Tag: vintage

Rundtur

Finn-Oles mor og jeg var smuttet på loppemarked.

Det foregik på en campingplads, så en del af boderne var fastliggere, der havde sat et bord på foran campingvognen, hvor de solgte alskens ting og sager.

Finn-Oles mor fik ret hurtigt opsnust en lysekrone og jeg fik bjærget mig en æske med gamle glansbilleder.

Et par gamle juleklokker i papir og to nisser fandt også vej ned i muleposen.

Vi gik videre og blev opslugt af boder med gamle cykler, porcelæn, glaskarafler og hjemmestrikkede sokker.

Ved en af boderne kunne vi ikke undgå at bemærke, at den faste ejendom var til salg.

En camplet til 7000 kroner.

Den emmede af brug og mange fine somre på campingpladsen.

-nå, sagde jeg, mest for at sige noget, -sælger du campletten?

Bodens ejer, en venlig dame på omkring 80, hev mig omgående ind til en rundvisning.

Jeg nåede ikke rigtigt at sige nej tak, før jeg pludseligt stod i køkkenalrummet.

Jeg tøvede lidt i døren.

-gå nu længere ind, så damen også kan være her, sagde bodens ejer så.

Jeg gik høfligt længere ind, imens jeg spekulerede på, hvem damen var.

Det viste sig, at være hende selv.

Så var vi tre mand i campletten.

Hendes mand sad på den ene klapstol.

Han var omkring 80, iført seler, stribet skjorte og mørkeblå cowboybukser.

Træsko og uldsokker.

Han briefede mig om sovemulighederne.

Imponerende plads, der er i sådan en camplet.

To adskilte sovekabiner, en oplagt mulighed for at medbringe børnebørn.

Han slog flot ud med hånden.

En skoreol i sort stof hang på stykket mellem de to soverum.

Jeg drejede 45 grader, så jeg kunne se spisestuen.

Tre klapstole og et klapbord udgjorde møblementet.

Det så hyggeligt ud.

Jeg blev tilbudt at prøvesidde en stol.

Jeg afslog høfligt.

Så prikkede konen mig på skulderen, og fik mig til at dreje 90 grader om egen akse, så jeg kunne se komfuret.

Jeg kom aldrig til at forstå mekanikken, men det kunne åbenbart klappes sammen og opbevares i campletten.

Et gaskomfur og lidt bordplads.

Opbevaringsmuligheder.

Jeg kiggede forbløffet på komfuret.

Manden kiggede lidt på mig og oplyste, at campletten kunne udvides.

I højden i hvert fald.

Det bekræftede konen, imens hun trådte et skridt tilbage og vurderede min størrelse.

-vi er jo ikke så store, så det er jo ikke nødvendigt for os, meddelte hun så.

Den tyggede vi alle sammen lidt på.

Så foreslog konen, at vi gik udenfor, for der var noget, som hun gerne ville vise mig.

Som en anden lemming troskede jeg efter hende.

Bag campletten lå noget gråt plastik.

Det viste sig at være en slags presenning.

Med lynlås

Det krævede en god pædagogisk indsats fra hende, før jeg fattede, at det var afdækningen, når hele herligheden var pakket sammen.

Hun løftede i det ene hjørne og oplyste, at den alene kostede mindst 7000 kr. fra ny.

Jeg nikkede imponeret.

Så smed hun trumfen.

-det er ekstra plads, så kufferterne kan ligge oven på campletten.

Hun pegede på lynlåsen.

Et øjeblik blev jeg lidt forvirret over, at man skulle have kufferter med på camping.

Jeg troede egentligt bare, at tingene blev kylet i bagagerummet.

Hun viste mig også en gasflaske, en vanddunk og noget elektronikhalløj.

Vi kiggede lidt på campletten udefra.

Vinduerne, højden og bredden.

Mulighederne.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Lappen.

Det var en gammel lap.

På størrelse med en femkrone.

Et lille stykke stribet stof limet på teltdugen.

Omhyggeligt sat på og smurt med lim for ekstra forstærkning.

Vi talte ikke om lappen.

Men følelsen af at stå midt i andre menneskers livshistorie ramte mig lige i maven.

Det var jo ikke var bare en camplet.

Det var et lille stykke Danmarks historie, en livshistorie, levede liv.

Sommerdage, feriedage, søndag morgen med børnene.

Ferier med børnebørnene.

Mad lavet på det sammenklappelige komfur, nætter tilbragt i kabinerne og klapstole flyttet udenfor i solskinsvejr.

