Værnemidler DIY

SE! Brølede sømanden og væltede ind i stuen, med et stykke sort stof stramt viklet om hovedet.

-nu skal vi ikke være bekymret for at mangle værnemidler, vi kan bare lave dem selv, meddelte han stolt og stirrede forventningsfuldt på mig.

Nu var jeg ikke lige i en situation, hvor værnemidler var akut påkrævet, men det er jo altid dejligt at være forberedt.

Sømanden rankede ryggen og var svært tilfreds med sig selv.

-er det et par underbukser? Spurgte jeg så forsigtigt, efter lidt betænkningstid.

-jep! Råbte han lykkeligt, og drejede rundt om sig selv, så jeg kunne se vidunderet fra alle sider.

-jeg lærte det, da jeg var soldat, konstaterede han, ovenud tilfreds med at kunne aktivere færdighederne fra tiden som marinesoldat.

-når temperaturen faldt, så var det alle mand ind til siden og på med underbukserne, fortalte han, imens han lige blev nødt til marchere et par skridt og stå ret, der midt i stuen.

Herefter fulgte der et lille informativt kursus, hvor jeg blev instrueret i at omdanne et par herreunderbukser til et brugbart værnemiddel, hvor kun øjnene var synlige.

-du må gerne låne et par, sagde han og nikkede flot i retning af soveværelset, du tager bare, – og du må godt tage et par rene!

Altså, hvor heldig kan man være!

Xxx

Karantæne

Så sidder vi her.

Sammen med resten af Danmarks befolkning.

For vi er hverken sundhedspersonale, statsminister eller politibetjente her i huset. Vi er mere dem, der bare skal blive hjemme.

Så det gør vi.

Bliver hjemme i sofaen, hjemme på matriklen, arbejder ved spisebordet, kun afbrudt af strejftogter for at skaffe mad og gåture med passende afstand til andre mennesker.

Imens vi vasker hænder, vasker tøj, vasker samvittigheden og bekæmper trangen til at vaske andres mund med sæbe.

Og keder os.

For sømanden, som har et medfødt højt energiniveau, er situationen særligt presset.

-skal jeg sparke dine briller af med et cirkelspark, spurgte han optimistisk i formiddags, da jeg var ved at gøre badeværelset rent.

For sådan er det, når man er isoleret med familien, og der efterhånden ikkke er mere at fortælle, når selv de mindste oplevelse er gennemtygget, både forfra og bagfra, og der sådan set ikke er sket noget nyt den sidste uge.

Og man har støvsuget under sengen, bagt boller, hæklet en klarklud og set alle film om Hobitten.

Så er det, at man pludselig kommer i tanke om, alt det man kunne være blevet, hvis man havde holdt fast dengang, da man startede til karate, klaver, glaskunst og håndbold.

Og en akut trang til at finde den gamle tennisketsjer frem, begynde strikke, løbetræne og sylte tomater melder sig.

Men det bliver ikke rigtigt til noget alligevel, for dagene glider ind i hinanden, imens man lytter til nyhederne og tæller minutterne til næste måltid.

Sømanden sidder hårdt på snacks-kassen her i huset, og selvom jeg har prøvet med både sweettalk og løfter om tørre tæsk, så bliver der kun åbnet for chokoladeindkøb om fredagen.

-men vi har jo aftalt, at vi kun skal have fredagsslik om fredagen, siger han helt fortvivlet, når jeg skuffet og irriteret spejder efter chokolade i hans indkøbsnet.

Så imens vi venter på næste måltid, den næste kop kaffe og et nyt opslag på de sociale medier, er vi overladt til at underholde os selv.

Så er det, at man pludselig imiterer en flagermus, imens resten af familien optimistisk gætter på kænguru og grævling.

Så er det, at man byder stilheden med oplysningen om, at ens kollega har fået bananpandekager til morgenmad.

Så er det, at resten af familien synes, at det er en spændende nyhed.

Så er det, at man bliver uvenner med sin mor, fordi de har sagt i radioen, at man skal ringe til de gamle familiemedlemmer.

Så er det, at man har hæklet fire klarklude på en uge.

Og haft alvorlige samtaler om kattes sovestillinger, skænderier om hvorfor lighteren ikke er lagt på plads, kigget i gamle fotoalbums og overvejet at lave kunstige blomster af gamle æggebakker.

