Blå bobler

Sømanden har drukket blåbærbrus i to dage nu.

Normalt drikker han ikke rigtigt noget til aftensmaden, men den yngste af tøserne holdt festivas i lørdags med drinks, tøsehygge og en efterfølgende tur i byen.

Som drinksmix var der blevet indkøbt blåbærbrus.

2 liter.

En eller anden havde skruet låget af, drukket en sjat og konstateret, at det smagte helt utroligt dårligt.

Som udgangspunkt er sømanden enig i, at det ikke smager særligt opløftende, men nu er flasken åben og den resterende væske stod jo bare og blev mere og mere fladt og trist.

Sømanden er en indædt bekæmper af madspild.

Det gælder også blå sodavand.

Med eller uden brus.

Så nu har han indtaget blå sodavand til stegte frikadeller og tyndstegsfilet.

Fordelt over to dage, begge dele med kartofler til.

Brusen holder stædigt fast og udløser små blå sodavandsbøvser under opvasken.

Her på tredje dagen er flasken endelig tom, og yngste barnet undrede sig. Hun måtte indrømme, at købet af blåbærbrus var et fejlkøb.

-for hvem kan egentligt lide blå sodavand, spurgte hun henover frikadellerne.

Det mente jeg, at hende far kunne.

Her måtte sømanden gribe ind og meddele, at han ikke brød sig særligt om blåbærbrus.

Yngste barnet og jeg kiggede interesseret på hans glas, det var fyldt til randen med den blå drik.

Sømanden tog en ordentlig tår.

Han sank flere gange.

Der var stille rundt om bordet.

Sømanden satte det næsten tømte glas på bordet med et lille tilfredst “ahhh!”

-det er et princip, sagde han og begyndte ivrigt at skære en frikadelle over.

-men hvis du ikke kan lide det, sagde jeg forvirret og nikkede mod glasset, -hvorfor drikker du det så?

-det skal ikke gå til spilde!

Sømanden proppede et stykke frikadelle i munden.

Vi spiste videre i tavshed velvidende, at ingen argumenter i denne verden kunne få sømanden til at ændre holdning.

Og det er jo vigtig med principper.

Standpunkter og holdninger.

Godt at gå den ekstra mil, for det man tror på.

Udleve sine principper, være autentisk og drikke næsten to liter blåbærbrus af idealistiske årsager.

Det skal ikke gå til spilde og så blev der jo også sparet næsten to liter drikkevand på den konto.

Ren win-win.

Også selvom han var lidt skuffet over, at han tunge ikke blev blå.

xxx

 

 

Knæhøj karse

Jeg bor på en vej, der forgrener sig ud i en masse små blinde veje.

Ved siden af ligger der en anden vej, fuldstændigt magen til.

Ind imellem de to veje er der et indviklet stisystem.

Med små grønne firkanter, en masse træer og en hengemt fodboldbane.

Et eller andet sted, dybt inde i hjertet af kommunens afdeling for vedligeholdelse af grønne områder, blev der sidste år taget en beslutning om at være lidt mere klimavenlige.

Derfor er Park og Vej begyndt på en ny strategi.

De slår ikke alt græsset.

Kun udvalgte områder som foldboldbanen og enkelte gangstier bliver fræst over af slåmaskinen.

Så har de sået blomster og forsøger i det hele taget at gøre området lidt mere naturligt og dyrevenligt.

De har også sat pædagogiske plancher op.

Der er bare det, at der her i kvarteret findes der folk, der simpelthen ikke kan sove om natten, hvis ikke græsstråene er nøjagtigt lige høje.

Det graver i deres sjæl, som en halsbåndsmus i en hengemt hasselnød.

De kan ikke klare det.

Så derfor står de op om natten og slår græsset.

Bare lige det stykke udenfor deres eget stakit.

Så er det i hvert fald ordnet.

Der er også en enkelt beboer, der vander rundt om kommunens træer med noget væske af ukendt oprindelse. Sådan, at der rundt om træerne er en fin brun ring af blotlagt jord.

Så ser det nemlig pænest ud.

Det har de vedtaget på “Mødet for Retningsliner for Havehold i Parcelhusområder”.

Der bliver vedtaget mange regler på det møde.

Og der er mange stærke holdninger om græslængde, stakitmaling, visne blade og tvangspræget kørsel med haveaffald til lossepladser.

Vigtige ting.

På det møde laver de også en årlig liste over dem, der ikke holder deres have.

Altså på den rigtige, pæne måde.

Og det står i vedtægterne, hvornår en have er pæn og velholdt.

Hvis du var i tvivl.

Og der er virkeligt meget, som de brænder for på det møde.

Hækken skal være klippet, bedene luget og revet med et tydeligt mønster i den blotlagte jord. Alt afklippet materiale skal køres på lossepladsen og der skal være rengjort imellem fliserne.

Så begynder det at ligne noget.

Så skal havemøblerne skrubbes og der skal sættes to krukker foran hoveddøren.

En lille og en stor.

Havens træer skal helst stå vinkelret, der skal luges under hækken og hvis naboens træer understår sig i uvedkommet drysseri, så er der en mulighed for konfliktoptrappende adfærd.

Det er nemlig alvor.

For tænk, hvis der kom en revne i den pudsede facade?

Hvis græsset fik lov til at gro, planter fik lov til at sprede sig og mosset listede sig ind i græsplænen.

Hvis naturligt forekommende planter fik lov til at være, i stedet for at få en ordentlig tur med brænderen.

Måske blev det lidt hyggeligere?

Mere afslappet.

Måske.

Men hvem har lyst til at tage den chance?

Folk kunne jo tro, at man ikke var rigtigt klog?

xxx