Et ægteskab, et helt almindeligt levet liv, med frokoster, oprydning, nedpakning og udpakning, imens verden og livet har bevæget sig forbi. Præsidenter der er blevet valgt, krige udkæmpet, moden der har ændret sig tusind gange og børn og børnebørn, der er vokset fra alting.

-vi kan ikke selv slå det op mere!

Hun smilede sørgmodigt og børstede et usynligt fnug af teltdugen.

-heldigvis har vi en god nabo, han kommer og hjælper os.

Jeg stod lidt, og lod hele den fine oplevelse synke lidt ind.

Her var ingen billeder på instagram, ingen facebookprofil eller behov for at have det sidste nye gear.

Her var to levede liv, to mennesker og en camplet.

Med sammenklappeligt komfur.

-hvad sige du, sagde hun så, – er du interesseret?

Og det var jeg.

Bare ikke i campletten.

Men historien, livet og den lille stribede lap, der vidnede om en tid, hvor man lappede og passede på sine ting, det interesserede mig.

Et lille stykke danmarkshistorie, der ikke kommer på museum, men er til salg for 7000 kr.

Prisen var skrevet på et stykke pap, med en lidt slidt sprittus. Skiltet var bundet fast med et stykke sejlgarn og blafrede lidt i vinden.

7000 kr.

Jeg gik ud til Finn-Oles mor, imens jeg overvejede, om jeg skulle lokke sømanden til at sætte anhængertræk på bilen.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det, De lige står og mangler

-se hvad jeg har købt, pralede jeg til sømanden, imens jeg hev mit seneste genbrugskøb frem.

Det var en stor rygsæk.

I brunt læder.

Med to forlommer og den fineste patina.

Jeg var mægtig stolt.

Sømanden var lidt mindre imponeret.

-en rygsæk?

Han kiggede på mig med løftede øjenbryn.

-hvad skal du bruge den til?

-åh, sagde jeg, imens jeg tog tasken på ryggen, -hvis nu jeg for et eksempel skal smugle forfulgte jøder hen over alperne, så kan jeg lige medbringe en rygsæk med forsyninger og fornødenheder.

Jeg løb igennem køkkenet med bøjede knæ, for lige at demonstrere, hvordan jeg kunne snige mig igennem alperne, uden at eventuelle nazister opdagede mit forehavende.

Jeg var selv utroligt imponeret over min egen historie, og en lille smule inspireret af den film, som vi havde set et par dage tidligere.

Sømanden var lidt mere skeptisk.

-hvad kostede den, spurgte han så og bragte mig tilbage til virkeligheden.

Halv irritereret svarede jeg, at den havde kostet billige 150 kr.

-megabilligt for så fed en taske, meddelte jeg kampberedt.

Jeg åbnede den, så han rigtigt kunne se, hvor fin den var.

Sømanden gloede uinteresseret ned i tasken og lagde træt armene over kors.

-nå, det er da alligevel billigere end den anden, sagde han så.

Her tabte jeg tråden et øjeblik.

-den anden hvad?

Jeg begyndte at finindstille rygsækkens seler, imens jeg desperat forsøgte at finde den røde tråd i samtalen.

-den anden rygsæk, sagde sømanden hjælpsomt.

Jeg gik en lille smule i panik.

Den anden rygsæk?

Sømanden måtte hjælpe min hukommelse på vej, og minde mig om den flettede kurverygsæk fra IKEA, der stod og vansmægtede i et hjørne af roderummet.

-åh, sagde jeg og blev lidt tør i munden, -dèn rygsæk.

En åbenbart fuldstændigt uundværlige rygsæk i pileflet, som jeg lykkeligt hjembragte efter en tur i IKEA med Finn-Oles mor.

Den kan ikke lukkes, er vind og skæv og monteret med et par utroligt grimme seler i skrigorange og ubehagelig græsgrøn.

Sømanden hente rygsækken frem, og forsøgte at tage den på.

Men fordi selerne ikke kan indstilles, så gav det han en utroligt anspændt positur.

-hvad tænkte du egentligt på, spurgte han, imens vi begge to kiggede på en voksen mand iført skovmandskjorte og kurverygsæk.

Sømanden kiggede i spejlet og jeg kiggede på ham.

– at den var fed at have med på stranden, til drikkevarer og sandwich og sådan.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var på tynd is.

-så får man jo heller ikke sand med hjem, for det render jo ud af bunden.

Her blev jeg lidt overrasket mig selv. Jeg vidste slet ikke, at jeg var så praktisk orienteret.

