Slankekur i januar og alt det der…

Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.

Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.

For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!

Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.

Og billigt har det heller ikke været.

Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber  kommer ikke på udsalg i januar.

Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.

Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.

Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.

For at få smagen af chokolade!

Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.

Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!

For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.

Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.

For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.

Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og  fedmeepidemien.

Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.

Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!

Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som  man for dyre penge kunne melde sig ind i.

Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!

Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..

Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.

Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.

Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.

Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:

” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”

Så gik jeg hjem..

Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.

Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.

Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.

For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.

Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.

Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.

Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver  man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.

Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.

xxx

 

 

 

 

 

 

Juleaften… næsten!

Jeg fik en SMS i går.

Fra Bring.

De informerede mig om, at der lå en pakke klar til afhentning på den lokale Shell-station.

Så her til morgen trak jeg i leopardpelsen, hoppede op på den røde cykel og satte kursen mod den Shell.

Det er meget sjovere at cykle i modvind, når der er en præmie.

Jeg elsker at få pakker!

Jeg bestille, køber, betaler og henter selv, men alligevel så får jeg en lille optur hver gang og er altid spændt på, hvad pakken mon indeholder..!

Da jeg var ved at flå emballagen op, så ringede posten på døren med endnu en pakke.

Næææhh…

2 pakker på en dag…

Første pakke indeholdt to strik fra Hellbunny, købt på tilbud.

Det er første gang jeg prøver deres strik, men de er faktisk rigtigt fine og med en god pasform.

Den ene sort med røde kranier, hvor fedt er det lige..

Den anden lyseblå med hvidt mønster.

Jow..jeg er godt tilfreds.

I pakke nummer to var mit tøj fra Collectif.

Som forudset gaber skjorten imellem knapperne over brystet, men hvis jeg flytter de øverste knapper og finder en sikkerhedsnål, så skal det nok ende godt.

Nederdelen sidder supergodt og falder pænt.

Så jeg er happy, nye tilføjelser til garderoben, så nu kan julen bare komme an..

Ting jeg er bange for..

Jeg er bange for Mumitroldene!

Mumitroldene er noget af det mest uhyggelige.

Nogensinde!

Jeg kan slet ikke begribe, hvordan man kan udtænke noget så uhyggeligt.

Jeg husker stadig, hvordan jeg som barn var fuldstændig paralyseret af skræk, når Mumitroldene fjumsede rundt i fjernsynet.

Når  Mumitrold-barnet vandrede alene rundt i skoven og ledte efter sin far og mor! I en skov, hvor tåge og mørke var evigt tilstede. Og hvor hans eneste selskab var en ondskabsfuld lille satan med hårknold og onde øjne.

Hun gik under navnet My.

Den dag i dag, kan jeg få ubehag og gåsehud, når jeg går forbi butikkernes udvalg af kopper og tilbehør, dekoreret med Mumitroldene og deres kumpaner. Sådan en kop ønsker jeg mig ikke i julegave!

Jeg er også bange for mørke.

Jeg kan sagtens gå en tur i mørke, og jeg synes faktisk, at det er hyggeligt, når det er mørkt udenfor.

Problemet opstår, når jeg skal i seng.

Især hvis sømanden er på havet.

Når jeg trækker gardinet for, så opstår der en kø udenfor mit vindue. Det er en lang række, bestående af: seriemordere, indbrudstyve, spøgelser og enhjørninger. Bortset fra enhjørningerne, som muligvis er gået forkert, så er det jo en ret uhyggelig temafest lige udenfor soveværelset.

Jeg er bange for at bruge en økse, boremaskiner og for at der bor en edderkop i min morgenkåbe. Jeg er bange for at få sukkersyge, klø mig i øjnene når jeg skræller løg og bange for at knække en tand, når jeg åbner en flaske sodavand med tænderne.

Men allermest er jeg bange for ensretning.

Når vi allesammen skal gå det det samme tøj, have den samme frisure, mene de samme ting, og være vilde med den samme stribede vase på samme tid. Når sofapuderne skal passe til skjorten, farver er forbudt og der bliver holdt skarpt øje med dem der træder ved siden af..

Det er da skide uhyggeligt….

