Måned: maj 2023

Rundtur

Finn-Oles mor og jeg var smuttet på loppemarked.

Det foregik på en campingplads, så en del af boderne var fastliggere, der havde sat et bord på foran campingvognen, hvor de solgte alskens ting og sager.

Finn-Oles mor fik ret hurtigt opsnust en lysekrone og jeg fik bjærget mig en æske med gamle glansbilleder.

Et par gamle juleklokker i papir og to nisser fandt også vej ned i muleposen.

Vi gik videre og blev opslugt af boder med gamle cykler, porcelæn, glaskarafler og hjemmestrikkede sokker.

Ved en af boderne kunne vi ikke undgå at bemærke, at den faste ejendom var til salg.

En camplet til 7000 kroner.

Den emmede af brug og mange fine somre på campingpladsen.

-nå, sagde jeg, mest for at sige noget, -sælger du campletten?

Bodens ejer, en venlig dame på omkring 80, hev mig omgående ind til en rundvisning.

Jeg nåede ikke rigtigt at sige nej tak, før jeg pludseligt stod i køkkenalrummet.

Jeg tøvede lidt i døren.

-gå nu længere ind, så damen også kan være her, sagde bodens ejer så.

Jeg gik høfligt længere ind, imens jeg spekulerede på, hvem damen var.

Det viste sig, at være hende selv.

Så var vi tre mand i campletten.

Hendes mand sad på den ene klapstol.

Han var omkring 80, iført seler, stribet skjorte og mørkeblå cowboybukser.

Træsko og uldsokker.

Han briefede mig om sovemulighederne.

Imponerende plads, der er i sådan en camplet.

To adskilte sovekabiner, en oplagt mulighed for at medbringe børnebørn.

Han slog flot ud med hånden.

En skoreol i sort stof hang på stykket mellem de to soverum.

Jeg drejede 45 grader, så jeg kunne se spisestuen.

Tre klapstole og et klapbord udgjorde møblementet.

Det så hyggeligt ud.

Jeg blev tilbudt at prøvesidde en stol.

Jeg afslog høfligt.

Så prikkede konen mig på skulderen, og fik mig til at dreje 90 grader om egen akse, så jeg kunne se komfuret.

Jeg kom aldrig til at forstå mekanikken, men det kunne åbenbart klappes sammen og opbevares i campletten.

Et gaskomfur og lidt bordplads.

Opbevaringsmuligheder.

Jeg kiggede forbløffet på komfuret.

Manden kiggede lidt på mig og oplyste, at campletten kunne udvides.

I højden i hvert fald.

Det bekræftede konen, imens hun trådte et skridt tilbage og vurderede min størrelse.

-vi er jo ikke så store, så det er jo ikke nødvendigt for os, meddelte hun så.

Den tyggede vi alle sammen lidt på.

Så foreslog konen, at vi gik udenfor, for der var noget, som hun gerne ville vise mig.

Som en anden lemming troskede jeg efter hende.

Bag campletten lå noget gråt plastik.

Det viste sig at være en slags presenning.

Med lynlås

Det krævede en god pædagogisk indsats fra hende, før jeg fattede, at det var afdækningen, når hele herligheden var pakket sammen.

Hun løftede i det ene hjørne og oplyste, at den alene kostede mindst 7000 kr. fra ny.

Jeg nikkede imponeret.

Så smed hun trumfen.

-det er ekstra plads, så kufferterne kan ligge oven på campletten.

Hun pegede på lynlåsen.

Et øjeblik blev jeg lidt forvirret over, at man skulle have kufferter med på camping.

Jeg troede egentligt bare, at tingene blev kylet i bagagerummet.

Hun viste mig også en gasflaske, en vanddunk og noget elektronikhalløj.

Vi kiggede lidt på campletten udefra.

Vinduerne, højden og bredden.

Mulighederne.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Lappen.

Det var en gammel lap.

På størrelse med en femkrone.

Et lille stykke stribet stof limet på teltdugen.