-men du tager jo aldrig på stranden.

Sømanden kæmpede for at komme fri af rygsækken.

Og det måtte jeg jo give ham ret i, men Finn-Oles mor og jeg ramlede jo helt uforberedte ind i IKEAs sommerudstilling, så fint sat op med havelamper, liggestole, matchende håndklæder og åbenbart også en kurverygsæk.

Den havelampe, som jeg havde udvalgt hjemmefra var udsolgt, og man kan jo ikke forlade IKEA med en tom indkøbsvogn.

Jeg tror faktisk ikke, at det er lovligt.

Så i mangel af bedre faldt valget på rygsækken.

Det føltes som en god investering dengang.

Nu føltes det mest lidt underligt.

Og fjollet.

Vi kiggede lidt på rygsækken med de orange seler.

Der var stille i køkkenet.

Så forslog jeg sindssyg i gerningsøjeblikket.

Sømanden var helt enig og foreslog venligt, at jeg kunne plante haveblomster i rygsækken, så gik den da ikke helt til spilde.

Bagefter kiggede vi så begge to lidt på min nye læder rygsæk.

Den er ikke helt så velegnet som blomsterkurv, men hvis jeg nogensinde lede en flugtrute hen over alperne, så har jeg den perfekte rygsæk.

Og desuden så købte jeg også en gammel militærfrakke på det loppemarked, så det er et match made in heaven.

Så mangler jeg bare et par fede støvler og en sej kikkert.

Og et par runde vintage solbriller, gerne med grønt glas.

Åh, jeg glæder mig allerede til det næste loppemarked.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Trip-trap-træsko

Så er kanalerne i Amsterdam blevet besigtiget.

Vi har kørt med busser, drønet i sporvogn, sejlet med færger og taget en kanalrundfart.

Der mange ting at kigge på i Amsterdam, når man er sømand.

Husbåde, bunkerbåde, lodser, skraldebåde, joller, flydedoks og broer, der kan åbnes og lukkes.

En smuk by fuld af fine gamle huse, historie og coffeeshops.

Duften af røg er umiskendelig og smyger sig rundt om oplevelsen.

Et enkelt sted måtte vi foretrække, da røgen hang så massivt i luften, at det blev ubehageligt og sved en smule i øjnene.

Men vi fandt andre små fine steder til kaffepausen, æblekagen og tissetåren.

Inden vi gik forfriskede gik videre og alligevel måtte stoppe tusind gange for at beundre en fin dør, en særlig udskæring, en skæv gavl og de mere eller mindre udtjente husbåde fortøjret langs kanalen.

-skal vi sælge det hele og flytte i en husbåd, foreslog jeg optimistisk sømanden, i et akut anfald af eventyrlyst og nye muligheder.

Sømanden trak lidt på det, helbefaren som han er i mit behov for alenetid og albuerum.

-arh, sagde han langtrukkent, – det tror jeg faktisk ikke, at du vil være så god til, der er jo ikke så højt til loftet.

Vi slentrede nysgerrigt videre langs kanalen, imens de lokale cyklister erfarne og hurtigt snoede sig ind og ud imellem turisternes langsommelige trippen.

Ned af en lille sidegade og til højre ved en kirke.

Så befandt os pludseligt i udkanten Red Light Distrikt.

Afklædte kvinder i vinduer med tunge velourgardiner og tændte røde lamper.

Vi luskede forbi, imens vi hastigt og forlegent alligevel kom til at skæve til ruderne.

Ring-til-mig signalerede den ene til sømanden, imens jeg følte mig som den ekstra bagage.

En fik sig lidt frokost og en anden sludrede i telefon.

Nogle steder var gardinerne trukket for, og andre steder stod stolen tom.

Alting blev pludselig virkeligt, tæt på og med en krystal klar bevidsthed om, hvad der foregik, lige der omme bag gardinet.

Kvinder, unge piger, skæbner og et udlejningsopslag i et vindue, der med lidt hurtig hovedregning fortalte, hvor mange kunder der skulle lokkes ind af døren på daglig basis, for at enderne kunne mødes.

Og havde man ikke råd til det, så fortalte et andet skilt om muligheden for at smugkigge på damer, igennem et kukhul for den nette sum af 2 euro.

Sømanden og jeg travede tavs videre langs de smukke kanaler, imens vi tænkte på vores egne og andres døtre, ulighed og forskellen i muligheder og livsvilkår.

Så stødte vi ind i kø.