 

 

 

 

 

 

 

Udsalg – wuhu…

Min yndlingsbutik holder udsalg.

Altså ikke sådan rigtigt udsalg, mere sådan udsalg på udsalg.

Ved hjælp af rabatkoden SALE50, får man 50% på deres udsalgafdeling.

Altså halv pris på udsalgsvarer 🙂

Imens sømanden så et meget spændende program om  reparation af gamle biler, så fik jeg lige en ny grøn nederdel og en rød skjorte.

Når man har store bryster, som jeg har, så er det altid ekstra spændende med en skjorte.

Kan den knappes?

Og hvis den kan, gaber den så imellem knapperne?

Ellers kan et par velplacerede sikkerhedsnåle sikkert hjælpe..

Jeg kunne selvfølgelig også købe den i et nummer eller to større, men det kunne jeg ikke få.

– og desuden, så er jeg ikke interesseret i store, flagrende skjorter, men modeller som sidder til kroppen.

Det er ellers noget der kan irritere folk.

Stramtsiddende tøj på ikke-slanke-mennesker!

Tilsyneladende, er det at se en mavedelle eller fremvise en delle det værste der kan ske.

Tykke mennesker skal helst gå i flagrende gevandter, delleskjulere og sækkeformet tøj. Og et eller andet sted, har designerne vedtaget en regel om, at jo større tøjet er, jo større og mere crazy skal mønstret være.

Hvad forestiller de sig, at tykke mennesker gør ved at diskret mønster?

Æder det eller hvad?

Så det er derfor, jeg er så lykkelig for internettet.

Det udvider nemlig mængden af butikker, og med et lille klik kan man finde alle størrelser og modeller.

– og pludselig, for første gang i mit liv, har jeg kunne købe tøj som passer til min sjæl – og min krop.

Så hvis jeg kan passe min røde skjorte og min grønne nederdel, mangler jeg bare en gul hat, så kommer jeg til at ligne et juletræ med en stjerne i toppen..

Find butikken på:

https://www.collectif.co.uk

 

 

 

Dagens julepynt #10

Jeg er gået i køkkenet!

Og dem der kender mig IRL ved, at det er en epokegørende begivenhed.

Sømanden drøner rundt på de syv verdenshave i øjeblikket, så derfor er det faktisk sket FLERE gange i denne måned, at jeg har stået for aftensmaden!

Bum-bum.

Jeg lagde ud med kylling i tomatsovs tilsat kidneybønner i chilisovs og løse ris.

Så fulgte hakket oksekød i tomatsovs tilsat kidneybønner i chilisovs med pasta.

Succesen ville ingen ende tage..

Så kastede jeg mig over madpandekager, oksekød  tilsat kidneybønner i chilisovs og salat.

Det gik faktisk ret godt.

Igår var meddelte sømanden så, at han ikke ville være hjemme til aftensmaden.

“Den skal jeg nok lave!” Proklamerede jeg så, fuld af optimisme og med selvtilliden hvilende i sidste uges succes.

Så var det, at den yngste af pigerne blev sådan helt stiv i kroppen. Hun trak vejret dybt, vendte sig om og kiggede på mig.

” Jeg kan ikke!” Sagde hun så, ” jeg kan ikke flere kidneybønner i chilisovs! Det må stoppe nu!”

Så igår lavede jeg kylling i appelsinmarinade, med løse ris og UDEN chilibønner.

Selvtilliden fik da lige et hak opad, kan jeg godt betro jer.

Så dagens julepynt er Luciaboller.

Hjemmelavede.

-overvejer at melde mig til ” Den Store Bagedyst” næste år.

Hva’be’ha’…fuck de er flotte..

 

Fremtidsmuligheder

Jeg har tænkt på at blive smugler.

Min krop har faktisk en del steder, hvor der snildt kunne gemmes op til flere pakker cigaretter. Eller diamanter. Så kunne jeg bare være sådan helt undercover i noget neutralt tøj  og kasket, og slentre tilfældigt forbi tolden.

Jeg er bare ikke så god til at være undercover.

Jeg bliver altid lige nødt til at tage et par kirsebærøreringe på, eller en prikket kjole eller noget.

