Måned: marts 2023

Soloride

Søndag eftermiddag var jeg alene hjemme.

Sømanden var på havet, så det var bare mig og katten Fister Løgsovs.

Helt alene på matriklen.

Eftermiddagen lå foran os, alle muligheder stod åbne, så vi valgte det, som vi hver især havde allermest lyst til.

Katten valgte en lur.

Jeg valgte korssting og countrymusik.

To ting, som jeg holder meget af.

Countrymusik er min secret pleasure.

Det er ikke fordi, at jeg nogen særlig forstand på det, men deres tøj er megasejt og teksterne er fuldstændigt ukomplicerede.

Jeg har èn gammel cd.

“Absolute New Country 2”

Indkøbt engang i 90’erne.

På forsiden er der et billede af en cowboystøvle og en guitar.

Megasejt.

Jeg har hørt den rigtigt mange gange.

Især fordi, at jeg er super dårlig til at huske navne og titler på sange, så Spotify er ikke rigtigt noget for mig.

I stedet går jeg oldschool, og knalder en cd’en i afspilleren, når behovet for country opstår.

Meganemt.

En gang for længe siden havde vi også en tv-kanal, der spillede country i båndsløjfe, men til sømandens store lettelse kan vi ikke længere modtage den kanal.

Jeg puttede cd’en i anlægget og skruede helt op.

Syede korsting og skrålede med.

Min yndlingssang er nummer 5.

“Be My Baby Tonight” med John Michael Montgomery.

Jeg har aldrig hørt om ham før eller siden, men det nummer er famne godt.

Jeg hørte det tre gange i træk.

Satte det på for fjerde gang.

Så trængte jeg til at røre mig lidt, for korsstingsbroderi er en meget stillesiddende aktivitet.

Jeg rejste mig op for at danse lidt med.

Bevæge mig lidt.

Få gang i kroppen.

Jeg sang også med.

Jeg kunne næsten teksten udenad.

Så satte jeg sangen på for femte gang.

Øvede indledningen

Forestillede mig lidt, at jeg var på en karaokebar.

Måske var der nogen, der havde udfordret mig til at stille op i med en countrysang.

For hvem fanden kan en countrysang udenad?

Men det kunne jeg, også kunne de lære det.

Jeg satte den på for sjette gang.

Planlagde mit outfit.

Noget med frynser og støvler.

Sexy mama.

Fandt en gammel tube med sort akrylmaling, der kunne gøre det ud for en mikrofon.

Udviklede koreografien.

Stoppede sange halvvejs og startede forfra, for at finpudse min optræden.

Her begyndte jeg faktisk at få lidt ondt i halsen, fordi jeg skrålede så højt.

Jeg holdt en kort vandpause.

Drak lidt cola for at smøre stemmebåndet.

Satte sangen på for ottende gang.

Forestillede mig, at mit publikum være både benovet og målløs over mit show.

De havde ikke regnet med, at jeg ville være så god på en scene.

Måske ville jeg få et tilbud om at være forsanger i et countryband.

Jeg snurrede rundt om mig selv, for at vise mit overskud, inden jeg satte ind med det sidste omkvæd.

Holdt mikrofonen op til munden og skrålede med.

Så var det, at sømanden pludselig stod i stuen.

Han var kommet hjem før tid.

Han sagde ikke rigtigt noget.

Stod bare lidt og kiggede.

Jeg blev ærligt talt lidt forskrækket og en temmelig blufærdig.

Som et rådyr fanget i en lygte.

Jeg smilede forlegent.

John Michael Montgomery skrålede, om jeg ville være hans baby tonight.

På lydstyrke 28.

Sømanden nikkede kort, drejede 180 grader og gik ud i køkkenet.

Jeg skruede ned for musikken og gik efter ham med akrylmalingen i hånden.

-hej skat, sagde jeg og gav ham et smækkys, – jeg vidste ikke, at du kom så tidligt hjem.

-nej, det kan jeg se, svarede han tørt, imens cd’en skiftede til sang nummer 7.

Det var Ricky Lynn Gregg med “After The Fire is Gone”

xxx

 

 

 

 

 

 

 

En ekstra tur

Min kuffert kom ikke med hjem fra Holland.

