Tag: Glimmer

Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uh, spændende!

Hvis man træder et skridt tilbage, kniber øjnene sammen, holder vejret og står helt stille, så kunne det måske godt se ud som om, at vi ganske langsomt nærmer os en genåbning.

Man tør jo næsten ikke sige det højt, i hvertfald ikke uden at banke under bordet, lade være med at træde på stregerne og smide salt over skulderen.

Den tredje bølge ligger jo og lurer, som en angrebslysten russisk los i det høje græs.

Det mindste fejltrin og den sidder lige i struben.

Så vi må gøre os umage og holde tungen lige i munden.

Man tør jo næste ikke tro på det.

-for hvordan gør man egentligt? Spurgte studievejlederen helt perpleks en dag, hvor vi endevendte verdenssituationen.

Jeg var lige lidt forvirret et øjeblik.

-ja, du ved, fortsatte hun, kan vi huske at være spontane, impulsive og sociale, uden at det er planlagt, udmålt og afvejet på forhånd. Kan vi huske, hvordan man gør?

Den stod vi lidt og tyggede på.

Og jeg kan da kun give hende ret.

For selvom genåbningen sniger sig ind af dørsprækken og man efterhånden både kan blive klippet og gå på cafe mod fremvisning af en ren profil på sundhed.dk, så kræver det jo planlægning, afstand og mundbind.

Så den store frie folkefest er langt bag i køen og lige nu kan en tur i det lokale supermarked føles som en uhåndterlig folkemængde, der vælter formålsløst rundt mellem hylderne.

For vi er ikke længere vant til at stå tæt, kramme og smage hinandens drinks.

Men heldigvis er vi jo en nation af omstillingsparate borgere, der kan arbejde målrettet og koncentreret med nye retninglinier.

Det kan vi da allesammen skrive på vores cv efter sådan en omgang pandemi.

Kreativ, opfindsom og i stand til at underholde sig selv er vel også kompetencer, vi allesammen har trænet siden d. 11.marts sidste år.

Ligesom gåture, fjernsynskiggeri og håndvask er højt på listen.

Så nu skal vi bare vænne os til at være sammen med andre mennesker.

Så derfor er jeg begyndt at rydde op i mit tøjskab.

Joggingtøjet, striktrøjerne og trusserne uden elastik bliver foldet sammen og lagt bagerst i skabet. Sammen med hyggesokkerne, strithåret og forvaskede bh’er med helt utroligt lange stropper.

Frem i rækken med kjolerne, strømpebukser og pæne sko, der føles helt underlige og anderledes på fødder, der har levet deres eget liv, siden hjemmekontoret blev åbnet.

Strygejernet er kommet i sving og makeup-skuffen er åben.

For jeg trænger til at gøre lidt ud af mig selv.

Hejse op og hive ind, sætte hårnåle i og gøre lidt ud af det.

Bruge hårlak og læbestift.

Neglelak.

Drysse guld og glimmer, rød farve og leopardmønster ud over den hverdag, der lurer lige om hjørnet.

For det trænger jeg til.

Efter et år klædt som et fattiglem fra Katholt, med en frisure skudt ud af firserne, så skal kjolerne altså luftes.

Og den røde frakke.

Og de lyseblå laksko.

For måske smækker døren i lige om lidt og vi bliver nødt til at kravle hjem i hulen, og så ville det da være ærgerligt, hvis man ikke nåede at bruge de nye glimmersko.

xxx

Det er jo glimrende

Coronaglitter 3,4

Ting jeg har smurt glimmer på:

14 julekugler

En lysestage

To fyrfadsstager

En adventskrans i messing

Et par højhælede sko

Overvejede at gejle mine briller, men her måtte den ældste af pigerne træde i karakter og sætte en prop i hullet.

Sømandens entusiasme er til at overse, tilgengæld er jeg stærkt begejstret.