Omhyggeligt sat på og smurt med lim for ekstra forstærkning.

Vi talte ikke om lappen.

Men følelsen af at stå midt i andre menneskers livshistorie ramte mig lige i maven.

Det var jo ikke var bare en camplet.

Det var et lille stykke Danmarks historie, en livshistorie, levede liv.

Sommerdage, feriedage, søndag morgen med børnene.

Ferier med børnebørnene.

Mad lavet på det sammenklappelige komfur, nætter tilbragt i kabinerne og klapstole flyttet udenfor i solskinsvejr.

Et ægteskab, et helt almindeligt levet liv, med frokoster, oprydning, nedpakning og udpakning, imens verden og livet har bevæget sig forbi. Præsidenter der er blevet valgt, krige udkæmpet, moden der har ændret sig tusind gange og børn og børnebørn, der er vokset fra alting.

-vi kan ikke selv slå det op mere!

Hun smilede sørgmodigt og børstede et usynligt fnug af teltdugen.

-heldigvis har vi en god nabo, han kommer og hjælper os.

Jeg stod lidt, og lod hele den fine oplevelse synke lidt ind.

Her var ingen billeder på instagram, ingen facebookprofil eller behov for at have det sidste nye gear.

Her var to levede liv, to mennesker og en camplet.

Med sammenklappeligt komfur.

-hvad sige du, sagde hun så, – er du interesseret?

Og det var jeg.

Bare ikke i campletten.

Men historien, livet og den lille stribede lap, der vidnede om en tid, hvor man lappede og passede på sine ting, det interesserede mig.

Et lille stykke danmarkshistorie, der ikke kommer på museum, men er til salg for 7000 kr.

Prisen var skrevet på et stykke pap, med en lidt slidt sprittus. Skiltet var bundet fast med et stykke sejlgarn og blafrede lidt i vinden.

7000 kr.

Jeg gik ud til Finn-Oles mor, imens jeg overvejede, om jeg skulle lokke sømanden til at sætte anhængertræk på bilen.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Velkommen hjem

Jeg har fundet min cowboyskjorte.

Jeg rodede rundt i mit tøj og så dukkede den frem.

Helt ud af det blå.

Som en gave fra himlen.

Jeg havde fuldstændigt glemt den.

Det er ikke en cowboyskjorte i blå denim, men mere sådan en western-agtig skjorte. Den er sort med hvide kanter, og har flotte hvide dekorationer på bærestykket.

Jeg tog den omgående på, og gik ud for at prale til sømanden.

Han var begravet i kaffe og facebook.

-se, sagde jeg til ham og snurrede rundt.

Sømanden var lidt usikker på, hvad han skulle se.

Han forsøgte med et diplomatisk hmmm…

Jeg hjalp ham på vej.

-det er min cowboyskjorte, sagde jeg så og fik akut ønske om at gå til linedance.

Sømanden løftede øjenbrynene, i et forsøg på at virke imponeret.

Jeg gik ud i baggangen for at beundre mit fund i spejlet.

Sømanden virkede lidt usikker på missionen.

Han kiggede bekymret efter mig.

-ved du hvad, råbte jeg til ham, imens jeg strakte armene ud til siden, – jeg ville ønske, at den havde frynser.

Det kom ikke rigtigt bag på ham.

Jeg bevægede armene op og ned, imens jeg overvejede om det ville være bedst med røde eller hvide frynser.

Skulle de sidde under armene eller hen over brystet?

Måske begge dele.

Det udløste et akut behov for cowboystøvler.

Med frynser.

Og et flot mønster på skaftet.

Jeg forsøgte at danse lidt linedance derude i baggangen.

Sømanden trak på opgivende på skulderne, sippede lidt af sin varme kaffe og begravede sig atter i facebook, imens jeg fuld af optimisme gik ind for at rode i mit skab.

Måske var der flere goodies derinde?

Gemt imellem gamle t-shirt og hyggebukser.