Hvordan og hvornår den stod af turen er uvist, men resultatet var, at jeg stod håbefuld ved transportbåndet i Ålborg lufthavn en sen aften og kiggede på lang række af kufferter, der en efter en blev samlet op af deres håbefulde ejere.

Sømanden, der hellere ville dø end at betale ekstra for en kuffert, var sammen med sin weekendtaske rendt ud for at hente bilen.

-vi ses ved “Kiss and Goodbye”, råbte han, inden han pilede afsted.

Det var en rigtigt god plan, for så behøvede jeg jo heller ikke at storme afsted i støvregnen, men kunne spadsere værdigt ud til bilen med min røde rullekuffert.

Bortset fra, at den ikke rigtigt dukkede op.

Til sidst var der ikke mere bagage tilbage og en eller anden slukkede for båndet.

Grebet af en vanvittig optimisme blev jeg stående og stirrede på det tavse bånd.

Vi var to, der manglede vores kufferter.

Mig og en dame, der kun kunne en lille smule tysk.

Hun forsøgte at kommunikere.

Spurgte om jeg vidste noget.

Det gjorde jeg ikke.

Vi stirrede håbefulde på båndet.

Måske hvis vi ønskede det længe nok, så ville båndet sætte i gang igen og vores kufferter ville materialisere sig.

Det skete ikke.

Der var rungende tavshed og selv lufthavnen begyndte at ligne en, der bare helst ville hjem.

Jeg bevægede mig mod udgangen, damen fulgte forsigtigt efter.

Vi gik igennem den toldfri udgang.

Nothing to declare.

Lufthavnen lå øde.

De fleste kontorer var lukket og vi kunne høre vores egne skridt give genlyd i den tomme gang.

Måske var vi de eneste mennesker i bygningen.

Det føltes lidt som en gyserfilm.

Måske var sømanden blevet nuppet af en zombie?

Vi begyndte at gå hurtigt og målbevidst.

Vores hæle klikkede mod gulvet.

Oppe ved hovedindgangen fandt vi en skranke med tre personer.

I habitjakker, slips og velfriseret hår.

Jeg henvendte mig til den ene og forklarede situationen.

Hun kiggede intenst på skærmen og konstaterede hurtigt, at de havde fundet den.

Kufferten altså.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema.

Der blev afkrævet svar på mange ting

Størrelse, form, farve og koden til låsen.

Navn og adresse.

Her kom den tysktalende dame lidt i vanskeligheder, da hun blev lidt i tvivl om, hvor hun egentligt skulle bo.

Jeg blev spurgt om særlige kendetegn.

-rød, svarede jeg tilfredst, velvidende at de fleste kuffeter i denne verden er sorte.

-ja, men, forklarede lufthavnsdamen pædagogisk, -er der et særligt kendetegn? Har du f.eks. sat et gult bånd på håndtaget.

Det havde jeg ikke.

Jeg følte mig utroligt dårligt forberedt.

Så skulle jeg pege på et lamineret skilt med forskellige kuffertmodeller.

Hvilken lignede mon min allermest?

Jeg pegede på den, der lignede allermest.

Bortset fra, at den var sort og ikke rød.

-er du sikker? Spurgte hun så.

Det var jeg.

Så tastede hun mere ind i computeren og konstaterede, at den ville ankomme til Ålborg lufthavn næste dag kl. 14.42.

-har du mulighed for at smutte forbi og hente den?

Hendes spørgsmål hang lidt i luften, imens vi begge overvejede mulighederne.

Hun håbede måske, at jeg bare sagde ja, imens jeg spekulerede over, hvem der boede så tæt på Ålborg lufthavn, at de bare lige kunne smutte forbi.

Jeg tilstod, at jeg boede i Skagen.

Hun arrangerede venligt noget transport og meddelte, at den røde kuffert ville lande på min matrikel lørdag eftermiddag.

Jeg udfyldte endnu et skema og kørte slukøret hjem uden min tandbørste.

Sømanden manglede også sin kontaktlinsevæske, som han havde presset ned i min kuffert, da størrelsen overskred mængden tilladt væske i håndbagagen.

Tandbørsten, kontaktlinsevæske og den røde kuffert ankom lørdag eftermiddag, kørt lige til døren af en flink mand, der som en ekstra bonus, gav foredrag om et tv-program, som han havde set dagen før.

Det handlede om fremtidens el-biler.

Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan vi kom fra; tak for det og vil du kvittere her, til at høre om udviklingen af fremtidens biler.

Men det er jo altid rart at mærke folks begejstring, så kufferten og jeg stod og lyttede, indtil vi begyndte at fryse og måtte foretrække til varmen.

Her kunne jeg lykkeligt konstatere, at den vintagehåndtaske i kurveflet, som jeg havde erhvervet på et loppemarked til 5 euro, var intakt og sømanden kunne lykkeligt fræse ud på badeværelset for at sætte kontaktlinsevæsken på plads i skuffen.

Hvor kufferten har været fortaber sig i tågerne, men jeg forstår den egentligt godt.

Når man står der, i lufthavnen, på vej hjem, så kunne man da godt få lyst til at tage et andet fly.

På eventyr, videre ud i verden.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trip-trap-træsko

Så er kanalerne i Amsterdam blevet besigtiget.

Vi har kørt med busser, drønet i sporvogn, sejlet med færger og taget en kanalrundfart.

Der mange ting at kigge på i Amsterdam, når man er sømand.

Husbåde, bunkerbåde, lodser, skraldebåde, joller, flydedoks og broer, der kan åbnes og lukkes.

En smuk by fuld af fine gamle huse, historie og coffeeshops.

Duften af røg er umiskendelig og smyger sig rundt om oplevelsen.

Et enkelt sted måtte vi foretrække, da røgen hang så massivt i luften, at det blev ubehageligt og sved en smule i øjnene.

Men vi fandt andre små fine steder til kaffepausen, æblekagen og tissetåren.

Inden vi gik forfriskede gik videre og alligevel måtte stoppe tusind gange for at beundre en fin dør, en særlig udskæring, en skæv gavl og de mere eller mindre udtjente husbåde fortøjret langs kanalen.

-skal vi sælge det hele og flytte i en husbåd, foreslog jeg optimistisk sømanden, i et akut anfald af eventyrlyst og nye muligheder.

Sømanden trak lidt på det, helbefaren som han er i mit behov for alenetid og albuerum.

-arh, sagde han langtrukkent, – det tror jeg faktisk ikke, at du vil være så god til, der er jo ikke så højt til loftet.

Vi slentrede nysgerrigt videre langs kanalen, imens de lokale cyklister erfarne og hurtigt snoede sig ind og ud imellem turisternes langsommelige trippen.

Ned af en lille sidegade og til højre ved en kirke.

Så befandt os pludseligt i udkanten Red Light Distrikt.

Afklædte kvinder i vinduer med tunge velourgardiner og tændte røde lamper.

Vi luskede forbi, imens vi hastigt og forlegent alligevel kom til at skæve til ruderne.

Ring-til-mig signalerede den ene til sømanden, imens jeg følte mig som den ekstra bagage.

En fik sig lidt frokost og en anden sludrede i telefon.

Nogle steder var gardinerne trukket for, og andre steder stod stolen tom.

Alting blev pludselig virkeligt, tæt på og med en krystal klar bevidsthed om, hvad der foregik, lige der omme bag gardinet.

Kvinder, unge piger, skæbner og et udlejningsopslag i et vindue, der med lidt hurtig hovedregning fortalte, hvor mange kunder der skulle lokkes ind af døren på daglig basis, for at enderne kunne mødes.

Og havde man ikke råd til det, så fortalte et andet skilt om muligheden for at smugkigge på damer, igennem et kukhul for den nette sum af 2 euro.

Sømanden og jeg travede tavs videre langs de smukke kanaler, imens vi tænkte på vores egne og andres døtre, ulighed og forskellen i muligheder og livsvilkår.

Så stødte vi ind i kø.

Meget velorganiseret og opdelt på begge sider af gaden.

Der var opstillet flybånd, vejledende skilte og en brysk dørmand styrede håndfast folket, køen og retfærdigheden.

Folk stod artigt og ventede.

Sømanden og jeg blev helt nysgerrige og fik akut fomo.

Hvad var vi gået glip af?

Burde vi stille os op i køen?

Hvad ventede de på?

Det viste sig af være vafler.

De berømte hollandske vafler med honning og e.v.t. dyppet i chokolade.

De kan købes i alle butikker og frisklavede på et hvert gadehjørne.

