Jeg er så træt af at gå i det samme tøj.
Når jeg vågner om morgenen, så lægger jeg altid lidt og gasser mig. Mit vækkeur ringer faktisk altid to mange, med ti minutters mellemrum, fordi jeg ved, at jeg har tendens til at falde i søvn igen.
Modsat sømanden, der slår dynen til side og sætter sig op, allerede inden vækketuret har nået at ringe ud.
Op, står han, liggende, bliver jeg.
Jeg kan nå min skabslåge med storetåen.
Det er en skydelåge.
Så her i vinter halvåret kan jeg blive liggende under dynen, imens jeg med venstre ben langsomt kan skubbe skabslågen til side og kigge ind i mængden af tilgængeligt tøj.
På bøjerne hænger der kjoler, skjorter og nederdele.
T-shirts ligger foldet skuffen.
Strømpebukser rullet sammen i en anden skuffe.
Men mit blik finder ikke hvile, før jeg har fundet det, som mit hjerte higer efter.
Strik.
Dejlig, varm, ulden strik.
Strikkjoler, veste, trøjer og cardigans.
Hvad kan jeg rulle mig ind i?
– gerne med høj hals og lange ærmer.
Normalt går jeg igennem vinteren med korte ærmer, strømpebukser og en medbragt cardigan, som jeg alligevel ikke rigtigt får brugt.
Men denne vinter, Putin, denne vinter..
Denne vinter har jeg gået i de samme tre strikkjoler.
Viklet tørklæder om halsen og gået på arbejde i en strikket vest, som jeg ellers havde svoret, ikke skulle bevæge sig udenfor matriklen.
Jeg plejer at cykle på arbejde i vinterstøvler og medbringe skiftesko, for hvem kan da holde ud at gå i varme støvler indenfor.
Hvem, Putin, hvem?
I sidste uge måtte jeg bringe sømanden i spil.
Få ham til at levere et par pædagoglilla termosokker på arbejdet, for jeg kunne ikke rigtigt få liv i mine tæer.
De blev bare ved med at være kolde, uanset uldtæppe og gymnastiske øvelser.
De var iskolde, Putin.
Og nu er det mandag i morgen, og min garderobe står på repeat.
Strikkjoler, strikveste og uldne cardigans.
Og jeg, som hele mit liv har haft en forkærlighed for store dekorative øreringe, må nu gå med små diskrete smykker, for de andre sætter sig fast i ulden og de varme tørklæder, og forhindre mig i at dreje hovedet.
Så der går jeg, rullet ind i uld, med bittesmå øreringe og fornuftige støvler og længtes efter varmere tider, fine kjoler og små sko.
Eller i det mindste bare lidt variation.
Eller lidt varme.
For det er som om januar har fået 77 dage, som alle sammen består af arbejde, regnvejr og fællesamling foran fjernsynet og brændeovnen.
Og så sidder man der og spekulerer på, om man er ved at blive gammel eller om der altid har været så meget træk fra det lukkede vindue.
Henter et tørklæde og fryder sig over, at man har været for fornuftig at tage strikkede strømper på i de uldne hjemmesko.
Drikker spandevis af te med honning, og undre sig over, at man nogensinde har kunne se fidusen i sodavandsis.
Og når klokken når ti, så kan man da heldigvis tillade sig at gå i seng. Kravle ned mellem de to dyner og frotté-lagnet, holde hænderne under dynerne og spekulere på, om man kan stjæle lidt kropsvarme fra sømanden.
Men ved du hvad, Putin, der er i hvert fald en ting, som jeg ikke behøver at spekulere over.
Nemlig hvad jeg skal have på i morgen.
For det er allerede afgjort.
xxx