Tag: Slankekur

Er det dét?

-synes du, at jeg er blevet for tynd? spurgte jeg optimistisk sømanden, og vendte siden til, imens jeg trak maven ind.

Sømanden skulede mistroisk hen over sin bærbar.

-for tynd?

-ja, jeg vil jo ikke fremstå sådan helt udmagret, forklarede jeg og forsøgte at stille mig i en positur, der eftersigende skulle virke slankende.

Sømanden dykkede ned i den bærbare og undlod taktisk at fortsætte samtalen.

Jeg stavrede ind foran det store spejl i soveværelset og konstaterede, at der nu alligvel var et stykke vej, inden jeg kom til at fremstå direkte udsultet.

-synes du, at sort undertøj er sexet, råbte jeg til sømanden, der var ved at være godt irriteret over mit kværneri.

-årh, jeg er sgu ligeglad, svarede han, bare du tager af!

Så hang den sætning i luften og dryssede glimmer på alle de kendte forestillinger om at holde liv i ægteskabet med romantiske weekendophold, middage i stearinlysenes skær, sexet undertøj og lakerede negle.

For det, der for de fleste, står som indbegrebet af romantik og kærlighedserklæringer, er måske bare hentet direkte ud af reklamer, amerikanske film og benhård markedsføring.

Reklamer fra hoteller, undertøjsfirmaer, makeup, skrabere, slankeprodukter, guldsmede og blomsterbutikker. Snedigt placeret i film og sociale medier, som håndgribelige symboler på den ægte kærlighed.

Eller som løsningen, når kærligheden er begyndt at falme eller bare trænger til at blive pumpet op.

Den synlige begribelige romantik, som kan fotograferes og fremvises på sociale medier.

Det er måske ikke alt fra en romantisk weekend, der egner sig til offentligheden, men blomsterbuketten og hotelværelset er da flittigt brugte motiver.

Men er blomsterbuketten og det sexede undertøj ikke bare kulturelt bestemte symboler på kærlighed og romantik?

Er det for at overbevise andre og ikke mindst os selv, om den evige kærlighed?

Hvad nu, hvis vi vedtog, at det mest romantiske i verden var at ligge på sofaen og spise Ritter-sport?

Så tror jeg da nok lige, at romantikken scorede 12-taller hjemme hos os.

Så istedet for at jagte idealer og forbilleder, så kunne man måske sætte sine egne mål.

Selv definere og mærke efter, hvornår det føles godt.

For hvornår er det, at en anden person er attraktiv?

Er det når alting står knivskarpt og lever op til idealet?

Materielt, kropsligt, karrieremæssigt og hvad man ellers kan sætte flueben i.

Eller er det, hvis personen griber dig, når du falder?

Får dig til at grine?

Sætter dine tanker igang og giver dig modspil?

Selvfølgelig kan man have det hele, og heldigt for dem der har det, men hvis man bruger alle sine vågne timer på at kæmpe indædt for et kulturelt fastsat ideal for krop, karriere og kærlighed, hvor spændende er man så egentlig at snakke med?

Er det attraktivt?

Er det sjovt?

Nogle gange er det bare midt i rodet, med to forskellige sokker, ingenting i fjerneren og en halv plade Ritter-sport, at man er der.

Der på sofaen, med strithår, fedtede briller og ondt i maven af grin.

Så er man der.

For hinanden.

xxx

Chokolademuffins

Jeg bagte chokolademuffins i går.

Jeg er ellers ikke den store bager, og går sjældent i køkkenet, det er mest sømandens domæne.

Men trangen til chokoladekager havde fulgt efter mig i en uges tid, som en kat i natten.

Hver anden tanke har handlet om chokoladekage, og ind imellem er det lykkedes mig at indflette ordene chokolade eller kage i tilfældige samtaler.

Vi er ellers i en kost-opstramningsfase her i huset.

Vi er ikke på ”afmagringskur”, som min mormor altid kaldte det.

Bare et fokus på at øge mængden af grøntsager og rydde lidt op i usunde vaner, som fredagsslik, tirsdags-marsbar og sådan.

Almindelig sund varieret kost, madpyramidekost.

Men et hurtigt besøg på google, og et efterfølgende intenst studie af madpyramiden, viser desværre ingen tegn på, at chokolade er en del af det system.

Der er muslinger, lever, selleri og spaghetti på plakaten.

Men ingen chokolade.

Eller kage.

Eller chokoladekage.

Ikke engang i den øverste trekant.

Og i disse tider, hvor kost, sundhed og madvaner er i konstant fokus, og hvor mange mennesker lever efter diverse åndsforladte mad-ideologier, opfundet af selvbestaltede kostguru’er, så venter jeg stadigvæk på chokoladekuren.

Af og til, er der små pip i damebladene om chokoladens helbredende egenskaber. Hvor der gives udtryk for, at chokolade kan øge intelligensen, sexlysten og andre interessante ting.

Men det drejer sig altid om ET stykke chokolade.

Mørk.

80% kakao.

Jeg ved simpelthen ikke, hvem der kan nøjes med et stykke chokolade.

Og jeg har altid haft en mistanke om, at dem der siger, at de kan lide 80% mørk chokolade, er fulde af løgn.

De lyver.

De lyver for sig selv og verden, i håbet om at tabe sig og få et lykkeligt og aktivt liv.

