jo bare, hvad dårlig påklædning egentligt er.

Og et sekund mødtes vores øjne, der under tophuens kant, og vi stemplede straks hinanden som fuldkommen vanvittige og ude af trit med virkeligheden.

Og så var det, at jeg blev helt glad for at bo i et land, hvor man selv bestemmer, om man vil gå til købmanden i bare ben eller foretrækker at rulle sig ind i dynejakker og halstørklæder.

For selvom vi lever i den samme verden, så lever vi jo i hver sin virkelighed, og det gør jo bare det hele lidt mere interessant.

xxx

Nye vaner..

Sømanden og jeg har fået en ny vane.

Og nye vaner er vigtige, for med nye vaner følger udvikling, forandring og nye tider.

Og når man, som sømanden og jeg for nylig har passeret 24 år bryllupsdag, (Jeps -det er sølvbryllup næste år) så er det vigtigt at finde på nye ting sammen. Gøre nye ting, skabe nye ting, grine sammen og flytte sig en lille bitte smule.

Så vi er begyndt at aftenbade.

Nu er vi jo omgivet af strand på næsten alle sider, så konceptet er ret enkelt.

Efter aftensmaden så ligger sømanden sig ind foran fjernsynet i 25 min. Jeg tosser lidt rundt i haven, og tøserne lukker sig inde på deres værelser.

Når de obligatoriske 25 minutter foran fjerneren er passeret, så materialiserer sømanden sig på terrassen. Han står lidt, kniber øjnene sammen imod solen, klør sig i skægget, hiver lidt op i bukserne og siger så: “Nå, vil du med?”

Og det vil jeg gerne.

Så smutter vi i badetøjet, smider et håndklæde i cykelkurven og drøner ned på stranden.

Det er famne lækkert at få sådan en aftendukkert.

Der er som oftes ikke andre end os, og så dykker vi og flyder rundt i vandet i en 10 minutters tid og bare nyder det.

Så en aften, fik sømanden den ide at smide badebukserne.

Inspireret  af ham, så smed jeg bikinien.

Vi var ude i vandet og der var ikke andre.

Det er dejligt at bade nøgen, men også lidt mærkeligt, for alting flyder opad!

Tilsynekomsten af andre badegæster gjorde, at vi tog badetøjet på, imens vi var i vandet.

Ingen skade sket.

Men så var det, at vi kom til at tænke på hvilken skade der kunne ske?

Da vi var unge i 80’erne, var det jo helt naturligt at bade nøgen, eller i hvert fald topløs. Vi købte jo kun bikinitrusserne, eller bunden, som det hed dengang, for toppen, den brugte vi jo ikke alligevel.

Det var også dengang at børn i førskolealderen bare var nøgne på stranden, og sådan var det.

Men så skete der noget op i gennem 00’erne.

Folk blev bornerte, generte og skamfulde.

Måske er det den teknologiske udvikling og den evige tilstedeværelse af et mobilt kamera, kropsidealer og ideen om at folk skal passe ind i en norm, opfundet af selvfede fitness-guruer med patent på sandheden og en skabelon til den rigtige krop.

Måske.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at det er lækkert at bade nøgen.

Jeg ved, at det er skønt at smide det våde badetøj i sandet,  og stå lidt for at lufttørre, inden man trækker i tørt tøj.

At det er dejligt, at nyde aftenssolens sidste stråler på hele kroppen, uden at trække maven ind og  bekymre sig om andres menneskers holdning til min krop.

Heller ikke, selv om der er andre gæster på stranden, der tydeligvis kommer lidt i tvivl om deres egne øjne, og ville ønske, at de havde taget en kikkert med.

For det er pissesundt at være i sig selv.

Ja, min store hvide røv lyser op dernede på stranden, og ja, min krop lever ikke op til idealet og nej, jeg synes ikke det er pinligt at være nøgen.

Det er ikke seksuelt, det er ikke pinligt, det er bare nøgen.

xxx

 

 

 

Mød min nye 2. bedste ven !

Mød min 2. bedste ven !

 Jeps, det er babyolie !

Når man som jeg er en kurvet dame ( -og til jer der ikke har fulgt med tiden, så hedder det ikke længere buttet, tyk eller kraftigt bygget, men kurvet),  så møder man hvert sommer det samme problem, når sommerkjolen skal luftes.

Der er jo visse områder på kroppen, der lider mere i sommervarmen end andre.

Her tænker jeg især på mine lår.

Mine inderlår.

Og indtil videre har jeg haft 2 muligheder.

1: røde, sviende inderlår, hvor smerten og irritationen sidst på dagen er fuldstændig uudholdelig. Hvor man ender med at gå som en cowboy der har siddet i sadlen hele dagen, eller laver desperate forsøg på at folde kjolens stof diskret ind imellem lårene, bare for at få lidt lindring. Hvorefter en eller anden emsig okkenok altid finder det passende at påpege at: “din kjole sidder da vist fast”!  Jeg ved det godt, jeg har selv proppet den derind!

2: uklædelige og usexede cykelshorts, som forhindre friktion og svien, men som til gengæld får din samlede kropstemperatur til at stige til uanede højder. Og for mig, som altid har det varmt i forvejen,  er det er rigtigt trælst og ubehageligt alternativ.

Så var det, at jeg sad og studerede instagram-billeder. En blogger, som jeg har fulgt igennem længere tid skulle giftes. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg følte alligevel en lille smule, at jeg var inviteret med.

Hyggeligt så det ud.

Der var billeder hvor hun fik makeup på, sat hår osv. Pludselig var der et foto som fangede min opmærksomhed. Hun stod med det ene ben på en stol, imens hun var optaget af at smøre noget på sine inderlår.

Det var kokosolie!

Et ganske enkelt trick, der får lårene til at glide i stedet for at gnide.

BUM-BUM

Op på cykel, og ned i den lokale Matas. Fandt babyolien som et super, ikke lugtende alternativ, og det virker!

Derfor er babyolie nu officielt min 2. bedste ven

Nummer 1; det er min kat Findus.

Babyolie er nummer 2.

Ligesom Barack Obama er nummer 2.

På listen over verdens mest inspirerende mennesker.

Nummer 1; det er nemlig Anja Lovén.

Hvor cool er det lige?