Meget velorganiseret og opdelt på begge sider af gaden.

Der var opstillet flybånd, vejledende skilte og en brysk dørmand styrede håndfast folket, køen og retfærdigheden.

Folk stod artigt og ventede.

Sømanden og jeg blev helt nysgerrige og fik akut fomo.

Hvad var vi gået glip af?

Burde vi stille os op i køen?

Hvad ventede de på?

Det viste sig af være vafler.

De berømte hollandske vafler med honning og e.v.t. dyppet i chokolade.

De kan købes i alle butikker og frisklavede på et hvert gadehjørne.

Men lige præcis i denne butik blev de udleveret i en smuk papirspose med stofhåndtag i en sart mintgrøn farve.

Det var tydeligt, at emballagen var vigtigere end produktet.

Der blev poseret meget med de poser.

Fotos blev taget, vurderet og delt på de sociale medier.

Vi satte os lidt på en bænk og iagttog sceneriet.

Følte os helt utroligt gamle og fuldstændigt off-beat.

Sømanden tilbød at hente en sodavand eller en øl i den nærmeste kiosk, som vi kunne indtage, imens ungdommen defilerede forbi.

Men alderen taget i betragtning, så ville det jo nok øge frekvensen af toiletbesøg, så vi fravalgte væsken og sad lidt og følte os som de to gamle mænd fra The Muppet show.

Så tøffede vi videre og fandt en hel stribe jødiske snublesten, der igen satte alting i relief.

Og sådan gik dagene med menneskebade, genbrugsbutikker, smukke bygninger og tusindvis af skridt.

En tur forbi en flot udsmykket kirke dedikeret til Sct. Nicolai, et besøg på et graffitimuseum og et par lokale markeder.

Vi har lavet en masse og alligevel ingenting.

Akkurat som det skal være, når man trækker stikket og forsvinder i en storbys myldrende liv.

Og vi har købt en magnet, tre små kokosnødder, der måske, måske ikke bliver til flotte palmer og sømanden har fået sig en ny, brugt skovmandskjorte med for.

Og inderlomme.

What’s not to like.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

Skomageren

For nogle år siden, havde jeg brug for en skomager.

Det drejede sig om lidt reparationer og blokning af flere par sko.

Jeg havde forsøgt at få skoene lavet lokalt, men blev afvist i de lokale skobutikker, da skoene ikke var købt hos dem. Så gik jeg på jagt efter en uafhængig skomager, med håndværket i orden.

Stor var lykken, da jeg blev tippet om en faglært skomager med egen forretning i en nærliggende provinsby.

Skoene blev pakket, pigerne og jeg hoppede i bilen og drønede afsted for at finde skomagerens værksted.

Vel ankommet valgte pigerne at gå i nogle andre butikker, imens jeg lige smuttede ind til skomageren.

En operation, som jeg forventede ville tage omkring 30 sekunder.

Jeg blev klogere.

Butikken lå under gadeplan, så man skulle gå nogle trin ned af en gammel betontrappen, af den slags med revner i betonen og med et bøjet og ustabilt vandrør som gelænder. Da jeg åbnede døren, var der en lille messingklokke der bekendtgjorde min ankomst.

Rummet var dunkelt, væggene gulbrune og disken var ældgammel og slidt af daglig brug og hårdt arbejde. Til venstre for døren var der hylder langs væggene, hvor de indleverede sko stod på række, klar til at blive  fixet og afhentet.

Til højre i rummet, på den anden side af disken, åbenbarede skomagerens værksted sig. Et lille kældervindue med forlængst aftjente gardiner kastede firkanter af lys på arbejdsbordet, hvor  værktøj, maskiner, læder, ufærdige sko, dimser og dingenoter lå i et organiseret kaos. Et rum, som emmede arbejdsomhed og håndværk og som samtidigt ledte tankerne hen på 70’ernes brune værtshuse i det indre København.

Et forhæng bevægede sig bagerst i lokalet, og en mager gråskægget mand, iklædt et patineret læderforklæde, kom ind i rummet.

Det var skomageren.

Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg tog skoene på, så han med kridt kunne markere helt præcist hvor skoene skulle blokkes.

Punktblokking, kaldte han det.

Skånsomt og effektivt.

Så jeg hoppede glad i mine røde Lola Ramona sko, og skomageren lagde sig på knæ foran mine fødder.

Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at jeg havde kjole på.

Da skomageren var ved at lave skridtstreger på mine sko, valgte han så, midt under seancen, at strække halsen, dreje hovedet og kigge op under min kjole.

