Måned: november 2017

Dagens julepynt #2

Juleklokken

Da jeg var barn, lå der en butik på min skolevej. Hvad butikken hed står hen i det uvisse, men indehaveren blev i folkemunde omtalt som Slaskejane.

Slaskejane boede ovenpå butikken, og hver morgen stod hun op, klædte sig på, spiste morgenmad og åbnede butikken.

Der var aldrig kunder.

Nogensinde.

Slaskejane stod troligt bag disken, albuerne på bordet og hænderne under hagen.

Hver dag, når jeg gik hjem fra skole, stod hun der og ventede på kunder, ventede på at dagen gik, ventede på døden.

Der gik historier om, at hun havde madrassen fuld af penge og det var altid lidt uhyggeligt at gå forbi hendes vinduer. Der lugtede af ensomhed langt ned af gaden.

Et år til jul, så satte Slaskejane en juleklokke i vinduet!

Jeg besluttede, at den skulle min mormor have i julegave.

Jeg åbnede modigt døren til butikken og kiggede opløftende på Slaskejane. Tænkte, at hun nok blev glad, når hun sådan fik kunder i butikken. Følte mig også lidt filantropisk, og bange på samme tid. Jeg skød hjertet op i livet og spurgte:

“Hvad koster juleklokken i vinduet?”

30 sekunder senere stod jeg ude på fortovet. Uden juleklokke.

For juleklokken var ikke til salg, tilgengæld fik jeg et møgfald helt gratis. Det kostede ikke noget. Og Slaskejane; hun var rasende og fornærmet over, at jeg havde den frækhed at vove mig ind i en forretning for at købe noget. Sikke da en åndsvag ide!

– jeg kan ikke huske, hvad min mormor fik i julegave det år, men da jeg så en juleklokke på et loppemarkede i sommers, ja, måtte jeg have den.

Og tænk engang; – jeg fik lov til at købe den!

 

Julepynt – fuck jeg elsker det !

Jeg elsker julepynt, som i virkelig elsker- elsker-elsker julepynt.

Jeg elsker glimmer, guld, plastik, glaskugler i alle former og farver.

Jeg er typen der forventningsfuld kigger efter julepynt allerede i efterårsferien, – omtrent det samme tidspunkt, hvor jeg også har lange overvejelser omkring temaet for årets indpakningspapir.

Det er ikke tanker og overvejelser jeg deler med sømanden, for han vil vist hellere have en finger i øjet.

Næh, det er mit helt eget hyggeprojekt, og hvert år griber jeg forventningsfuldt ugebladene i det lokale supermarked. Fristende overskrifter om jul og julepynt lokker, og jeg hopper på den hvert år.

” Sådan pynter vi op i købmandsgården”

” Klar til jul!”

” Julepynt i nye farver”  – er overskifter der lokker mig i fælden hvert år.

Helt spændt op af juleglæde køber jeg bladene og fiser hjem for at smække benene op og blive inspireret.

Hvert år bliver jeg skuffet..

Møgskuffet.

De lovede fotoreportager er så fesne.

Alting i de menneskers hjem er bare Hvidt.

Hvidt Hvidt Hvidt

Nu er jeg nærsynet, så derfor får jeg hvert år tanken om at det skyldes mine briller. Er de ikke pudsede ordentligt? Briller af – briller på. Øjnene knibes sammen og spærres op. Men uanset hvor længe og hvor intens jeg stirrer, så kan jeg ikke få øje på julepynten i de lovede fotoreportager.

Tilsidst må jeg konkludere, at det sarte lyserøde bloklys på sofabordet, og de to lidt skæve grene som er kysset med antydningen af mos, må være julepynten.

Også er der ellers fyldt op med tillægsord som fx.: smuk, hvid, nordisk, enkel, minimalistisk.

Jeg ved ikke hvem det er der holder minimalistisk hvid nordisk jul, men det er ihverfald ikke mig.

Jeg har en svaghed for glimmer, glaskugler og lyskæder. Og da jeg er ivrig genbrugstosse, så har jeg da også samlet lidt vintage julepynt gennem årerne, som er blandt perlerne i min samling. Jeg har også et plastic juletræ, så jeg kan få glæde af mine samling af figurglaskugler hele december.

” And I love it!”

Glædelig julepynt xxx

Mine farvoritter, købt i Netto for tusind år siden

Så fine gamle kugler i original æske, med oprindeligt prismærke, 3kr i en lokal, men forlængst nedlagt butik

Tre store håndmalede glaskugler i original æske, stadigvæk med det røde silkebånd som den tidligere ejer har sat i.

Gammel julemand, nyere, men brugt sølvtræ og gammel æske med julelys.

 

 

En hemmelig last

Jeg har en hemmelig last.

– eller, der er ikke rigtig nogen grund til at den er hemmelig. Det er hverken perverst eller ulovligt.

Men alligevel, så er det ikke noget, jeg bralder ud med til folk jeg ikke kender. Det er noget, som får folk til at måbe og knibe øjnene mistænktsomt sammen. Der er altid en lille pause, en undren, og så kommer det.