Men lige præcis i denne butik blev de udleveret i en smuk papirspose med stofhåndtag i en sart mintgrøn farve.

Det var tydeligt, at emballagen var vigtigere end produktet.

Der blev poseret meget med de poser.

Fotos blev taget, vurderet og delt på de sociale medier.

Vi satte os lidt på en bænk og iagttog sceneriet.

Følte os helt utroligt gamle og fuldstændigt off-beat.

Sømanden tilbød at hente en sodavand eller en øl i den nærmeste kiosk, som vi kunne indtage, imens ungdommen defilerede forbi.

Men alderen taget i betragtning, så ville det jo nok øge frekvensen af toiletbesøg, så vi fravalgte væsken og sad lidt og følte os som de to gamle mænd fra The Muppet show.

Så tøffede vi videre og fandt en hel stribe jødiske snublesten, der igen satte alting i relief.

Og sådan gik dagene med menneskebade, genbrugsbutikker, smukke bygninger og tusindvis af skridt.

En tur forbi en flot udsmykket kirke dedikeret til Sct. Nicolai, et besøg på et graffitimuseum og et par lokale markeder.

Vi har lavet en masse og alligevel ingenting.

Akkurat som det skal være, når man trækker stikket og forsvinder i en storbys myldrende liv.

Og vi har købt en magnet, tre små kokosnødder, der måske, måske ikke bliver til flotte palmer og sømanden har fået sig en ny, brugt skovmandskjorte med for.

Og inderlomme.

What’s not to like.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

Noget med politiet

Sømanden og jeg er landet i Amsterdam.

Byen med ostebutikker, kanaler, coffeeshops og Red Light Distrikt.

Turen herned gik smertefrit og enkelt. Vi fandt hotellet, satte kufferten fra os og gik ud for at opleve byen, kanalerne og stemningen.

Bagefter fordelte vi arbejdsopgaverne, så jeg op på hotelværelset, imens sømanden gik på jagt efter lidt proviant til værelset.

Vand, lidt snacks og sådan.

Oppe på værelset trak jeg blank.

Spændte bh’en op, trak strømpebukserne af, smed trusserne.

Lagde mit trætte og nøgne korpus på sengen, gloede på min telefon og hvilede de ømme fødder.

Jeg koblede af.

Kravlede ind i min egen lille boble og lod tingene hænge lidt.

Så bankede det på døren.

Tre hårde slag.

Det var lidt mærkeligt.

Jeg ventede ikke ligefrem gæster.

Jeg fornemmede lidt uro derude.

-polizi, sagde de så på den anden side af døren.

Det kom lidt bag på mig.

Jeg gik faktisk lidt i panik et øjeblik.

Politiet!

Jeg spekulerede over, hvad jeg skulle tage på.

Jeg savnede min morgenkåbe.

Måske kunne jeg trække min strikkjole ud over hele herligheden.

Og hvad med en bh?

Ville det være nødvendigt, eller ville de høfligt ignorere de fritgående gadunk-gadunks?

Ville de foretrække en bh eller en hurtig åbning af dør?

Hvis strikkjolen var lang nok, behøvede jeg vel heller ikke at tage underbukser på.

Jeg blev helt svimmel af alle de muligheder, beslutninger og afvejninger.

Det var alt for meget.

Og jeg var lidt overstimuleret i forvejen.

Så jeg tog en hurtig beslutning.

De måtte vente.

Politiet altså.

Jeg var sådan set for træt, for nøgen og havde ømme fødder.

Hvis de virkelig ville noget, så måtte de banke igen.

Eller sende en sms.

Ligge en besked i receptionen, virkede også som en oplagt mulighed.

Jeg orkede det ikke.

Jeg følte mig for træt, for gammel og for tyk til at springe ud af sengen, bare fordi det bankede på døren.

Hvad ligner det også at forstyrre folk, når de lige har lagt sig til rette.

Og så uanmeldt.

Jeg blev faktisk lidt forarget.

Rimpede munden sammen og rettede på hovedpuden.

Så åbnede de døren.

Eller sømanden gjorde.

Med sin egen nøgle.

Hvorefter han veloplagt informerede om, at politiet var i gang med en razzia på naboværelset.

I fuldt udstyr og med to ventende politibiler udenfor.

