Tag: fest

Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal vi lave en aftale?

Skal vi ikke lave en aftale?

Vi tager en dag om ugen, det kunne for et eksempel være fredag.

Så gør vi fredagen coronafri.

Vi skal selvfølgelig fortsat spritte af, holde afstand, bruge mundbind og alt det der.

Også om fredagen.

Men vi taler ikke om det.

Vi gør det bare.

Ikke et ord om incidentstal, pcr-test, kurver eller vacciner.

Eller Søren og Mette.

Vi lukker lige den skuffe i, bare en gang om ugen.

Så snakker vi om noget andet.

Sjove ting.

Og hvis du efterhånden helt har glemt, hvad sjov er, så er det noget med at grine.

Så kan vi fortælle sjove historier eller grine af åndsvage vittigheder.

Måske kan vi danse fjollet eller udvikle en ny gakket gangart.

Det eneste vi ikke må om fredagen, er at nævne corona.

Heller ikke i TV-avisen.

Eller på Facebook.

Om fredagen skal det simpelthen være forbudt at komme med radikale holdninger og hjemmestrikkede teorier om corona på de sociale medier.

Jeg forestiller mig, at det bliver en succes.

Et kæmpestort frikvarter.

En pause.

Og corona vil stadigvæk være der.

Folk vil stadigvæk blive syge, testet, vaccineret og alting vil stadigvæk være udmattende trælst.

Men det vil være et åndehul.

Bare lige én dag.

Om fredagen bliver det forbudt at tale om corona.

Det er mit forslag.

Og så kommer der lige en regel mere.

Fredagsregel nummer to.

For når vi ikke kan tale om corona, hvad skal vi så tale om?

Og det er her regel nummer to kommer ind i billedet.

Vi skal tale om noget, der er positivt.

Noget sjovt.

Fun.

Det kan ikke nyttet noget, at vi afløser coronasnakken med emner som skattetryk, mangel på lægeambulancer og snevejr i april.

Så nu tager vi os sammen og graver i hjernebarken efter positive historier.

Og det gør ikke noget, at det er genbrug.

Det gør ikke noget, at vi har hørt historien før.

Bare den er sjov.

For der er jo efterhånden lidt lavvande i kassen med nye sjove og underholdende oplevelser, men så er det jo heldigvis dejligt klimabevidst at recykle.

Så det kan du sagtens .

Hiv en gammel historie frem og underhold det nærmeste publikum.

Og hvis ikke historien er sjov nok, så finder du bare på noget selv.

Og kan du slet ikke huske noget, fra dengang man rent faktisk måtte opleve noget, så kan man altid gribe til telefonfis.

Telefonfis er altid sjovt.

Så skaber man en sjov historie lige der.

Og den historie, om dengang vi lavede telefonfis, den kan man jo altid genfortælle på næste fredag, når vi igen holder coronafri.

For lige nu trænger vi til at grine.

Længe.

Højt.

Og til vi får tårer i øjnene.

Så kan vi altid tale om corona imorgen.

Og det er jo ikke fordi vi går glip af noget på den front.

For når du vågner i morgen, så kan du være helt sikker på, at corona stadigvæk hænger i sofaen med en morgenbajer, som den allersidste gæst der bare ikke vil gå hjem.

For corona går ingen steder.

Men det gør dagen i dag.

Og dagen i morgen.

Så vi skal forsat gøre som vi gør, men derfor kan vi jo godt tale om noget andet.

Bare én gang om ugen.

xxx

Partyfantasi

Coronauendeligheden episode 2, dag 4

Holder I også fantasifester inde i jeres hoveder?

Det gør jeg.

Digter lange historier om hvem der skal inviteres, hvad menuen står på, hvor sjovt det bliver, musikken og påklædningen bliver overvejet, drinks bliver planlagt.

Mine fantasifester går altid rigtigt godt, indtil en bil dytter på vejen, naboen råber af ungerne, eller katten jamrer sig ved hoveddøren og virkeligheden vender tilbage.

