Åh, elastik

Jeg er på jagt efter en god elastisk underbuks.

Sådan en par, der hverken strammer eller gnaver.

Og jeg er fuldstændigt ligeglad med, om der er en nydelig blonde, om de inspirerer sømanden, eller om det er en delikat silke.

Jeg vil gerne have noget der holder om, holder op og holder fast.

Og som kan kogevaskes.

Og som indeholder en tilpas grad af elasticitet, som gør, at de kan give sig i løbet af dagen.

For det har jeg brug for engang imellem.

Hvorfor er det så svært at finde?

Er det for meget at bede om?

Og når jeg endelig finder en model, som lever op til de fleste kriterier, så lever jeg i underbuksehimlen.

Der hvor jeg står op om morgenen, uden at spekulere over, om jeg har rene underbukser af den gode slags.

Indtil tiden er gået, elastikken er gået og hullerne har spredt sig, og jeg må erkende, at de ikke længere er virksomme.

Og så går den vilde jagt.

Jeg kunne selvfølgelig købe den samme model igen.

Men det er her, at udviklingskonsulenterne kommer ind i billedet.

For de skal jo gøre sig berettiget til deres løn, som min mor altid har udtrykt det.

Så de er jo nødt til at forandre, omforme og udvikle.

Ellers er der jo ingen grund til, at de kommer på arbejde.

Det gør det bare svært at købe det samme produkt to gange i træk.

Og jeg synes egentlig ikke, at det er for meget at bede om.

Underbukser magen til dem, jeg købte sidste gang.

Min svigerinde, grillbarsindehaveren, fortalte forleden begejstret om en underbuksemodel indkøbt i USA.

Ikke nok med at de var behagelige, der var også andre farver end sort og hvid at vælge imellem.

Sådan nogle kunne jeg da godt tænke mig.

Men det er alligevel en lang tur, bare for at købe underbukser.

Så imorgen har jeg lokket sømanden med i A-Z, under påskud af mangel på kattemad og stearinlys.

Så hvem ved ?

Måske er der held i sprøjten..

Xxx

Forfængelig forfængelighed

– Årh, for helvede, udbrød sømanden og tog sig til hjertet, da jeg trådte ud fra badeværelset.

-nu må I kraftedme snart stoppe med det pandashit, brølede han, og hentydede til min nyligt lagte ansigtsmaske.

For sådan er det, når man er ene hane i kurven, og derfor udelukkende er omgivet af hunkøn på den hjemlige matrikel.

Så lever man med en evig cyklus af makeup, cremer, ansigtsmasker, hårprodukter og tusind andre mærkværdigheder på badeværelset.

Sømanden har valgt at kalde det hele for mascara.

-hvem ejer det mascara der ligger og flyder ude på badeværelset, spørger han jævntligt tøserne om, så ved de godt, at det kan dække over mange forskellige ting.

Og jeg elsker det.

Ikke rodet på badeværelset, men alle produkterne.

Hårlakken, marcaraen, øjenskygger i alle farver, røde læbestifter, krøljernet, cremerne og parfumerne.

Jeg synes, at det er skidesjovt at lege med, og sommertider er det bedste ved festen, når makeuppen skal lægges og håret ordnes.

Så ja, jeg er forfængelig, og du må gerne kalde mig pudderdåse, dulle og sminkekrukke.

For det passer sgu meget godt, og der er vel ikke noget galt i at være forfængelig.

Forfængelighed har jo mange ansigter og kan handle om alt fra indretning af hjemmet, børnenes præstationer, arbejdsindsats og ikke mindst, det vi ikke fortæller til andre.

Det handler jo i bund og grund om at fremstå fra sin bedste side, præsentere sig selv og fremstå bedst mulig.

Men et eller andet sted på vejen, er det blevet vedtaget, at den forfængelighed der handler om makeup og hår, er den laveste form for forfængelighed.

Den man griber til, når der ikke er andre muligheder.

-skal du nu male dig igen, som min mormor engang sagde, da jeg kom mascara på, inden vi skulle ud af huset.

Og ja, det skulle jeg.

Igen.

Og det bliver jeg ved med.

Ligesom jeg bliver ved med at gå i kulørte kjoler, krølle mit hår og bruge store øreringe.

Og det gør ikke noget, at I kommenterer det.

Både jer der henvender jer direkte, jer der tror, at jeg er døv og derfor ikke kan høre at I hvisker, og jer, der kigger sigende på jeres bedste veninde.

-nu skal du ikke grine, kommandere en kvinde spidst til hendes mand og nikkede i min retning, da sømanden og jeg i sommers boede på et hotel og deltog i morgenbuffeten.

-jeg griner ikke, svarede manden langmodigt, jeg kigger bare..