Jeg nåede lige at tænke:”Ej, gjorde han lige det..?”

– også trak han hovedet til sig, kiggede op på mig og sagde: “Hmmm… jeg elsker damer!”

Her tænkte jeg, at tingene var ved at udvikle sig i en lidt mærkelig retning, og havde allermest lyst til at smutte. Men de fleste af mine sko var allerede på den anden side af disken, og de tydeligvis ikke tilgængelige længere, så derfor skyndte jeg mig at få afsluttet aftalen og lagde hånden på dørhåndtaget for at forlade butikken.

Skomageren kiggede helt roligt på mig og sagde: “Du må ikke gå!”

Lidt forundret, men alligevel rimeligt fattet, fik jeg sagt: ” Nåee.. men jeg skal hente mine pigerne nu, og så kommer jeg jo efter skoene i næste uge!”

Her gjorde jeg lige et indre notat om, at jeg ikke skulle komme alene ugen efter.

Så er det, at skomager leverede følgende replik:

“Hvis du skal handle med mig, så kræver det, at jeg lærer dig at kende, så derfor skal du blive og snakke med mig i mindst 5 minutter!”

En anelse forvirret og en hel del utryg ved den udmelding, valgte jeg at tøve med hånden på dørhåndtaget.

Hvis jeg gik nu, ville jeg så aldrig se mine sko igen?

“Jamen, hvad skal vi da snakke om?” Spurgte jeg forundret.

“Jeg kan se, at du har en tattovering på armen, så vi kan jo for eksempel snakke om tattoveringer”, erklærede skomageren og bekendtgjorde, at han elskede tatoveringer.

En meget passioneret mand, ham skomageren.

Han var åbenbart glad ved mange ting. Damer, tattoveringer og sådan.

Her begyndte ham så at rulle skjorteærmet op, for at vise mig hans tattovering.

Skomagerforeningens logo.

Jeg forgav interesse og nikkede tilpas imponeret.

Således opmuntret valgte så han at betro mig, at han havde endnu en tattovering.

På et privat sted!

– men ikke desto mindre et sted, som han havde glæde af flere gange om dagen.

På dette tidspunkt, var det somom mine sanser blev skarpere og min hjerne begyndte at tænke i flugtveje.

“Jeg har selv lavet den!”

Betroelserne ville åbenbart ingen ende tage.

” Ja, jeg skal famne ikke have en anden mand til at røre ved min pik, så derfor lavede jeg den selv.”

Samtalen havde på dette tidspunkt udviklet sig til en monolog, for jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om et passende svar.

” Ja, den blev ærlig talt ikke særligt pæn, den tattovering, så tilsidst fandt jeg en kvindelig tattovør, og hun måtte gerne røre!”

Det sidste blev afleveret med et sjoflet grin og en inviterende vippen med øjenbrynene.

Jeg svarende med et høfligt:”Nåe.. okay” – og gjorde endnu engang antaster til at forlade butikken.

Så kiggede skomager  helt roligt på mig og sagde:

“Du må ikke gå endnu, du skal blive her!”

Inden jeg kunne nå at svare, blev jeg helt bogstaveligt talt reddet af klokken, som bimlede, fordi en ældre dame med alpehue og indkøbstasker mosede ind i butikken.

Den nyankomne gav mig en mulighed for at smutte, og da jeg efterfølgende skulle hente mine sko, tog jeg en veninde med. I den anledning lykkedes det ham så at  befamle min veninde på brysterne, inden vi tilsidst fik udleveret mine sko.

Så nu blokker jeg mine sko i ovnen, 50 grader i 10 minutter, trækker i tykke sokker og går rundt i skoene til de bliver kolde. Og hvis det ikke er nok, så får de lige lidt velplaceret varm luft med føntørren.

 

 

 

 

 

 

Tæt på naturen!

Jeg bor i Skagen.

Selvom det er en by, så er det en lille by, og naturen er helt bogstaveligt tæt på. Vi bor på en lukket vej, og alligvel, så har vi jævntligt vilde dyr i haven.

Det kan både være rådyr, mink, mår, pindsvin, egern, vilde småfugle og store måger, som faktisk larmer en del, når de trasker rundt på taget.

Vi har også fastboende solsorte, der starter dagen med at stirre ind ad køkkenvinduet, indtil der bliver udleveret æbler.

Rådyrerne kommer mest om nattten, de er tilsyneladende helt vilde med tulipaner, og kommer jævntligt forbi for at græsse dem ned.