” Hvad gør du?”

“Jeg broderer” må jeg så ofte gentage.

“Korssting”

– og jeg elsker det!

Det er lidt som at lægge puslespil, hvilket jeg også elsker, men det smarte ved et broderi er, at det kan lægges sammen og puttes væk, uden at det går i stykker. Det er lidt svært med et puslespil. Med mindre man er typen, der smører lim bag på brikkerne og limer dem på en stor træplade og hænger det op over sofaen.

Jeg har altid lavet håndarbejde. Strikket, hæklet, broderet, malet porcelæn, tegnet og malet. Og i en alder af 16 år, fik jeg det geniale indfald at jeg ville lære at kniple.

Jeg fandt et kniplebræt på en venindes loft, et aftenskolekursus og produktionen var igang. Jeg var den yngste på det kursus, den næstyngste var omkring 60. Det generede jeg ikke så meget, det var straks værre med bunken af kniplemønstrene. Der var mange forskellige, men godt nok ikke ret meget der var relevant for en 16-årig gymnasieelev i starten af 1990’erne. Det kom faktisk bag på mig! Læreren, som gerne ville opmuntre den nye generation af kniplere gik i gemmerne og fandt to moderne og ungdommelige opskrifter. Jeg kunne vælge imellem øreringe eller et fancy slips. Jeg valgte, med vanlig optimisme, en spisebordsdug til 12 personer.

Jeg blev aldrig færdig med den.

Men jeg har broderet så længe jeg kan huske.

Altid.

Jeg elsker det bare. Det er blandingen af farver, matematik, mønsterlæsning, nørkleri og systematikken. Det er ikke så vigtigt, hvad de færdige produkter skal bruge til, ind imellem bliver de til puder eller billeder,det er processen jeg er vild med.

Roen der opstår, når nålen trækkes igennem igen og igen, og tilfredsheden når billedet langsomt kommer frem.

Indimellem bliver jeg ramt af broderiblues, jeg mener, så mange timers arbejde for noget, der ikke rigtigt kan bruges til noget, og jeg har holdt pauser på flere år.

Men jeg vender altid tilbage. Netop fordi det er en unødvendig beskæftigelse. Det kan sagtens undværes, og kan sikkert også fremstilles billigere og hurtigere på en fabrik i Kina.

Men nogen gange, er det bare rart at lave noget, der ikke behøver at blive lavet.

Nogen gange, så er det bare rart at brodere.

Hyggeligt julebroderi, købt over nettet, fik ikke lige nærlæst størrelsen, så det er væsentligt mindre end jeg regnede med

Broderet frit efter det lille billede, altså uden mønster.

Jeg broderer altid med mange tråde, så er det nemmere at undgå fejl.

 

 

 

 

Genbrugshjem

Sømanden og jeg bor fortrinsvis med genbrugsmøbler.

Det har vi altid gjort. Genbrugskøb, arvestykker og ting fundet rundt omkring.

Jeg har altid elsket gamle ting og som sømand er sømanden, hårdt trænet i at bruge det forhåndværende, at reparere istedet for at smide ud. Så på den måde er det også et godt macht.

Bevares, har da altid elsket en god tur i IKEA. Især da pigerne var små og børneværelserne skulle indrettes. Eller når der var brug for en sofa med vaskbart betræk.

Det tager også tid at skabe et genbrugshjem. Jagten på møbler og nips er tidskrævende og kræver mange besøg i genbrugsbutikker og i Facebooks genbrugsgrupper. Tåmodighed og et åbent sind. Kunsten er; ikke at lede efter noget bestemt, men at holde mulighederne åbne. Selvfølgelig har jeg da ofte noget specielt i tankerne, og måske er jeg heldig at falde over det, men man skal jo huske at kigge på alt det andet. At se mulighederne.

Genbrug er både både økologisk, miljøvenligt og meget moderne.

– og det er jo super.

Men det er ikke derfor jeg har et genbrugshjem.

Jeg har et genbrugshjem, et vintagehjem, fordi det får mig til at føle mig lidt mere som Dita von Teese, at jeg måske engang har været veninde med Marylin, eller levet et bohemeliv i Paris.

Ikke fordi jeg har brug for at drømme mig fra fra mit parcelhus på en blind vej og et plankeværk på en-meter-og-firs, men bare fordi jeg ganske enkelt synes, at det er pænere. Smukkere og mere tilfredsstillende.

Det er bare mere mig. Mit hjem, sådan som jeg er.

 

Rødt sofasæt fundet på lokal Facebook-gruppe, ganske gratis. Sofabord fra den lokale genbrugsbutik ( stadig i reparetionsfasen), skabet er et arvestykke.

Skænk fundet som salg fra dødsbo. Det skulle løftes ned af en smal trappe med sving. Der blev sømanden lige liiidt stram i masken, men ned kom det, og det er da bare så fint.

Amagerhylder købt ved flyttesalg.