Påklædningen bliver mere og mere sjusket, håret vikles i en knold og de gode bh’er får lov til at vente. Makeuppen ligger ubrugt i skuffen, man opdager, at man går i uens sokker, bliver forskrækket over sit eget spejlbillede og ser små film på telefonen, om aber i Thailand, der sulter, fordi turisterne ikke længere kan fodre dem.

Så er det, vi rider stormen af.

Hjemme på matriklen.

Det er da det mindste, vi kan gøre, når nu de andre kæmper ved fronten.

Xxx

Valentinsdag, nu med gave !

Så er det Valentinsdag i morgen.

Normalt forbigåes Valentinsdag i tavshed her på matriklen, da det simpelhen strider imod sømandens religion at fejre det, som han med foragt kalder “en fis i en hornlygte”

Han har for mange år meddelt, at en fejring af Valenstinsdag bare ikke kommer til at ske, så længe han er i live.

Men man har jo som bekendt en holdning, indtil man får en ny.

Og i år er alting anderledes.

Sømanden er blevet angrebet af et pludseligt romantisk sindelag, og har udtænkt en personlig valentinsgave til mig.

Stolt af sig selv, og dybt imponeret over sin egen opfindsomhed, kom han til at afsløre det hele her forleden.

Selv om overraskelsesmonentet er ødelagt, så må jeg her afsløre, at jeg nu alligevel lidt glad for at være informeret på forhånd.

Sømanden har nemlig besluttet at give sig selv som gave.

Fredag d.14. februar fra kl.6.30 til 7.00, er han således til min disposition.

Han er ganske enkelt til fri afbenyttelse i præcis 30 minutter.

-du er simpelthen velkommen til at tage for dig af retterne, som han udtrykte det, imens han gned sig forventningsfuldt i hænderne.

Tidspunktet har han nøje udtænkt, så jeg både kan nå et bad bagefter og en portion havregryn med rosiner, inden jeg skal møde på arbejde kl.8.00.

Sjældent har han glædet sig så meget, til at give mig en gave.

Og som han påpegede, så er det gratis, god motion og så slipper han for at rode med gavepapir og sløjfer.

Det virker faktisk lidt om om, at han også selv glæder sig til, at jeg får den gave.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg sådan ligefrem glæder mig, men jeg er nu alligevel lidt taknemmelig for, at han kom til at afsløre det hele.

For på en eller anden måde, føles det nu meget godt at være mentalt forberedt på mængden af action, sådan en råkold morgen i februar.

Og sømanden.

Han glæder sig helt vildt til Valentinsdag.

Og han er allerede begyndt at snakke om at gøre det til en tradition.

Xxx

Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx

.

Forfængelig forfængelighed

– Årh, for helvede, udbrød sømanden og tog sig til hjertet, da jeg trådte ud fra badeværelset.

-nu må I kraftedme snart stoppe med det pandashit, brølede han, og hentydede til min nyligt lagte ansigtsmaske.

For sådan er det, når man er ene hane i kurven, og derfor udelukkende er omgivet af hunkøn på den hjemlige matrikel.

Så lever man med en evig cyklus af makeup, cremer, ansigtsmasker, hårprodukter og tusind andre mærkværdigheder på badeværelset.

Sømanden har valgt at kalde det hele for mascara.

-hvem ejer det mascara der ligger og flyder ude på badeværelset, spørger han jævntligt tøserne om, så ved de godt, at det kan dække over mange forskellige ting.

Og jeg elsker det.

Ikke rodet på badeværelset, men alle produkterne.

Hårlakken, marcaraen, øjenskygger i alle farver, røde læbestifter, krøljernet, cremerne og parfumerne.

Jeg synes, at det er skidesjovt at lege med, og sommertider er det bedste ved festen, når makeuppen skal lægges og håret ordnes.

Så ja, jeg er forfængelig, og du må gerne kalde mig pudderdåse, dulle og sminkekrukke.

For det passer sgu meget godt, og der er vel ikke noget galt i at være forfængelig.

Forfængelighed har jo mange ansigter og kan handle om alt fra indretning af hjemmet, børnenes præstationer, arbejdsindsats og ikke mindst, det vi ikke fortæller til andre.