Når jeg forestiller mig en chokoladekur, så er det mere i retning af marsbar til morgenmad, snickers til frokost og chokolademuffins til aftensmad.

Men det kommer jo nok ikke rigtigt til at ske.

Og som alle andre kure, så ender man jo nok med at blive træt af det.

Selvom det er svært at forestille sig.

Så når jeg har spist mine chokolademuffins, så vender jeg nok tilbage til det med flere grøntsager og sådan.

Men lige nu, og nogen gange, så må man altså godt give efter.

Især når det drejer sig om chokolade.

xxx

Nyt år, nye løfter

Nytårsaften har lige været forbi.

Med fyrværkeri, champagne, serpentiner og de der 5 minutters eftertænksomhed lige efter midnat, hvor man står og gumler kransekage og knuger champagneglasset, imens man håber på, at dette år bliver en lille smule bedre end sidste år.

Og da jeg jo tilhører den generation, hvor vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi kan blive lige hvad vi vil, bare vi selv gør en indsats, så er det jo helt naturligt at vende alting indad og se på, hvad man selv kan gøre.

Så er det jo at nytårsløfterne bliver lavet og næsten altid handler om, at i år der vil jeg løbe en maraton, gå på slankekur, begynde i motionscentret, spise sundere og drikke mindre alkohol..

Det er altid noget med at stramme til og stramme op, skælde ud på sig selv og svinge pisken.

Den slags nytårsforsætter har sømanden og jeg lagt på hylden for mange år siden, og derfor havde vi egentligt helt droppet konceptet med nytårsforsætter.

Men så var det, at telefonen ringede i går.

Det var min bror, lagerforvalteren.

Han fortalte om et nytårsforsæt, der handlede om at sige ja.

Sige ja til invitationer, ja til alt slags socialt samvær (-også selv om det er i grundejerforeningen), sige ja til en omgang dart på den lokale bodega, sige ja til billard, ja til at hjælpe de lokale spejdere med at afholde loppemarked, ja til alt muligt, stort og småt, ja til at møde nye mennesker, ja til at møde nye mulige venner, ja til oplevelser som lyder trættende på papiret, men måske er superhyggelige, når det først kommer i gang.

Det var sidste år.

I år er hans forsæt at få ryddet op på loftet, men sidste års nytårsforsæt havde faktisk vist sig at være en gave af nye muligheder og nye oplevelser.

Og det fik mig til at tænke, om man kunne give nytårsforsætterne et twist fra den traditionelle bodsøvelse, med en mulig belønning langt ude i horisonten, til at være noget, der løfter året allerede fra starten.

Så derfor er mit nytårsforsæt, en lille uge forsinket, at jeg vil være bedre til at give komplimenter.

Det kunne være at sige noget pænt til kassedamen, stoppe fremmede på gaden for at komplimentere deres tøj, rose andres gode energi og dejlige smil. Fortælle en veninde, at jeg sætter pris på hendes venskab, rose folks juleudsmykning, fortælle en kollega, at hun er en god arbejdskammerat og fortælle forældre til småbørn, at de gør et godt job.

Mulighederne er mange og komplimenter er dejlige, både for giveren og modtageren, og de spreder glæde og giver god stemning.

Det er da en ren win-win-situation.

 xxx

30 minutters effektiv træning

Jeg faldt over en artikel her forleden, hvor en amerikansk dame tilsyneladende have løst sit vægtproblem med en effektiv, billig og let tilgængelig træningsmetode.

8 gange 30 minutters seksuel aktivitet om ugen.

Hendes mand havde været en ivrigt assistent i det forløb, og vupti, var hun kommet i god form på en sjovt og aktiv måde.

Jeg syntes altså at det var lidt smart, det er gratis, det kræver ikke at man iføre sig en sportsbh, ingen dyre løbesko, og det er, indtil en vis grænse, uafhængigt af tid og sted.

Jeg viste artiklen til sømanden.

Han læste den langsomt og grundigt, og sad så lidt og stirrede ud i luften.

“Hvad synes du?” Spurgte jeg ivrigt, og tænkte, at det var da et tilbud han ikke kunne sige nej til.

Sømanden sad længe hensunket i tavshed, og så kom det:

“Hvad siger du til 30 gange 8 minutter?”

Den sad vi lidt og tænkte over, og på en eller anden måde, så lød det altså lidt mere overskueligt.

Men noget skulle der ske, og her forleden var jeg så begyndt til træning.

Opvarmingen var fin, kropstemperaturen var steget og jeg var begyndt at blive forpustet. Jeg havde lavet nogle strækøvelser og kunne begynde at mærke nogle muskler jeg ikke havde mærket længe. En god start, og jeg var ganske optimistisk.

Men 20 minutter inde i seancen, så greb sømanden vækkeuret på natbordet og brølede:

“For helvede, 30 minutter er lang tid!”

xxx

Slankekur i januar og alt det der…

Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.

Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.

For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!

Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.

Og billigt har det heller ikke været.

Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber  kommer ikke på udsalg i januar.

Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.

Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.

Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.

For at få smagen af chokolade!

Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.

Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!

For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.

Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.

For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.

Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og  fedmeepidemien.

Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.

Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!

Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som  man for dyre penge kunne melde sig ind i.

Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!

Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..

Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.

Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.

Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.

Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:

” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”

Så gik jeg hjem..

Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.

Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.

Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.

For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.

Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.

Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.

Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver  man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.

Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.

xxx