Og vi skilte os nok også lidt ud, sømanden og jeg, der ved morgenbordet, imellem de praktiske frisurer, stumpebukserne, velcrosandalerne og en meget udpræget mangel på farver.

Og man må heldigvis klæde sig som man vil i dette land, men jeg vil vove den påstand, at det også er udtryk for forfængelighed, når man for enhver pris vil undgå at skille sig ud.

Eller når man gerne vil signalere, at man da i hvertfald ikke går op i sit udseende.

Eller når man ikke vil indrømme, at man er forfængelig.

Så I er velkommen til at kigge, snakke, pege og glo med åben mund.

I må godt synes, at jeg er for meget, for kulørt, og for festlig klædt til en mandag morgen.

I må godt spørge om jeg er klædt ud, på vej til sølvbryllup eller om min livret er burger, fordi jeg har en polkaprikket kjole på!

Så skal jeg nok lade være med at spørge jer, om jeres valg af tøjstil, frisure og manglende makeup.

Det er jeg nemlig alt for forfængelig til!

Xxx

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Lange meloner

-se, sagde den yngste af tøserne og pegede på de to butternut-meloner der lå på køkkenbordet, det ligner et par lange bryster!

Så stod vi der og kiggede lidt på de lange meloner, som lå til skue der på køkkenbordet, og måtte jo unægteligt give hende ret.

De lignede et par bryster, hvor tyngdekraften havde vundet og trukket nedad, hvorved brysterne var blevet smallest på midten og lidt mindede om to ottetaller.

Og sådan kommer bryster jo i mange størrelser og former.

Til stor bekymring for de fleste kvinder, som bruger timer på at spekulere over, om de nu er den rigtige form, størrelse og fasthed.

Og til stor glæde for de fleste mænd, som bare synes det er fedt, at han er i samme rum som en kvinde, og endnu federe, hvis han er i samme rum som en nøgen kvinde.

Og helt apropos, så hørte jeg et indslag i radioen, hvor en kvinde var bekrymret for hendes bryster, som var begyndt at hænge lidt efter en graviditet. Og kvinden og hendes kæreste havde åbenbart et af disse forhold, hvor man altid – ALTID – er helt super ærlige overfor hinanden.

(- måske er jeg oldschool, men jeg synes godt nok, at det lyder trættende, altså det med altid at være ærlig)

Så da hun havde spurgt kæresten, om han syntes, at hendes bryster var begyndt at hænge; så gæt lige hvad hans svar var ?

Prøv at gætte !

Det er her, at alt ærlighed skal smides overbord og den hvide løgn skal hives op af tasken.

Lyv, for satan, lyv.

Kvinden har lige født dig et barn, og selv om du er ligeglad med at hendes bryster hænger, og synes, at hun er den smukkeste kvinde på jorden, og I har aftalt, at I for evigt skal være helt super ærlige overfor hinanden, så er det nu, du skal lyve.

Det er altså bare et godt råd fra en kvinde der har været gift i 25 år, født tre børn ved kejsersnit, er opereret i maven og har ar i ansigtet efter et hundebid. Jeg kan ligeså godt sige det som det er; der er ikke noget der peger opad.

I hvertfald ikke uden hjælp.

Altså på mig, sømanden står for egen regning.

Og jeg er da heldigvis gift med en mand der er pissegod til at lyve.

Jeg spørger jo ikke for at få et ærligt svar, for det svar kender jeg jo godt.

Det er jo bare at kigge i spejlet!

Jeg spørger jo for at blive bekræftet, anerkendt, begæret, elsket…

Og jeg ved godt, at frie, selvstændige, stærke kvinder ikke skal være afhængige af bekræftigelse fra mænd, men hvile i sig selv og alt det, men engang imellem så er det bare rart, at nogen tager alle bekymringerne og putter dem i en bøtte med låg på, og låser den inde i et skab.

Nogen gange er det bare rart med en lille hvid løgn, et stort kram og et uærligt svar.

Nogen gange, er det bare det, man har brug for.

Og kvindekroppe kommer i alle former og størrelser, og der er jo heldigvis en til os alle, som min mormor altid sagde.

For det handler ikke om størrelse på det ene eller det andet, vægt, højde eller symmetri.

Det handler om at give den gas.

Det handler om at turde være her lige nu, gøre det man har lyst til og være her.

Tilstede.

For man kan selvfølgelig altid få hjælp til at stramme op, hive ind, løfte og fylde ud. Der er uendeligt antal muligheder, det er et frit land og man skal gøre, som man har lyst til.

Men med mindre, at det lige præcis er i dag, at du skal på operationsbordet, så kommer det jo ikke til at ske idag.

Så den krop du vågnede med i morges, er også den krop du går i seng med i aften.

Så skal vi ikke lige se at få det bedste ud af det.

Xxx