Tænk at fem bøtter glimmer og en flaske limlak fra A-Z kan give så meget fornøjelse.

Så spørgsmålet er bare, hvad der skal have en tur næste gang.

For glimmer er min yndlingsfarve, og lige for tiden kan vi da vist godt bruge lidt glimmer, sådan spredt ud over det hele.

Smøre lidt glimmer på talestolen i folketingssalen, drysse lidt glimmer på vejrudsigten, putte lidt glimmer i madpakken og sende lidt glimmer med posten.

Og sømanden sidder tålmodigt midt i glimmerhvirvlen og foregiver interesse, når jeg endnu engang fremviser en ting, jeg har smurt glimmer på.

-jeg ved ikke rigtigt, sagde han og gned sig lidt i øjnene, da jeg viftede med et par glimmermodificerede fyrfadsstager.

Han forsøgte tydeligvis at udtænke det korrekte svar.

-er det lysestager?

Her måtte jeg sukke højlydt over hans manglende evne til at spotte den fikse opgradering af stagerne.

-jeg har smurt guld på! Påpegede jeg ivrigt og fiskede med en stor krog efter en lille kompliment.

Sømanden rynkede brynene og lagde hovedet på skrå.

-har de ikke altid set sådan ud?

Og sådan kan man jo kaste glimmer for svin, men heldigvis kan jeg lide det, og det er jo det vigtigste.

Og sømanden kan få lov til at se bonderøven i fred, og det er også vigtigt.

Og således med prioriteterne i orden, kan vi se en morgendag i møde, hvor den første december står på dørtrinet og tigger for at komme ind.

Og det får den lov til, men den skal selv medbringe glimmer.

Xxx

Med glimmer på!

Coronaneverendingstory episode 3, 1

Imens nogen har valgt at bruge weekenden på at stille deres traktor ved Langelinie, så er der en anden en, der har brugt weekenden på at smøre glimmer på julekugler.

Det er muligvis at stikke hovedet i glimmerbusken, men det er godt nok svært at rumme alt fra demonstrationer, tastaturkrigernes kamp på de sociale medier, folk i lidt for små habitjakker, der vil være kalif i stedet for kaliffen, statistikker om dødelighed og julens røvsyge ståen for døren.

Så kan det godt hjælpe at hælde lidt glimmer ud over det hele.

Altså, det hjælper jo ikke rigtigt noget, men så er der i hvertfald glimmer på.

Så det har jeg gjort.

Smurt glimmer på hårblomster og julekugler og hørt den samme julecd rigtig mange gange i træk.

Cd’en har nemlig sat sig fast i afspilleren, og sømanden var på havet, så jeg måtte afvente hans tekniske kunnen.

-måske skulle vi bare smide lortet i skraldespanden, foreslog han efter et par sekunders inspektion, det er jo noget gammelt ragelse.

Så var det, at jeg blev helt irriteret indeni.

For jeg ved godt, at man kan streame fra telefonen, lave playlister og det er jo SÅ meget nemmere.

Men jeg kan bare godt lide mine cd’er.

Og min pladespiller.

Vi konstaterede derfor ret hurtigt, at lossepladsen ikke var en mulighed.

Så stod vi der, sømanden og jeg, og kiggede på den sorte kasse, som nægtede at spytte en cd ud, selvom sømanden havde forsøgt at lirke med en urtekniv.

-nu skal jeg altså på havet, sagde han så, lagde urtekniven på køkkenbordet og gik ud af døren.

Så nu har jeg lært den cd udenad, imens jeg har opgraderet 5 gamle julekugler, drukket to kopper kaffe og lukket kattene ind og ud femhundrede gange.

For nogle gange, så kan man ikke rumme mere, så bliver de store linier for store, horisonten fortoner sig, og alting bliver for meget.

Så er det godt, at man kan dyppe sin pensel i glimmer, lade op og lade verden være et øjeblik, imens julemusikken kører i båndsløjfe.

Xxx