Bare ben og tophue

Jeg har smidt strømpebukserne.

Sådan.

Efter en heftig svedetur på arbejdet, cyklede jeg målrettet hjem, trak strikkjolen over hovedet og hev strømpebukserne af, og kylede det hele hen i et hjørne af soveværelset.

Bagefter smed jeg mig i søstjernestilling på sengen, for sådan lige at få lufttørret alle arealer.

Så var det, at jeg besluttede mig for, at nu er foråret altså for alvor startet, og de tykke sorte strømpebukser er blevet forvist til skuffen, indtil efteråret sætter ind.

Så i dag cyklede jeg afsted uden strømpebukser.

Med solen lige i ansigtet, og de vinterblege ben stukket i et par sandaler.

Fuldstændigt overbevist om, at resten af verden da også kunne mærke foråret.

Indtil jeg mødte en dame i lang dynejakke, halstørklæde, luffer og tophue.

Hun skuttede sig i kulden og kiggede bekymret ud under huens tykke kant, imens hun spejdede efter snestorme, forkølelser og halsbetændelse.

Også krydsede vi hinanden.

Optimisten og pessimisten.

Frossenpinden og den evigt svedende viking.

Hun, forsigtigt trippende på fortovet i medvind, og mig på min cykel i modvind, med frakkeskørterne blafrende i vinden.

For vi havde begge to klædt os på efter forholdene.

Og vejret.

Og sådan er alting jo relativt, og der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning, som børnehavepædagogerne altid påpeger, spørgsmålet er jo bare, hvad dårlig påklædning egentligt er.

Og et sekund mødtes vores øjne, der under tophuens kant, og vi stemplede straks hinanden som fuldkommen vanvittige og ude af trit med virkeligheden.

Og så var det, at jeg blev helt glad for at bo i et land, hvor man selv bestemmer, om man vil gå til købmanden i bare ben eller foretrækker at rulle sig ind i dynejakker og halstørklæder.

For selvom vi lever i den samme verden, så lever vi jo i hver sin virkelighed, og det gør jo bare det hele lidt mere interessant.

xxx