Det handler jo i bund og grund om at fremstå fra sin bedste side, præsentere sig selv og fremstå bedst mulig.

Men et eller andet sted på vejen, er det blevet vedtaget, at den forfængelighed der handler om makeup og hår, er den laveste form for forfængelighed.

Den man griber til, når der ikke er andre muligheder.

-skal du nu male dig igen, som min mormor engang sagde, da jeg kom mascara på, inden vi skulle ud af huset.

Og ja, det skulle jeg.

Igen.

Og det bliver jeg ved med.

Ligesom jeg bliver ved med at gå i kulørte kjoler, krølle mit hår og bruge store øreringe.

Og det gør ikke noget, at I kommenterer det.

Både jer der henvender jer direkte, jer der tror, at jeg er døv og derfor ikke kan høre at I hvisker, og jer, der kigger sigende på jeres bedste veninde.

-nu skal du ikke grine, kommandere en kvinde spidst til hendes mand og nikkede i min retning, da sømanden og jeg i sommers boede på et hotel og deltog i morgenbuffeten.

-jeg griner ikke, svarede manden langmodigt, jeg kigger bare..

Og vi skilte os nok også lidt ud, sømanden og jeg, der ved morgenbordet, imellem de praktiske frisurer, stumpebukserne, velcrosandalerne og en meget udpræget mangel på farver.

Og man må heldigvis klæde sig som man vil i dette land, men jeg vil vove den påstand, at det også er udtryk for forfængelighed, når man for enhver pris vil undgå at skille sig ud.

Eller når man gerne vil signalere, at man da i hvertfald ikke går op i sit udseende.

Eller når man ikke vil indrømme, at man er forfængelig.

Så I er velkommen til at kigge, snakke, pege og glo med åben mund.

I må godt synes, at jeg er for meget, for kulørt, og for festlig klædt til en mandag morgen.

I må godt spørge om jeg er klædt ud, på vej til sølvbryllup eller om min livret er burger, fordi jeg har en polkaprikket kjole på!

Så skal jeg nok lade være med at spørge jer, om jeres valg af tøjstil, frisure og manglende makeup.

Det er jeg nemlig alt for forfængelig til!

Xxx

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Lange meloner

-se, sagde den yngste af tøserne og pegede på de to butternut-meloner der lå på køkkenbordet, det ligner et par lange bryster!

Så stod vi der og kiggede lidt på de lange meloner, som lå til skue der på køkkenbordet, og måtte jo unægteligt give hende ret.

De lignede et par bryster, hvor tyngdekraften havde vundet og trukket nedad, hvorved brysterne var blevet smallest på midten og lidt mindede om to ottetaller.

Og sådan kommer bryster jo i mange størrelser og former.

Til stor bekymring for de fleste kvinder, som bruger timer på at spekulere over, om de nu er den rigtige form, størrelse og fasthed.

Og til stor glæde for de fleste mænd, som bare synes det er fedt, at han er i samme rum som en kvinde, og endnu federe, hvis han er i samme rum som en nøgen kvinde.

Og helt apropos, så hørte jeg et indslag i radioen, hvor en kvinde var bekrymret for hendes bryster, som var begyndt at hænge lidt efter en graviditet. Og kvinden og hendes kæreste havde åbenbart et af disse forhold, hvor man altid – ALTID – er helt super ærlige overfor hinanden.

(- måske er jeg oldschool, men jeg synes godt nok, at det lyder trættende, altså det med altid at være ærlig)

Så da hun havde spurgt kæresten, om han syntes, at hendes bryster var begyndt at hænge; så gæt lige hvad hans svar var ?

Prøv at gætte !

Det er her, at alt ærlighed skal smides overbord og den hvide løgn skal hives op af tasken.

Lyv, for satan, lyv.

Kvinden har lige født dig et barn, og selv om du er ligeglad med at hendes bryster hænger, og synes, at hun er den smukkeste kvinde på jorden, og I har aftalt, at I for evigt skal være helt super ærlige overfor hinanden, så er det nu, du skal lyve.

Det er altså bare et godt råd fra en kvinde der har været gift i 25 år, født tre børn ved kejsersnit, er opereret i maven og har ar i ansigtet efter et hundebid. Jeg kan ligeså godt sige det som det er; der er ikke noget der peger opad.