Desuden, så er mit hår så tykt, at jeg har svært ved at bruge kasket. Jeg kan simpelthen ikke passe ret mange kasketter, de ender altid med at sidde på toppen af hovedet, akkurat som cykelhjelmen på en tidligere statsminister.

Jeg har også tænkt på at blive postbud.

Jeg elsker at lave systemer, ordne og putte i kasser, så tanken om den tilfredsstillelse det må give, når et brev puttes i postkassen og det næsten lydløse bump, når brevet rammer bunden af postkassen.

Job well  done.

I gamle dage, havde postbude sådan nogle flotte røde habitjakker på, nu går de i blå vindjakker.

Blå vindjakke er bare ikke rigtigt mig.

Jeg har også overvejet at stå i en bagerbutik.

Det må da være et positivt og hyggeligt arbejde. Forstiller mig ikke, at der er ret mange sure kunder i en bagerbutik. Folk kommer der jo for at købe KAGE!

Jeg bliver i hvertfald glad, bare jeg tænker på at købe kage. Romkugler kunne være et godt bud.

Jeg elsker romkugler. Den klistrede masse, smagen af kakao, smør og kokos, eller tivoli-drys, og så er romkugler jo en genbrugskage. Win-win.

Jeg tror bare, at det vil ende rigtigt galt, hvis jeg arbejdede hos en bager. Jeg vil spise det hele, alle romkuglerne, smørkransene og franskbrødene, det eneste der vil være tilbage til kunderne, ville være pølsehorn med indbagt ketchup.

Måske kunne man blive hundelufter..

Eller damefrisør.

Eller forfatter, kunstner, cykelsmed, kaninavler, underbuksesyerske, trædrejer eller deltidsjulemand.

Der er mange døre at vælge imellem.

Jeg vælger den lyserøde.

Xxx

 

Dagens julepynt #9

For satan han er træt!

Sådan slidt helt ned til sokkeholderne og “I don’t give a fuck” – træt…

Alting har ændret sig og nutidens irriterende møgunger og deres curlingsforældre kan rende og hønse.

Han har ikke rigtigt fået sparet op til pensionen.

Han er nødt til at blive ved med at arbejde, indtil han er 472..

It’s hard to be a nissemand, og han har den ondemelynene ikke tænkt sig at investere i en ny dragt. Den må holde hans tid ud og iøvrigt skal han gå tidligt den 24 december…

 

 

Dagens julepynt #7

Kravlenisser er blevet voldsomt umoderne.

Det var ellers the shit i 70’erne og start 80’erne, da jeg var barn.

Her blev der indkøbt store kartonark, hvorpå der var påtrykt nisser, der lavede alverdens hurlumhej og ballade.

Nisserne skulle så klippes pænt ud, ikke noget med at sjuske og springe de svære detaljer over!

Nogen kom til at klippe de hvide firkanter af, enten af uvidenhed eller rent sjusk, og det var bare ikke godt.

Arbejdet var spildt og kravlenissen duede ikke! Man kunne selvfølgelig klistre de hvide firkanter på, men det blev bare aldrig rigtigt det samme.

Et eller andet sted op igennem 90’erne døde kravlenisserne.

Måske af pest eller kedsomhed!

– men hjemme hos mig huserer et par overlevere.

Det er Lunte, Pil, Gemyse og Hr.Mortensen.

Skipper bor her ikke mere, måske blev han træt af Gemyse og smuttede med sømanden på havet.

Fik en hyre, og er nu på vej mod Dansk Vestindien.

Men de fire andre, de sidder i min stue og er travlt optagede af deres egne planer.

Gemyse og Hr. Mortensen

Lunte og Pil

Alternativt kan man jo lave sine egne personlige kravlenisser.

Det kræver et par digitale fotos, kravlenisser sakset fra nettet og programmet paint.

Jow-jow, det er vist kun fantasien der sætter grænser, –  men skal du ud på nettet, og søge efter nissemotiver, så pas på med at søge på ordene “fræk nissepige”

Det gjorde jeg engang, og det var slet ikke sådan en nisse jeg ledte efter..