Men en varm sommernat for et par år siden, havde jeg faktisk et besøg i haven, som bestemt ikke var et rådyr.

Sømanden var på de syv verdenshave, så jeg var alene hjemme med pigerne.

Nu er jeg mørkeræd og ikke specielt modig om natten, men det var det sommer, og det var varmt, og jeg har sådan en haps på terrassedøren i soveværelset, som gør at døren er låst, selvom den står på klem.

Jeg vågende midt om natten, ved en insisterende pusten og stønnen ude på terrassen.

Der var en rumsteren og en stønnen, og man kunne fristes til at tro, at der stod en mand og rykkede sig i banditten derude på terrassen.

Nu har min fantasi aldrig fejlet noget, så jeg digtede straks en historie om, at det var en undvegen straffefange, som stod og lurede på, hvordan han kunne bryde ind og få påbegyndt sit blodige voldsorgie.

Sveden drev ned af ryggen og øjnene var helt spilet op i mørket, imens jeg febrilsk fik fundet min mobil på natbordet og trykket sømandens nummer.

Imens den ringede, fik jeg sammenstykket traileren til  den kommende film bygget på virkelige begivenheder.

Pludselig fortrød jeg, at jeg havde ringet til sømanden.

Hvad nu;  hvis vi blev myrdet, imens telefonlinien var åben, så kunne han bare sidde der ude i styrhuset og lytte, imens hans kone og børn blev tortureret ihjel af en blodtørstig psykopat.

Mine tanker blev dog afbrudt af sømanden, der irriteret havde råbt hallo gentagne gange i telefonen.

Mig: Heeeyjj…

Sømanden( dybt bekymret) : Hvad er der ?

Mig: Der en en ude på terrassen…

Sømanden: Hvorfor tror du det ?

Mig (lidt irriteret over, at sømanden ikke gik i panik med det samme): Jeg kan høre, en der puster og stønner helt vildt!

Sømanden: okay..

Mig( nu med klynkestemme): Det er altså rigtigt..

Sømanden: Prøv at holde telefonen hen til døren, så jeg kan høre det!

Her blev jeg lidt irriteret over, at sømanden ikke troede på mig med det sammen, men jeg var også ivrig efter at bevise hvor farligt det hele var. Så jeg holdt telefonen ud i strakt arm, stak telefonen ud af døråbningen, imens jeg vendte hovedet bort.

Jeg havde også lukket øjnene!

Der var en intens stønnen på terrassen og en intens lytten i telefonen.

Efter noget, der føltes som livstid, tog jeg telefonen op til øret.

Mig( åndeløs af spænding) : Kunne du høre det?

Sømanden: Det er et pindsvin!

Efter lidt debatteren frem og tilbage, og en episode, hvor sømanden tvang mig til at sige som en slange ud igennem dørsprækken, hvilket fik pindsvinets til at tie  og lytte, måtte jeg overgive mig, og give sømanden ret.

Et pindsvin.

Det er det vildeste antiklimaks jeg nogensinde har haft.

Ever!

Siden dengang har vi tit mødt pindsvinet, når det går sin haverunde og under højtlydt snøfteri og stønnen guffer snegle og andet kryb.

– og hvis jeg bliver vækket om natten ved lidt pusten og stønnen fra terrassen, så ved jeg nu; at det ikke nødvendigvis er en moderisk voldsforbryder, men at det kan være et pindsvin på sneglejagt.

xxx

 

 

 

Regler og idealer

Igår var jeg i en situation, hvor jeg skulle oplyse min alder.

Det fik mig til at tænke lidt.

I første omgang, fordi jeg helt ærligt ikke kunne huske det præcise antal år. Efter jeg har rundet de fyrre, så er det blevet mere flydende og diffust, ligegyldigt og abstrakt, men jeg kunne da heldigvis huske mit fødselsår og regnede mig frem til resultatet.

Jeg er 43 år.

– har lige måtte regne efter engang til, da jeg allerede har glemt resultatet fra igår.

Hvad betyder det så?

– ikke en skid, hvis du spørger mig!

Der er nok mange, der vil mene, at vi lever med ungdomsfikseret skønhedsideal, hvor du skal være mager som en strikkepind, max. 16 somre, med store glugøjne og læber der ser som ud somom du er på vej til et anafylaktisk chok efter et bistik.

Det kan man bruge en masse energi, penge  og snapchatfiltre på at efterligne.

Men det er bare det, at det er jeg både for doven og for nærig til.

Istedet for, så samler jeg på nogle andre idealer.