For det der med at rydde op i sit skab, kan godt føles lidt som at gå på shopping, bare gratis.

Man her jo købt og betalt tøjet for længe siden, men det føles som en nyerhvervelse, når man finder det på den bagerste hylde.

Som en lille gave på en helt almindelig onsdag.

For som mange andre, så har jeg jo nok lidt en tendens til at bruge det samme tøj igen og igen. Yndlingskjolen, den gule favorit cardigan og nederdelen der passer til alt.

Hyggetøjet og de varme sokker.

Så kommer det til at lægge yderst, imens andre ting bliver presset mere og mere bagud.

Og så er det, at en sej cowboyskjorte pludseligt havner under det træningstøj, der heller aldrig rigtigt bliver brugt.

Jeg er eller blevet så fornuftigt og voksen, at jeg pakker mit sommertøj væk om vinteren og lægger mit vintertøj på lager om sommeren.

Det var noget jeg begyndte på for at par år siden, hvor jeg havde mistet overblikket over garderoben.

Jeg har også en sæk stående i roderummet, men det tøj, som jeg har sat til salg på Trendsales.

Så jeg forsøger tappert at holde et vist overblik over udvalget.

Men på en eller anden måde, så var cowboyskjorten landet i Narnia.

Til gengæld har den nu fundet hjem og jeg føler mig som en krydsning  imellem Dolly Parton og en linedancer på en bar i Texas, når jeg tager den på.

Og det er faktisk perfekt, for det var lige det look, jeg gik efter.

xxx

 

 

 

 

Akut lakrids

Var jeg typen, der spiste så meget lakridskonfekt i går, at jeg vågnede med akut tyndskid i morges kl 6.39 ?

Ja, det var jeg så.

Jeg indrømmer det blankt og peger på sømanden, som den skyldige.

Det er nemlig ham, der står for alle fødevarer indkøb her i huset, hvilket han gør med stort engagement og en imponerende økonomisk sans.

Vi spiser to typer mad.

Gruppe 1 består af årstidens fødevarer, helst produceret inden for landets grænser. Det er rigtigt meget kål om vinteren, jordbær i jordbærsæsonen og aldrig nogen sinde avokado eller kiwi, thi de skal fragtes halvvejs rundt om jorden for at lande i et supermarked nær dig.

Prioriteterne her er økonomi og klima, især med fokus på transport.

Gruppe 2 består af ting fra rodekurven.

De kan kendes på det gule klistermærke.

Det er varer, der enten er ved at løbe på datoen, eller er så meget uden for sæson, at købmanden har priset det kraftigt ned og lovet sig selv, at hvis hele pisset ikke er solgt senest torsdag, så ryger det i containeren.

Det kan f.eks. være Halloween-slik i januar eller lakridskonfekt i maj.

I går var det så lakridskonfekt i maj.

Hjembragt og gemt indtil efter aftensmaden.

Hvor jeg sad fredsommeligt begravet i en film, imens jeg langsomt og omhyggeligt spiste min planlagte fredagsslik.

Matadormix.

En lille pose.

Jeg havde sorteret colavingummierne fra, og stablet dem i en lille stak på sofabordet. Så var der jo også lidt fredagsslik til sømanden.

Han plejer jo bare at spise det, som jeg efterlader. Suppleret op med franske kartofler og flødeis med bærsymfoni.

Men så var det, at sømanden gik ud i køkkenet og kom ind med en ukendt slikpose i hånden.

Den var orange og raslede urovækkende.

Den vakte min opmærksomhed.

Han bød yngstebarnet et stykke.

Hun stak hånden i posen og fiskede noget op.

Det var svært at se, hvad det var.

Jeg håbede lidt på engelsk vingummi, det kan jeg nemlig ikke lide.

Så ville jeg jo spare de kalorier.

Så blev det min tur.

Jeg tyggede på en laber larve.

Sømanden gik ind foran fjernsynet og rakte posen frem.

Lakridskonfekt.

