Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Julen sig nærmer…

Huset står juleklart, træet er pyntet, gaverne købt og maden godt i vej.

Der er ikke gjort hovedrent, bagt julesmåkager eller lavet konfekt.

Der er købt juleslik, set James Bond film og hørt latterligt meget julemusik.

Der er blevet pyntet til jul og hængt kulørte lyskæder op.

Der er blevet indkøbt gavepapir, bånd og til-og-fra-kort med guldtema, og pakket gaver ind.

Der er ikke blevet drukket et eneste glas gløgg.

Der er blevet indkøbt frosne æbleskiver.

Der er blevet optøet frosne æbleskiver i microovn.

Og bagt Luciaboller.

Og spist Luciaboller.

Og appelsiner med kanel.

Der er ikke noget juletræstæppe under juletræet.

Der er blevet spist risengrød af tøserne og sømanden, imens jeg har siddet med kvalmen oppe i halsen i rummet ved siden af.

Der er indkøbt et stk. julestjerne, som efterfølgende er placeret på spisebordet.

Der er vundet en and i et lokalt lotteri og indkøbt en and.

Der er blevet stegt to ænder.

Der er to katte, der er blevet maniske og hyperaktive ved duften af stegt and.

Der er set julemadlavningsprogrammer i fjerneren. Gået i uldne sokkker, gået lange ture og cyklet rundt havnen. Købt juleugeblade, læst bøger og grinet i sofaen. Foldet juletstjerner i guld og indkøbt en pytknap. Spist sildemadder og drukket nisseøl.

Der er helt sikkert nullermænd i hjørnerne og støv i vindueskarmen. Vi har ikke rigtigt styr på, hvad vi skal i juledagene og den julekjole jeg har bestilt hjem, kan jeg ikke passe.

Der er drukket litervis af kaffe alene og med gode venner og snakket om alt mellem himmel og jord.

Der er blevet lyttet til Mads og monopolet, og talt om alverdens juledilemmaer. Og nået til den konklusion, at vores jul, har den form vores jul skal have. Med den grad af socialt samvær, forberedelser og mængde af gavebytteri som passer os.

I vores lille familie.

Xxx