Så er kanalerne i Amsterdam blevet besigtiget.
Vi har kørt med busser, drønet i sporvogn, sejlet med færger og taget en kanalrundfart.
Der mange ting at kigge på i Amsterdam, når man er sømand.
Husbåde, bunkerbåde, lodser, skraldebåde, joller, flydedoks og broer, der kan åbnes og lukkes.
En smuk by fuld af fine gamle huse, historie og coffeeshops.
Duften af røg er umiskendelig og smyger sig rundt om oplevelsen.
Et enkelt sted måtte vi foretrække, da røgen hang så massivt i luften, at det blev ubehageligt og sved en smule i øjnene.
Men vi fandt andre små fine steder til kaffepausen, æblekagen og tissetåren.
Inden vi gik forfriskede gik videre og alligevel måtte stoppe tusind gange for at beundre en fin dør, en særlig udskæring, en skæv gavl og de mere eller mindre udtjente husbåde fortøjret langs kanalen.
-skal vi sælge det hele og flytte i en husbåd, foreslog jeg optimistisk sømanden, i et akut anfald af eventyrlyst og nye muligheder.
Sømanden trak lidt på det, helbefaren som han er i mit behov for alenetid og albuerum.
-arh, sagde han langtrukkent, – det tror jeg faktisk ikke, at du vil være så god til, der er jo ikke så højt til loftet.
Vi slentrede nysgerrigt videre langs kanalen, imens de lokale cyklister erfarne og hurtigt snoede sig ind og ud imellem turisternes langsommelige trippen.
Ned af en lille sidegade og til højre ved en kirke.
Så befandt os pludseligt i udkanten Red Light Distrikt.
Afklædte kvinder i vinduer med tunge velourgardiner og tændte røde lamper.
Vi luskede forbi, imens vi hastigt og forlegent alligevel kom til at skæve til ruderne.
Ring-til-mig signalerede den ene til sømanden, imens jeg følte mig som den ekstra bagage.
En fik sig lidt frokost og en anden sludrede i telefon.
Nogle steder var gardinerne trukket for, og andre steder stod stolen tom.
Alting blev pludselig virkeligt, tæt på og med en krystal klar bevidsthed om, hvad der foregik, lige der omme bag gardinet.
Kvinder, unge piger, skæbner og et udlejningsopslag i et vindue, der med lidt hurtig hovedregning fortalte, hvor mange kunder der skulle lokkes ind af døren på daglig basis, for at enderne kunne mødes.
Og havde man ikke råd til det, så fortalte et andet skilt om muligheden for at smugkigge på damer, igennem et kukhul for den nette sum af 2 euro.
Sømanden og jeg travede tavs videre langs de smukke kanaler, imens vi tænkte på vores egne og andres døtre, ulighed og forskellen i muligheder og livsvilkår.
Så stødte vi ind i kø.
Meget velorganiseret og opdelt på begge sider af gaden.
Der var opstillet flybånd, vejledende skilte og en brysk dørmand styrede håndfast folket, køen og retfærdigheden.
Folk stod artigt og ventede.
Sømanden og jeg blev helt nysgerrige og fik akut fomo.
Hvad var vi gået glip af?
Burde vi stille os op i køen?
Hvad ventede de på?
Det viste sig af være vafler.
De berømte hollandske vafler med honning og e.v.t. dyppet i chokolade.
De kan købes i alle butikker og frisklavede på et hvert gadehjørne.
Men lige præcis i denne butik blev de udleveret i en smuk papirspose med stofhåndtag i en sart mintgrøn farve.
Det var tydeligt, at emballagen var vigtigere end produktet.
Der blev poseret meget med de poser.
Fotos blev taget, vurderet og delt på de sociale medier.
Vi satte os lidt på en bænk og iagttog sceneriet.
Følte os helt utroligt gamle og fuldstændigt off-beat.
Sømanden tilbød at hente en sodavand eller en øl i den nærmeste kiosk, som vi kunne indtage, imens ungdommen defilerede forbi.
Men alderen taget i betragtning, så ville det jo nok øge frekvensen af toiletbesøg, så vi fravalgte væsken og sad lidt og følte os som de to gamle mænd fra The Muppet show.
Så tøffede vi videre og fandt en hel stribe jødiske snublesten, der igen satte alting i relief.
Og sådan gik dagene med menneskebade, genbrugsbutikker, smukke bygninger og tusindvis af skridt.
En tur forbi en flot udsmykket kirke dedikeret til Sct. Nicolai, et besøg på et graffitimuseum og et par lokale markeder.
Vi har lavet en masse og alligevel ingenting.
Akkurat som det skal være, når man trækker stikket og forsvinder i en storbys myldrende liv.
Og vi har købt en magnet, tre små kokosnødder, der måske, måske ikke bliver til flotte palmer og sømanden har fået sig en ny, brugt skovmandskjorte med for.
Og inderlomme.
What’s not to like.
xxx
.