-mundbind, handsker og hele udstyret, som han udtrykte det, imens han spejdede ned på parkeringspladsen, for at se om der var yderlig action.

Der skete ikke rigtigt mere udover, at vi opdagede, at vi var blevet beriget med en dobbeltdyne, i stedet for to enkelte.

Det var da næsten lige så trælst, som uventede gæster.

xxx

 

 

 

 

 

Godnat og sov godt

Hvad laver sømanden og jeg så, når nu ældstebarnet er flyttet hjemmefra og den yngste er taget på rygsæksrejse til Østen.

Vi sover.

Vi går i seng klokken ni, halv ti og klokken ni igen.

Så ligger vi bevidstløse under dynen, indtil vækkeruret ringer og vi starter forfra.

Om eftermiddagen så tænder vi op i brændeovnen, hænger ud i en lænestol og hvis sømanden er hjemme, så forbereder han aftensmaden.

Hvis vejret er til det, så går jeg måske en tur med studievejlederen.

Bagefter ser vi lidt fjernsyn, gaber, drikker lidt vand, gaber igen og trækker tappert tiden, inden vi giver op og trosker ind i sengen.

Det var ikke lige det, som jeg havde forestillet mig, at alle de ledige eftermiddage og aftener skulle bruges på.

Lige pludselig så har man al den tid i verden, og så har man allermest lyst til at gå tidligt i seng.

-måske er vi i en restitueringsfase, hviskede jeg til sømanden, da vi lå der i mørket og ventede på den tidlige nat.

-måske, hviskede sømanden tilbage og så tænkte vi lidt på bump på vejen. Ind imellem har det syntes uoverstigeligt og sommetider virkede det umuligt at krydse.

Men vi gjorde det alligevel.

Så blev jeg helt stolt over, at vi lå der endnu, ved siden af hinanden.

Mig uroligt rumsterende, sømanden som altid på ryggen med hænderne foldet på brystet.

Sømanden faldt i søvn, imens jeg tænkte på kaptitler.

Tænkte på dem, som jeg var dengang.

Tænkte på, hvordan man rammes af livet, af sorgen og hvordan smerte og traumer kan blive til skelsættende oplevelser, der får en til at ændre retning, kurs og flytter de værdier, som man havde engang.

Hvornår var man lykkeligst, grinede mest og levede uden et helt skab af komplicerede tanker og relationer, der konstant forsøger at klemme sig ud og fylde det hele.

Hvornår man fik sagt fra og ikke sagt fra, hvornår jeg bare gled med flowet, indtil alting blev for meget og faldt fra hinanden, sprang i tusind stykker og måttes samles op og sættes sammen på ny.

Og hvordan vi har samlet hinanden op, samlet sammen, formået at holde sammen og midt i det hele være en familie med  to fantastiske piger, der har mod på det liv, der ligger foran dem.

-vi har egentlig fortjent at gå tidligt i seng, sagde jeg højt ud i det mørke soveværelse.

Sømanden svarede mig med en let snorken.

Så faldt jeg i søvn og sov tungt i syv komma ni timer, inden vækkeuret ringede.

Så staverede jeg igennem sneen og tog på arbejde, kom hjem, tændte op i brændeovnen og gik tidligt i seng.

Igen.

For første gang har jeg tiden, roen og økonomien til det meste, men nu kan jeg ikke rigtigt komme i tanke om, hvad det var jeg ville.

Måske har jeg aldrig vidst det?

Så i første omgang har sømanden og jeg bestilt en tur til Amsterdam.

Hvor vi skal vandre rundt, besøge loppemarkeder og bare være, imens foråret forhåbentligt begynder at titte frem. Hvor vi skal drikke en kop kaffe på en bænk, imens storbyen passere forbi og fylder os med inspiration og sjælen tager sig et menneskebad.

Måske behøver vi heller ikke rigtigt at vide, hvad det næste kapitel bringer.

Man behøver vel ikke have en stor strømlinet drøm, et kæmpe fastbesluttet mål derude i horisonten.

Så længe man omgiver sig med gode mennesker, kærlighed og grin, der gør godt helt nede i maven.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slik og kager

-har du slik og kager med? Spurgte jeg optimistisk min kollega, der gik tilfældigt igennem rummet.

Det havde hun så ikke.

