Til min store forbavselse, så bliver sømanden 50 år i denne uge.
50.
Jeg er ikke ret godt til at huske fødselsdage, hverken min egen eller andres.
Det kommer bag på mig hver gang.
Og udløser omgående gavepanik.
For hvad dælen giver du lige en mand på 50.
Især når han er den lidt sparsommelige type, der helst køber cowboybukser i genbrug og sætter en ære i at slide tingene helt op, inden de bliver udskiftet.
Også de fleste ting kan jo sagtens holde livet ud, hvis man passer på dem.
Og det er jo dejligt, bortset fra at det skaber en temmelig begrænset ønskeliste.
Han ønsker sig hverken køkkenting eller oplevelser.
Så ikke nogen tur i en Ferrari, et spa-ophold eller en designerkagerulle.
Indretning rager ham en høstblomst og han har det værktøj, som han skal bruge.
Han fik et nyt cykelstyr i julegave, så det er krydset af på listen.
Helt blottet for ideer endte jeg i Brugsen.
De havde flere gode forslag.
En airfryer for et eksempel.
Lufttørrede pomfritter er åbenbart det nye sort.
Hvad med en holder til bagekartofler?
Så kan du sætte fire bagekartofler på en dims, og putte hele herligheden i ovnen. Så er der også lidt mere opvask bagefter.
Måske en kobberfarvet tungeskraber?
Eller en strikhue med lys.
En termokop.
Man kunne selvfølgelig også give ham et hjemmelavet kort, med løfter om en forkælelsesdag, hvor ikke han ikke skulle løfte en finger.
Sådan en jeg-laver-mad-tager-opvasken-og henter-et-glas-vand-til-dig-dag, men det lyder altså også en lille smule anstrengende for mig.
Og det er jo vigtigt, at det er hyggeligt for os alle sammen.
Desuden vil ti vilde heste ikke kunne holde ham væk, hvis jeg begyndte at rumstere i køkkenet.
Han hader at spise på restaurant.
I virkeligheden ønsker han sig nok allermest en fødselsdag i al ubemærkethed, nye underbukser og en æske afbrændte tændstikker.
Så det får han.
Et morgenkys og en cykeltur rundt havnen.
Og det er jo ikke det samme, som at jeg ikke ønsker mig noget til min fødselsdag. For jeg kan altid klemme et par guldsko ind på ønskelisten, eller et par øreringe og en lysestage.
Vigtige ting.
Gode gaver.
Og imens kan jeg jo spekulere over, hvordan det føles at være gift med en mand på halvtreds.
Et halvt århundrede.
Jeg ved jo godt, hvor gammel han er, men det kommer alligevel lidt bag på mig.
Og alder betyder jo ingenting, men det gør dagene, hvis man begynder at lægge dem oven på hinanden.
18250 dage.
Lyder det af meget eller lidt?
Sømanden er fløjtende ligeglad, han studerer begejstret de grå skænk i skægget og tilbragte søndag aften med at lave badutspring i lange underbukser.
For livet er, hvad du gør det til, har altid været hans motto, og er der noget som han ikke gider at gøre livet til, så er det lange ønskelister med ting, som han ikke har brug for.
Og måske er det i virkeligheden det, som jeg ønsker mig allermest, når jeg snart fylder halvtreds.
Evnen til at være tilstede lige her og nu, tage livet som det kommer, og glæde mig over det, der er lige foran næsetippen.
Det og så en diller fremvisning.
-det sidste ønsker jeg mig egentligt ikke rigtigt, men jeg får det alligevel, og så kan jeg jo ligeså godt skrive det på listen.
Og imens kryber timerne tætter på det halve århundrede, sømanden håber inderligt på, at han er på overarbejde hele dagen og jeg har alligevel købt en gave til ham.
For traditionens skyld.
For hyggen.
Og kærligheden.
xxx