Bløde, søde lakridskonfekt med den milde smag af kokos.

Sømanden smilede opmuntrende.

Stolt over dagens fangst.

Han rystede lidt med posen, så jeg rigtigt kunne se udvalget.

Jeg kiggede ned i min pose med matadormix. Der var to røde æg, en laber larve og tre vingummier tilbage.

Banan og ananas.

Plus to af de der flade lakridser, der altid sidder fast i tænderne.

Jeg blev vægelsindet og skuffet på samme tid.

Jeg vidste jo ikke, at der var lakridskonfekt.

Min mave har det ikke så godt med lakrids.

Derfor er jeg nødt til at moderere mængden.

Sådan vælge i hvilken sammenhæng og mængde, jeg indtager lakrids.

Jeg er ikke den store lakridsspiser, men er glad for en laberlarve og et godt lakridsæg.

Og lakridskonfekt.

Mit yndlingsjuleslik.

Jeg blev nødt til at vælge.

Jeg gik med den sorte hest.

Lukkede øjnene, lukkede fornuften og stak hånden ned i posen med lakridskonfekt.

Et par gule og lyserrøde hjul, og et par sandwicher.

De der underlige vingummier med sukkerperler og lakridsrørene med hvid indmad, dem overlod jeg til sømanden.

Et øjeblik følte jeg mig helt frelst.

Men jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med at smovse.

Kombination af lakrids, sukker og mere lakrids koster.

Og det var ikke ikke fordi, at jeg spiste flere kilo, og vi havde ikke engang tømt posen, da sømanden fornuftigt satte en IKEA-clips på og lagde den ud i køkkenet.

Alligevel behøvede jeg ikke et vækkeur i morges, men vågnede helt af mig selv kl.6.39.

Der var en regning, der skulle betales.

Og nu skulle man jo så tro, at jeg blev klog af skade.

Men det gør jeg åbenbart ikke, for klokken er 14.12 og jeg har lige gravet i posen med resten af konfekten og nedsvælget det sidste gule hjul og to sandwicher.

Godt, at jeg ikke har nogen planer for i morgen.

xxx

 

Ingenting

I dag er en ingentingdag.

Så skal jeg ikke noget.

Ingenting.

Kalenderen er tom og dagen strækker sig ud, som en nystrøgen perleplade.

Dagen starter allerede forventningsfuldt, når jeg ikke behøver at sætte vækkeuret aftenen før.

Så ved man bare, at ingenting venter forude.

Så kravler jeg under dynen velvidende, at jeg kan blive liggende, så længe jeg har lyst.

Så vipper jeg lidt med tæerne, trækker dynen op over ørerne og sover til jeg vågner.

Bliver liggende i sengen, indtil jeg ikke orker længere.

Står op og tager noget udkneppet tøj på. Det skal helst ikke passe sammen, være lidt for stort og gerne med et par mindre huller.

Det er som om, at jeg slapper bedre af, når mit tøj ikke fordre noget som helst.

Når jeg så finder brødristeren frem, så ved sømanden godt, hvad klokken er slået.

Han kan kende en ingentingdag, når han ser den.

Han skynder sig som regel at slubre morgenkaffen færdig, inden han smutter diskret ud af døren.

Ingentingdage startes nemlig bedst alene.

Så sømanden tager på havnerundfart, på arbejde eller på besøg hos Den Rejsende Onkel Max, imens jeg omhyggeligt rister rugbrød og finder osten frem.

Så laver jeg te, vender rugbrødet på brødristeren og tager smør og syltetøj ud af køleskabet.

Jordbær-rabarber, det er min yndlings.

Så vender jeg rugbrødet igen, det skal have mindst fire gange på hver side, laver et glas kold vand, finder en banan eller skærer et stykke agurk.

Så har aktionsniveauet også nået sit højdepunkt, og jeg sætter mig på køkkenbænken og vender rugbrødet endnu en gang.

Radioen skal stå på den helt rigtigt lydstyrke og der skal være tændte stearinlys.