Angrebet af en akut trang til eftermiddagssnack måtte jeg på jagt i skuffer og skabe.

Det eneste spiselige, som jeg kunne grave op torsdag eftermiddag kl. 15.30 var en pakke åbnede majskiks.

Gule, puffede majskerner formet til runde kiks.

Et sundt og alvorligt voksenvalg.

Anbefalet af folk, der bruger rigtigt meget tid i motionscentre, hvor de løfter tunge ting og siger høje prustelyde.

Jeg åbnede pakken og kiggede ned på selve inkarnationen af det sunde valg.

Gul, rund og en lille smule uapptitlig.

Jeg forsøgte tappert at bruge min fantasi.

Snusede optimistisk til kiksen, i håbet om, at den duftede en lille smule af chokolade.

Eller kanel.

Måske en svag duft af kokos.

Kunne det minde lidt om en kage.

En romkugle måske.

Et studenterbrød.

Jeg gav mig selv en peptalk og trak den heldige vinder op af pakken.

-uhmm, sagde jeg og viftede med den runde fætter, i forsøget på at friste mig selv med en tørre, og ærligt talt uinspirerende uringule kiks.

Den føltes tør og papagtigt.

Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at den var sprød og luftig.

Sund, om ikke andet.

Med skælvende hånd førte jeg den op til munden. Der skulle et par lukkede øjne og tre forsøg til, før jeg fik tvunget de ru puffede majskerne forbi mine læber.

-aaahhh.

Jeg bed forsigtigt i kiksen og den eksploderede omgående i tusind dele.

Noget landede i munden, lidt sad fast på læben og en del dryssede ned af maven.

Min hånd nåede at gribe de store dele, og min mund blev så tør, at mine læber sad fast på fortænderne.

-umhhh, sagde jeg så, i håbet om at piske en stemning op, imens tungen forgæves forsøgte at indfange løsgående smulder og halve kerner, der bevægede sig rundt i munden som vindhekse på en amerikansk prærie.

Kombinationen af den tørre kiks og mundens slimhinder, der omgående havde trukket sig sammen, betød at kiksestykkerne valgte at sætte sig fast tilfældigt udvalgte steder i mundhulen.

Utroligt, som sådan en majskerne kan suge sig fast.

Tungen kæmpede heroisk imod overmagten og afsøgte alle overflader.

Læberne føltes sprukne.

Jeg kiggede nedslået på min hånd, der krampagtigt holdt fast i resterne.

Jeg længtes efter noget at drikke.

Vand, pepsi, kaffe, gammelt te i et udtjent papkrus.

Alligevel valgte jeg at angribe igen.

I håbet om at blive sund, tynd, sporty tog jeg en bid mere af den gule spise.

Det smagte den ikke bedre af.

Til gengæld brød der en tørke i mundhulens land.

Det blev faktisk lidt svært at synke.

Det var, som om jeg ikke rigtigt fik produceret noget spyt.

Min hals modarbejde mig.

Jeg måtte synke flere gange, før jeg nåede i mål.

Tænderne føltes tørre og skrøbelige.

Jeg overvejede at skrive en reklamation til firmaet.

Jeg syntes ikke rigtigt, at de levede op til deres løfter om et sundt og lækkert mellemmåltid.

Det er da muligt, at det er sundt, men lækkert må siges at være en tilsnigelse.

Tørt, gult og rundt, kan jeg gå med til, og måske dehydrerende og livsfattigt, for ikke at tale om trist og besværligt.

Slik og kager kan man i hvert fald ikke kalde det.

Det har de selvfølgelig heller ikke lovet, men den optimisme, som jeg følte, da jeg indkøbte produktet, står ikke til måls med den oplevelse som jeg havde, da jeg spiste det.

Men jeg gik nok ind i kampen med for store forventninger.

Håbefuld og en smule naiv.

Og da jeg havde spist kiksen og drukket en halv liter vand, så blev jeg grebet af en akut trang til slik og kager.

Jeg havde stadigvæk ikke noget.

Jeg havde stadigvæk flere kiks, men var alvorligt bekymret for at gøre skade på mit tandkød og min livsglæde.

Heldigvis mødte jeg socialrådgiveren ude i forhallen.

Hun havde en japanstang i tasken.

Den var også gul og rund, men den smagte bedre.

Og så gav den ikke synke besvær.

xxx