For hold nu k… hvor er jeg træt af den virkelighed.

At arbejde hjemme, ved spisebordet i stuen, er nøjagtigt lige så irriterende og trættende, som jeg husker det.

Og det er jo ikke ret lang tid siden, vi sidst sad der og afventede verdenssituationen.

Når mit nye liv starter, I ved, postcorona, så vil jeg aldrig nogensinde sige nej til noget somhelst.

Uendelige fester i forsamlingshuse, med E-formede bordplaner, hjemmelavede lejlighedssange og fulde onkler, det lyder lige til at være noget for mig.

Mit gamle jeg ville tænke, at det måske lød lidt som en tør kiks, men mit nye jeg, mit efter-corona-jeg, glæder sig allerede.

Der er garanteret både ananasringe med hønsesalat, honningglaseret skinke og islagkage til dessert.

Nums

Og alle de spændende samtaler med folk, som man aldrig har mødt før, og aldrig kommer til at møde igen.

Og det gør ikke noget, hvis jeg får en bordherre, der kun svarer med enstavelsesord.

Så kan jeg jo bare sige noget.

Og det er jeg ret god til.

Bare jeg får nogle nye at snakke med.

Jeg har jo sømanden, og han er en udemærket samtalepartner, men vi er nødt til at være ærlige.

Emnerne er ved at være lidt udtømte.

Sømanden er selvfølgelig altid klar på en sludder om anden verdenskrig, den tidligere konflikt i Jugoslavien og det kaspiske hav, men altså, det kunne være forfriskende med lidt nye input.

Og jeg er ikke kræsen.

Jeg er faktisk klar til at snakke med hvem som helst, om hvad som helst.

For efter sådan et år i coronaens tegn, så er jeg godt nok ved at være en smule socialt understimuleret.

Jeg har kun været til tankstationsejerens 50 års fødselsdag.

I februar.

Det var det.

Så det kan man da vist godt kalde for et tomt balkort.

-og der er ikke rigtigt nye fester i kikkerten.

Så derfor holder jeg altså fantasifester engang imellem.

Og hvis sømanden er sød, og tager pænt tøj på, så kan det være, at han får lov til at komme med.

Xxx

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

11

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

 Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx

Med eller uden filter!

Åh, jeg holder så meget af mennesker uden filter.

Ikke uopdragne, ondskabsfulde og belærende mennesker, som siger deres uforbeholdne mening, blot at såre andre, eller fremhæve sig selv.

Dem er jeg ikke så vilde med.

Mere dem der taler lidt for højt, spilder på tøjet og siger de helt forkerte ting, på de helt forkerte tidspunkter.

Dem, der fyrer vittigheder af på upassende tidspunkter, og selv er ved at dø af grin, imens resten af selskabet sidder helt indtørrede og overhovedet ikke synes, at det er morsomt.

Den slags mennesker.

Dem, der spiser det mad man stiller på bordet, uden alle mulige underlige krav og restriktioner, men bare syntes det er hyggeligt, at nogen har gjort en indsats.

Dem, der indrømmer at de nogen gange glemmer at gå i bad, har opgivet at følge med i politik og køber den billigste gin, for det skal alligevel bare blandes op med sodavand.

Sådan nogle mennesker.

Dem der lider af sandheds-tourettes, spiser romkugler i smug og glemmer at lyne deres tishul, når de har været på WC.

Dem er kommer på arbejde med mascara på det ene øje, går i supermarked i nattøj, fordi de har glemt at skifte og dem er ved et uheld spiser andres menneskers madpakke, fordi de troede det var deres egen.

Den slags.

Folk der holder igen, som altid taler afdæmpet og velovervejet, med et behersket kropssprog og som ALDRIG spilder på tøjet, gør mig dybt urolig.

Med respekt for, at vi alle sammen er forskellige typer, så er det alligevel som om, at dem der er bedst til at beherske sig, har den højeste status.

-eller de bliver i hvert fald tillagt den højeste status.