Man må nemlig godt selv vælge sine idealer, sine forbilleder.

Jeg samler på kvinder som tør, kan og vil.

Kvinder som skider på de tøjregler, der blev opfundet af to hysteriske kvinder i et populært overgearet make-over -program, som huserede i fjerneren omkring 2010.

Jeg husker endnu med gru, da programmet kom til Danmark, og de to værtinder drønede rundt i gaderne for at finde dem med det grimmeste tøj.

De arme kvinder blev så trukket ind i et studie, tøjet blev flået af dem og alt, incl. undertøjet blev udskiftet for rullende kamera. Ny frisure, ny makeup i et snuptag, hvorefter offeret blev skubbet ind på en scene foran familie og venner, som gerne skulle begynde at græde af ren lykke.

Briller var et No-go, så dårligt seende klienter stod der i spotlightet og missede med øjnene og knugede deres briller i hånden,  ude af stand til at se sig selv eksponeret på det kæmpestore lærred.

De to værtinder var fulde af overskud og gode intentioner, og spredte glæde, støttebh’er og gode råd udover skærmen. Happy days.

Men der var også noget samlebånd, ensretning og falden til patten stemning over programmet.

Hvad nu hvis man kan lide tøj, der ikke nødvendigvis er superklædeligt?

Hvis man har en tyk mave, og godt kan lide stramme bluser?

Har en stor barm og gerne vil være nedringet?

Hvad nu, hvis man har “lår i skoene” og elsker at gå i lårkort?

Hvis man er gammel, rynket og i bingoalderen, men har allermest lyst til at skide det hele et stykke og lave en lilla hat ud af et pudevår og 21 elastikker?

Hvor går man hen for at finde idealer og forbilleder, der ikke følger de fastlagte regler, men bare giver den gas og tager det på de har lyst til?

Her er Instagram er en mulighed.

Der kan man finde kvinder, som går andre veje.

Stærke, vidunderlige og seje kvinder, der viser billeder af dem selv og deres kroppe.

Overvægtige kvinder i bikini.

Ældre kvinder i stramme pink bukser.

Folk med hatte og festlige briller.

Kvinder på den anden side af 90, i fuld makeup og knaldrøde negle.

Folk, som klær sig anderledes, som tør, vil og kan.

Kvinder som bryder tabuer, ignorer janteloven og giver den gas, uanset alder, vægt, størrelse, rynker og fordømmende blikke fra jantelovskneppere.

—

De kvinder, – og mænd, er mine idealer.

Det er der, hvor jeg søger inspiration og åbner døren ud imod en verden, hvor reglerne brydes og man kan sætte sin hat som man vil.

Her er et par hurtige foreslag til interessante instagramprofiler:

Advancedstyle

tessholliday

lauranloveserik

diablorose

fullerfigurefullerbust

dittepip

bodyposipanda

Bare for at nævne et par stykker…

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slankekur i januar og alt det der…

Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.

Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.

For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!

Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.

Og billigt har det heller ikke været.

Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber  kommer ikke på udsalg i januar.

Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.

Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.

Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.

For at få smagen af chokolade!

Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.

Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!

For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.

Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.

For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.

Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og  fedmeepidemien.

Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.

Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!

Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som  man for dyre penge kunne melde sig ind i.

Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!

Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..

Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.

Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.

Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.

Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:

” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”

Så gik jeg hjem..

Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.

Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.

Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.

For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.

Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.

Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.

Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver  man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.

Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.

xxx

 

 

 

 

 

 

Juleaften… næsten!

Jeg fik en SMS i går.

Fra Bring.

De informerede mig om, at der lå en pakke klar til afhentning på den lokale Shell-station.

Så her til morgen trak jeg i leopardpelsen, hoppede op på den røde cykel og satte kursen mod den Shell.

Det er meget sjovere at cykle i modvind, når der er en præmie.

Jeg elsker at få pakker!

Jeg bestille, køber, betaler og henter selv, men alligevel så får jeg en lille optur hver gang og er altid spændt på, hvad pakken mon indeholder..!

Da jeg var ved at flå emballagen op, så ringede posten på døren med endnu en pakke.

Næææhh…

2 pakker på en dag…

Første pakke indeholdt to strik fra Hellbunny, købt på tilbud.

Det er første gang jeg prøver deres strik, men de er faktisk rigtigt fine og med en god pasform.

Den ene sort med røde kranier, hvor fedt er det lige..

Den anden lyseblå med hvidt mønster.

Jow..jeg er godt tilfreds.

I pakke nummer to var mit tøj fra Collectif.