Så spiser jeg langsomt mit ristede rugbrød med ost og nipper til min skoldhede te med honning.

Jeg har ikke travlt, for jeg skal ingenting.

Jeg har ingen aftaler, jeg skal ikke gå 10000 skridt, støvsuge eller i Matas efter håndcreme.

Jeg sidder der bare.

Min bh er uden bøjler og mine trusser er lidt slappe i elastikken.

Sokkerne hænger om anklerne, og håret er viklet op i en hurtigt knold.

Jeg sidder der længe.

Drikker det sidste te og få fanget en rugbrødskerne med en tandstik.

Når jeg begynder at få lidt ondt i ryggen, så rydder jeg op efter morgenmaden, og sætter mig ind i stuen eller ud i haven, alt efter vejr og vind.

Måske sætter jeg noget vasketøj over, måske gør jeg ikke.

For jeg skal jo ikke noget.

Så glor jeg ud i luften, imens jeg overvejer at læse en bog eller sy nogle korssting.

Måske bliver jeg bare siddende.

Katten plejer at holde mig med selskab. Hun er så dygtig og erfaren til ingenting, at hun sikkert kunne få en ledende konsulentstilling i et internationalt firma, hvor hun kunne blive ingenting-konsulent-manager-noget, men det ville jo skære benhårdt i mængden af ingenting, så det er hun ikke interesseret i.

Så sidder vi begge to der og laver ingenting sammen.

En ingentingdag går faktisk forbløffende hurtigt.

Eftermiddagen glider igennem stuen, og pludseligt bliver ingenting afbrudt af sømanden, der rumstere med potter og pander i køkkenet.

Så laver jeg ingenting, imens han laver mad.

Så spiser vi og bagefter laver jeg ikke rigtigt noget, imens han vasker op.

Som regel er der ingenting i fjernsynet, det ser vi så, imens vi hviler fødderne på fodskamlerne og katten snor sig kælent på vores skød.

Og så går jeg i seng, velvidende, at jeg ikke har lavet en skid hele dagen.

Intet.

Ingenting.

Jeg har ikke skabt nye minder, fået oplevelser eller blevet socialt stimuleret.

Jeg har ikke gjort rent, syltet marmelade eller ordnet have.

Jeg har sådan set bare siddet på min røv og spist ostemadder.

Og det har været for fedt.

Akkurat som dage med oplevelser, ture, udflugter og socialt samvær kan være opkvikkende, fornyende og give en masse energi, så kan ingenting også byde ind med noget.

Refleksionen, roen, stilheden og nulstilling af nervesystemet er essentielt for min væren i verden.

Og det kan jeg ikke nå med ti minutters intensiv meditation, 15 minutters powernap eller 30 minutters pause spenderet på de sociale medier.

For mig tager det tid at lave ingenting, det er noget, som jeg dyrker, en uddøende kunstart, der langsomt bliver spist af fyldte kalendere, sociale medier og Netfix-serier, der aldrig slutter.

Så har du spildt din fridag med at lave ingenting, er dagen smuldret bort, gledet dig af hænde, så har du måske i virkeligheden brugt dagen godt.

For ingenting kommer før noget.

xxx

 

 

 

 

 

 

Det, De lige står og mangler

-se hvad jeg har købt, pralede jeg til sømanden, imens jeg hev mit seneste genbrugskøb frem.

Det var en stor rygsæk.

I brunt læder.

Med to forlommer og den fineste patina.

Jeg var mægtig stolt.

Sømanden var lidt mindre imponeret.

-en rygsæk?

Han kiggede på mig med løftede øjenbryn.

-hvad skal du bruge den til?

-åh, sagde jeg, imens jeg tog tasken på ryggen, -hvis nu jeg for et eksempel skal smugle forfulgte jøder hen over alperne, så kan jeg lige medbringe en rygsæk med forsyninger og fornødenheder.