I hvertfald ikke uden hjælp.

Altså på mig, sømanden står for egen regning.

Og jeg er da heldigvis gift med en mand der er pissegod til at lyve.

Jeg spørger jo ikke for at få et ærligt svar, for det svar kender jeg jo godt.

Det er jo bare at kigge i spejlet!

Jeg spørger jo for at blive bekræftet, anerkendt, begæret, elsket…

Og jeg ved godt, at frie, selvstændige, stærke kvinder ikke skal være afhængige af bekræftigelse fra mænd, men hvile i sig selv og alt det, men engang imellem så er det bare rart, at nogen tager alle bekymringerne og putter dem i en bøtte med låg på, og låser den inde i et skab.

Nogen gange er det bare rart med en lille hvid løgn, et stort kram og et uærligt svar.

Nogen gange, er det bare det, man har brug for.

Og kvindekroppe kommer i alle former og størrelser, og der er jo heldigvis en til os alle, som min mormor altid sagde.

For det handler ikke om størrelse på det ene eller det andet, vægt, højde eller symmetri.

Det handler om at give den gas.

Det handler om at turde være her lige nu, gøre det man har lyst til og være her.

Tilstede.

For man kan selvfølgelig altid få hjælp til at stramme op, hive ind, løfte og fylde ud. Der er uendeligt antal muligheder, det er et frit land og man skal gøre, som man har lyst til.

Men med mindre, at det lige præcis er i dag, at du skal på operationsbordet, så kommer det jo ikke til at ske idag.

Så den krop du vågnede med i morges, er også den krop du går i seng med i aften.

Så skal vi ikke lige se at få det bedste ud af det.

Xxx

Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Sømænd, sølvbryllup og guldsko

Sømanden og jeg har lige haft sølvbryllup.

25 år.

Et kvart århundrede.

Det er da alligevel noget.

Men vi har ikke holdt sølvbryllupsfest.

Der var hverken morgenvækning, trompetmusik, eller inviteret fest med borde i E-forms-opstilling, håndskrevne bordkort og uendelige lejlighedssange, med morsomme fotos fra ungdommens vår.

Faktisk tog sømanden på havet ved 19-tiden aftenen før og kom først hjem 24 timer senere, pigerne havde travlt med diverse eksamener, og jeg smuttede på arbejde.

Sådan som vi ønskede, og havde aftalt, at den dag skulle være.

Alligevel gik sømanden i panik dagen før, da han i et inspireret øjeblik ønskede at købe en gave til sin sølvbrud.

Hvilket havde resulteret i, at han havde faret rundt i gågaden og stirret vildt på butikkernes vinduesudsmykning i et desperat forsøg på at huske, hvad det nu var jeg havde sagt, at jeg ønskede mig.

Derfor blev jeg mødt af en brødebetynget sømand, da jeg kom hjem fra arbejde dagen før dagen.

-Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var du ønskede dig, måtte han så indrømme, samtidigt med at han gav mig en ekstra stor velkomst krammer.

-var det nogle øreringe?, spurgte han optimistisk, i et tappert forsøg på at hitte rede i min evige cyklus af sko, kjoler og øreringe.

– nej, det var sko, sagde jeg og mindede ham om de guldsko, som jeg havde vist ham ugen før.

Det gav sømanden et fuldstændigt blankt udtryk i øjnene og en rynke i panden, imens han bladrede i hukommelsen for at finde en erindring om et par guldsko.

Her måtte jeg lige hjælpe ham på vej.

-ja, du ved, ”Diggi Loo, Diggi Ley..”

Og her stod vi begge to lidt i tavshed, imens vi genkaldte os episoden en sen aften ugen før, hvor jeg i et forsøg på at forebygge sømandens traditionelle fuck-hvad-skal-jeg give-min-kone-i gave-i morgen-panikanfald, havde vist ham et foto på min telefon.

Det forstillede et par sko.

Guldsko.

Hvilket omgående fik sømanden til at køre ud af en tangent og brøle: ”Diggi Loo, diggi Ley, alla tittar på mej, når jeg går i mina gjyldna sko….”.