Som forudset gaber skjorten imellem knapperne over brystet, men hvis jeg flytter de øverste knapper og finder en sikkerhedsnål, så skal det nok ende godt.

Nederdelen sidder supergodt og falder pænt.

Så jeg er happy, nye tilføjelser til garderoben, så nu kan julen bare komme an..

Ting jeg er bange for..

Jeg er bange for Mumitroldene!

Mumitroldene er noget af det mest uhyggelige.

Nogensinde!

Jeg kan slet ikke begribe, hvordan man kan udtænke noget så uhyggeligt.

Jeg husker stadig, hvordan jeg som barn var fuldstændig paralyseret af skræk, når Mumitroldene fjumsede rundt i fjernsynet.

Når  Mumitrold-barnet vandrede alene rundt i skoven og ledte efter sin far og mor! I en skov, hvor tåge og mørke var evigt tilstede. Og hvor hans eneste selskab var en ondskabsfuld lille satan med hårknold og onde øjne.

Hun gik under navnet My.

Den dag i dag, kan jeg få ubehag og gåsehud, når jeg går forbi butikkernes udvalg af kopper og tilbehør, dekoreret med Mumitroldene og deres kumpaner. Sådan en kop ønsker jeg mig ikke i julegave!

Jeg er også bange for mørke.

Jeg kan sagtens gå en tur i mørke, og jeg synes faktisk, at det er hyggeligt, når det er mørkt udenfor.

Problemet opstår, når jeg skal i seng.

Især hvis sømanden er på havet.

Når jeg trækker gardinet for, så opstår der en kø udenfor mit vindue. Det er en lang række, bestående af: seriemordere, indbrudstyve, spøgelser og enhjørninger. Bortset fra enhjørningerne, som muligvis er gået forkert, så er det jo en ret uhyggelig temafest lige udenfor soveværelset.

Jeg er bange for at bruge en økse, boremaskiner og for at der bor en edderkop i min morgenkåbe. Jeg er bange for at få sukkersyge, klø mig i øjnene når jeg skræller løg og bange for at knække en tand, når jeg åbner en flaske sodavand med tænderne.

Men allermest er jeg bange for ensretning.

Når vi allesammen skal gå det det samme tøj, have den samme frisure, mene de samme ting, og være vilde med den samme stribede vase på samme tid. Når sofapuderne skal passe til skjorten, farver er forbudt og der bliver holdt skarpt øje med dem der træder ved siden af..

Det er da skide uhyggeligt….

 

 

 

 

 

 

 

Udsalg – wuhu…

Min yndlingsbutik holder udsalg.

Altså ikke sådan rigtigt udsalg, mere sådan udsalg på udsalg.

Ved hjælp af rabatkoden SALE50, får man 50% på deres udsalgafdeling.

Altså halv pris på udsalgsvarer 🙂

Imens sømanden så et meget spændende program om  reparation af gamle biler, så fik jeg lige en ny grøn nederdel og en rød skjorte.

Når man har store bryster, som jeg har, så er det altid ekstra spændende med en skjorte.

Kan den knappes?

Og hvis den kan, gaber den så imellem knapperne?

Ellers kan et par velplacerede sikkerhedsnåle sikkert hjælpe..

Jeg kunne selvfølgelig også købe den i et nummer eller to større, men det kunne jeg ikke få.

– og desuden, så er jeg ikke interesseret i store, flagrende skjorter, men modeller som sidder til kroppen.

Det er ellers noget der kan irritere folk.

Stramtsiddende tøj på ikke-slanke-mennesker!

Tilsyneladende, er det at se en mavedelle eller fremvise en delle det værste der kan ske.

Tykke mennesker skal helst gå i flagrende gevandter, delleskjulere og sækkeformet tøj. Og et eller andet sted, har designerne vedtaget en regel om, at jo større tøjet er, jo større og mere crazy skal mønstret være.

Hvad forestiller de sig, at tykke mennesker gør ved at diskret mønster?

Æder det eller hvad?

Så det er derfor, jeg er så lykkelig for internettet.

Det udvider nemlig mængden af butikker, og med et lille klik kan man finde alle størrelser og modeller.

– og pludselig, for første gang i mit liv, har jeg kunne købe tøj som passer til min sjæl – og min krop.

Så hvis jeg kan passe min røde skjorte og min grønne nederdel, mangler jeg bare en gul hat, så kommer jeg til at ligne et juletræ med en stjerne i toppen..

Find butikken på:

https://www.collectif.co.uk