Prøv at lytte.
Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.
Kan du høre det ?
Derude i horisonten.
Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.
WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.
Og jeg glæder mig.
Sømanden glæder sig knapt så meget.
Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.
Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.
Og igen.
Og igen.
For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.
For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.
Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.
Jeg elsker det hele.
Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.
Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.
For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .
Det er jo ikke noget med politiet.
De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.
Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.
Og det er jeg også.
Med andres mening, altså.
For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.
For sådan kan jeg lide det.
Og det er jo mig, der bor her.
Og sømanden?
Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.
Det er da true love.
Xxx