Sikkert begrundet i kultur, miljø, Emma Gad og den slags halløj, men mit problem er bare, at jeg keder mig ubeskriveligt, når jeg er i den slags selskab.

Hvor man sender det hjemmelavede havtornssyltetøj HELE vejen rundt om det ekstremt veldækkede bord, og alle omhyggeligt tager en lille tilpas skefuld, imens man skal huske at rose værtindens langtidshævede rugboller, selvom de smager af gammelt hø og ligner forvoksede kokosmakroner.

Interesseret skal man så spørge ind til opskriften, der altid involverer noget med en flettet kurv og hævning i cykelskuret, imens man er bange for at knække en tand og længtes efter en hvid fødselsdagsbolle.

Med smør.

Og man afbryder ikke hinanden, men lader folk tale ud, uanset hvor dræbende kedsommeligt en historie de fortæller, imens man nipper delikat og feminint af både bollen og kaffen, og beundrer dugen, fordi ens hjerne er død af kedsomhed og man ikke kan finde på andre spørgsmål.

Og hvis det er en fødselsdag, så bliver gaverne ikke pakket ud før efter kaffen, så alle kan se, hvor dygtigt værtinden er til at beherske sig.

Og man spiser kun en bolle pr. person, for man er jo ikke sådan en grådig en, men hvis man er meget sulten, kan man altid forsigtigt høre, om sidemanden vil være med til at dele en bolle.

Lækre og velduftende kager bliver sat på bordet, og man tager et lillebitte stykke, for man skal jo smage når der sådan er bagt, – men også lidt fordi den langtidshævede bolle sidder lidt fast i halsen.

Imens spørger man aktivt og interesseret ind til hinandens ferieplaner, måske taler lidt om hortensiaernes blomstring sidste sæson og dupper sig forsigtigt om munden med en serviet.

Man holder sig for god til at sladre, men har man noget, der alligevel presser sig på, så bliver det fortalt med bedrøvelig ansigtsmimik, dæmpet stemme og alvorligt kropssprog.

Man er iklædt lyst og venligt tøj, feminin, men praktisk frisure, og alle har medbragt tørklæde og en lækker cardigan, for der opstår altid træk, og hvis man er sådan en der altid sveder lidt, og hurtigt får det lidt for varmt, så er det i hvert fald ikke noget vi taler om.

Det er bare det, at jeg næsten ikke kan holde mig vågen i den slags selskaber.

Og i mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med.

Så troede jeg, at det var dem, der var noget galt med.

Men jeg er efterhånden nået til den konklusion, at det bare ikke er noget for mig.

Jeg kan godt lide selskaber, hvor folk afbryder og råber i munden på hinanden, spiser til de er mætte og begejstret flår papiret af gaverne, fordi det er for fedt at få pakker.

Hvor der bliver spildt på dugen, og hvor værtinden har lavet maden selv, hvis hun gider og hvis hun ikke gider, så har hun købt noget i Netto.

Hvor man kommer kl.13 og går kl.22, fordi det bare var skide hyggeligt, og hvor der bliver grint, snakket og talt frit fra leveren om livets udsving, både det der gør ondt, og det der er sjovt, og hvor ferieplaner, valg af håndklædefarver og elkedler ikke fylder ret meget, for der er så mange tusind andre ting, som er meget mere spændende.

Hvor man griner så meget, af sig selv og hinanden, at man pludselig må løbe på toilettet for ikke at tisse i bukserne, hvor man bliver grebet af fællessang og alle synger med på et gammelt 70’er hit, og hvor man pludseligt opdager, at hende der sidder overfor, engang har knaldet ens fætter.

Den slags selskaber samler jeg på.

Der hvor folk ikke har noget filter, hvor der er højt til loftet og latteren får bordet til at gynge. Hvor alle mulige siger alt muligt i munden på hinanden, og hvor man indrømmer blankt, hvis man har noget godt sladder.

Den slags.

Og det er ikke nogen fordømmelse, eller konkurrence, men blot en konstatering.

Personlig smag.

Jeg holder så meget af mennesker uden filter.

xxx