Jeg løb igennem køkkenet med bøjede knæ, for lige at demonstrere, hvordan jeg kunne snige mig igennem alperne, uden at eventuelle nazister opdagede mit forehavende.

Jeg var selv utroligt imponeret over min egen historie, og en lille smule inspireret af den film, som vi havde set et par dage tidligere.

Sømanden var lidt mere skeptisk.

-hvad kostede den, spurgte han så og bragte mig tilbage til virkeligheden.

Halv irritereret svarede jeg, at den havde kostet billige 150 kr.

-megabilligt for så fed en taske, meddelte jeg kampberedt.

Jeg åbnede den, så han rigtigt kunne se, hvor fin den var.

Sømanden gloede uinteresseret ned i tasken og lagde træt armene over kors.

-nå, det er da alligevel billigere end den anden, sagde han så.

Her tabte jeg tråden et øjeblik.

-den anden hvad?

Jeg begyndte at finindstille rygsækkens seler, imens jeg desperat forsøgte at finde den røde tråd i samtalen.

-den anden rygsæk, sagde sømanden hjælpsomt.

Jeg gik en lille smule i panik.

Den anden rygsæk?

Sømanden måtte hjælpe min hukommelse på vej, og minde mig om den flettede kurverygsæk fra IKEA, der stod og vansmægtede i et hjørne af roderummet.

-åh, sagde jeg og blev lidt tør i munden, -dèn rygsæk.

En åbenbart fuldstændigt uundværlige rygsæk i pileflet, som jeg lykkeligt hjembragte efter en tur i IKEA med Finn-Oles mor.

Den kan ikke lukkes, er vind og skæv og monteret med et par utroligt grimme seler i skrigorange og ubehagelig græsgrøn.

Sømanden hente rygsækken frem, og forsøgte at tage den på.

Men fordi selerne ikke kan indstilles, så gav det han en utroligt anspændt positur.

-hvad tænkte du egentligt på, spurgte han, imens vi begge to kiggede på en voksen mand iført skovmandskjorte og kurverygsæk.

Sømanden kiggede i spejlet og jeg kiggede på ham.

– at den var fed at have med på stranden, til drikkevarer og sandwich og sådan.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var på tynd is.

-så får man jo heller ikke sand med hjem, for det render jo ud af bunden.

Her blev jeg lidt overrasket mig selv. Jeg vidste slet ikke, at jeg var så praktisk orienteret.

-men du tager jo aldrig på stranden.

Sømanden kæmpede for at komme fri af rygsækken.

Og det måtte jeg jo give ham ret i, men Finn-Oles mor og jeg ramlede jo helt uforberedte ind i IKEAs sommerudstilling, så fint sat op med havelamper, liggestole, matchende håndklæder og åbenbart også en kurverygsæk.

Den havelampe, som jeg havde udvalgt hjemmefra var udsolgt, og man kan jo ikke forlade IKEA med en tom indkøbsvogn.

Jeg tror faktisk ikke, at det er lovligt.

Så i mangel af bedre faldt valget på rygsækken.

Det føltes som en god investering dengang.

Nu føltes det mest lidt underligt.

Og fjollet.

Vi kiggede lidt på rygsækken med de orange seler.

Der var stille i køkkenet.

Så forslog jeg sindssyg i gerningsøjeblikket.

Sømanden var helt enig og foreslog venligt, at jeg kunne plante haveblomster i rygsækken, så gik den da ikke helt til spilde.

Bagefter kiggede vi så begge to lidt på min nye læder rygsæk.

Den er ikke helt så velegnet som blomsterkurv, men hvis jeg nogensinde lede en flugtrute hen over alperne, så har jeg den perfekte rygsæk.

Og desuden så købte jeg også en gammel militærfrakke på det loppemarked, så det er et match made in heaven.

Så mangler jeg bare et par fede støvler og en sej kikkert.

Og et par runde vintage solbriller, gerne med grønt glas.

Åh, jeg glæder mig allerede til det næste loppemarked.

xxx