Og da pigerne og jeg kom til at grine over han mildest talt overraskende reaktion på et par guldsko, så valgte han at ride på sin umiddelbare succes som entertainer og rejste sig op, for at udføre koreografien fra Herreys brødrenes hedegangne melodi grandprix hit fra engang i firserne.

-men var det nogle sko du ønskede dig? Sømanden virkede ekstremt forbløffet, og en lille smule forvirret, imens han hjerne arbejde på højtryk for at huske, hvordan skoene egentligt så ud.

-jeg ønsker mig ikke noget, sagde jeg og gav ham et kys, jeg ønsker mig kun dig.

Alligevel hjembragte han senere en gave fra sin daglige rundtur i de lokale supermarkeder.

En æske kattetunger.

Med et, som han selv udtrykte det, helt vildt nuttet billede af tre kattekillinger uden på æsken.

Og tænk, det var lige hvad jeg ønskede mig.

Og skoene.

Dem har jeg selv købt.

xxx

Sov godt!

Sømanden har sendt mig til lægen.

Efter mange søvnløse nætter og intens søgen på internettet, mener han, at jeg lider af søvnapnø.

Tilsyneladende ligger jeg og holder vejret i lange perioder om natten, hvorefter jeg intenst og højlydt gisper efter luft.

Herefter vender jeg mig om på siden og sover fredeligt videre, imens han ligger lysvågen og venter på det næste anfald.

Desuden påstår han, at jeg begyndt at snorke og når det så toppes med mine mange og livlige mareridt, så er det en cocktail der betyder, at sømanden er begyndt at længtes efter en god nats søvn uden afbrydelser.

Det har taget mig lidt tid at anerkende muligheden for en diagnose, også fordi der rammer min forfængelighed, når han påstår, at jeg snorker.

Det er bare ikke lige det billede, jeg havde af mig selv.

Men så læste jeg, at Susse Wold også lider af søvnapnø, og som følge deraf har belastet sit hjerte.

Tilsyneladende har det noget at gøre med bløddele i ganen, og kan ramme alle uanset størrelse, vægt og alder.

Således informeret og opmuntret, bestilte jeg tid ved lægen.

Hun var faktisk lidt i tvivl proceduren, og bad mig om at bestille tid hos en øre-næse-hals-læge.

Så et par måneder senere ramte jeg venteværelset hos en øre-næse-hals-læge, hvor jeg sad og ventede blandt gamle ugeblade, en rodekasse med legetøj og de der koboltblå stole, som åbenbart er et krav, for at få lov til åbne en lægeklinik.

Jeg nåede lige at tænke over det med alle de udenlandske læger og deres kommunikations vanskeligheder, da en Laudar blev kaldt ind til konsultation.

Jeg rejste mig og fulgte efter den unge, kvindelige læge.

Efter lidt snak frem og tilbage, suppleret med lidt fagter, greb hun en metal dims og begyndte kigge i min hals.

-sig arh, sagde hun.

Så det gjorde jeg.

Sagde arghhhh.

Også sad vi der, sådan helt tæt på hinanden, mig med en metaldims i munden, og hende med et koncentreret blik på min drøbel.

-din garne hænger som gardin, konstaterede hun så, og tog dimsen ud af min mund.

-hva’, udbrød jeg, og var helt ærligt lidt forundret.

Som gardin!

Herefter fulgte et par andre undersøgelser, som bekræftede problemet.

Til sidst rullede hun lidt tilbage på stolen, lagde armene over kors og foretog en samlet vurdering.

-men du også har fedtdepot på hals, meddelte hun så og lagde hovedet på skrå.

-Fedtdepot på hals, gentog jeg og blev helt panisk ved tanken om en ny mystisk sygdom.

Hun kneb øjnene lidt sammen.

-måske du tabe nogle få kilo?

-årh, ja, tænkte jeg, det er vist ikke gjort med nogle få kilo, men den leg kan vi da godt lege.

Herefter fulgte en længere samtale, indtil vi fik opklaret, at Ålborg sygehus vil indkalde mig til yderligere undersøgelse via e-boks.

Også blev jeg hældt ud på gaden igen, og stod lidt der, med mit fedtdepot på hals.

Så nu venter jeg på besked i e-boksen, sømanden må vente lidt med den nattesøvn, og måske skulle man bruge ventetiden på at gøre noget ved den fedtdepot på hals.

xxx