Hvis man træder et skridt tilbage, kniber øjnene sammen, holder vejret og står helt stille, så kunne det måske godt se ud som om, at vi ganske langsomt nærmer os en genåbning.
Man tør jo næsten ikke sige det højt, i hvertfald ikke uden at banke under bordet, lade være med at træde på stregerne og smide salt over skulderen.
Den tredje bølge ligger jo og lurer, som en angrebslysten russisk los i det høje græs.
Det mindste fejltrin og den sidder lige i struben.
Så vi må gøre os umage og holde tungen lige i munden.
Man tør jo næste ikke tro på det.
-for hvordan gør man egentligt? Spurgte studievejlederen helt perpleks en dag, hvor vi endevendte verdenssituationen.
Jeg var lige lidt forvirret et øjeblik.
-ja, du ved, fortsatte hun, kan vi huske at være spontane, impulsive og sociale, uden at det er planlagt, udmålt og afvejet på forhånd. Kan vi huske, hvordan man gør?
Den stod vi lidt og tyggede på.
Og jeg kan da kun give hende ret.
For selvom genåbningen sniger sig ind af dørsprækken og man efterhånden både kan blive klippet og gå på cafe mod fremvisning af en ren profil på sundhed.dk, så kræver det jo planlægning, afstand og mundbind.
Så den store frie folkefest er langt bag i køen og lige nu kan en tur i det lokale supermarked føles som en uhåndterlig folkemængde, der vælter formålsløst rundt mellem hylderne.
For vi er ikke længere vant til at stå tæt, kramme og smage hinandens drinks.
Men heldigvis er vi jo en nation af omstillingsparate borgere, der kan arbejde målrettet og koncentreret med nye retninglinier.
Det kan vi da allesammen skrive på vores cv efter sådan en omgang pandemi.
Kreativ, opfindsom og i stand til at underholde sig selv er vel også kompetencer, vi allesammen har trænet siden d. 11.marts sidste år.
Ligesom gåture, fjernsynskiggeri og håndvask er højt på listen.
Så nu skal vi bare vænne os til at være sammen med andre mennesker.
Så derfor er jeg begyndt at rydde op i mit tøjskab.
Joggingtøjet, striktrøjerne og trusserne uden elastik bliver foldet sammen og lagt bagerst i skabet. Sammen med hyggesokkerne, strithåret og forvaskede bh’er med helt utroligt lange stropper.
Frem i rækken med kjolerne, strømpebukser og pæne sko, der føles helt underlige og anderledes på fødder, der har levet deres eget liv, siden hjemmekontoret blev åbnet.
Strygejernet er kommet i sving og makeup-skuffen er åben.
For jeg trænger til at gøre lidt ud af mig selv.
Hejse op og hive ind, sætte hårnåle i og gøre lidt ud af det.
Bruge hårlak og læbestift.
Neglelak.
Drysse guld og glimmer, rød farve og leopardmønster ud over den hverdag, der lurer lige om hjørnet.
For det trænger jeg til.
Efter et år klædt som et fattiglem fra Katholt, med en frisure skudt ud af firserne, så skal kjolerne altså luftes.
Og den røde frakke.
Og de lyseblå laksko.
For måske smækker døren i lige om lidt og vi bliver nødt til at kravle hjem i hulen, og så ville det da være ærgerligt, hvis man ikke nåede at bruge de nye glimmersko.
xxx