Fordele ved alting

Jeg bor i Skagen.

Det blæser næsten altid heroppe, og hvis der er en enkelt vindstille dag, så stiller vi os alle sammen måbende ud på terrassen, imens vi venter på, at det starter igen.

Der er mange fordele ved at bo i Danmarks nordligste by.

Pigerne har for eksempel gået i Danmarks nordligste skole.

Altså, det er jo ikke rigtigt en oplysning man kan bruge til så meget, men som sømanden siger, så kan man jo prale af alting.

Hvis man vil.

Det kan også være et stærkt kort at have på hånden, hvis man får en indbydelse til et selskab.

Sådan en indbydelse, som afsenderen tydeligvis selv har lavet på computeren.

Printet ud på fotokopipapir og foldet, så det næsten ligner et købekort.

På forsiden er der ofte et morsomt billede af fødselaren.

Man kunne næsten fristes til at kalde det for et fjollet billede.

Ved siden af det festlige foto er der altid placeret en aflang firkant, fyldt med dekorative blomsterelementer, gerne i grå og hvide farver.

Måske er det også et lille klistermærke.

Så åbner man indbydelsen og indser, at man godt kan den dag.

Man kan godt.

Så melder man til, køber en gave og begynder måske også at glæde sig en lille smule.

Og når dagen oprinder, så går man i bad, friserer sit hår og hvis årstiden er til det, så kan det være, at man oven i købet ofre et par af sine gode nylonstrømper.

Og så sætter man sig ind i bilen, sammen med sømanden, der har været klar til afgang i lang tid, men som alligevel finder på noget uopsætteligt i sidste øjeblik.

Når man så ankommer til festen, har afleveret sin gave og givet hånd de samme mennesker flere gange, så skal man finde sin plads.

Der er bordkort, og man håber bare, at der ikke er alt for mange lejlighedssange.

Forretten er en helt utrolig kold fiskeanretning, med hvidt flutés skåret på skrå.

Og kuvertsmørret er skåret ud med en ostehøvl.

Så snipper man lidt af hvidvinen, der er så sur, at man får en lille smule tårer i øjnene.

Og når forretten er spist og hvidvinen er drukket, så er man kommet til det punkt, hvor det meste af selskabet skal ud for at ryge.

Sådan var det i hvert fald i gamle dage.

Men nu er der jo ingen, der ryger mere.

Så vi bliver siddende.

Drejer lidt rundt med vinglasset, bøjer bordkortet og forsøger at komme i tanke om et neutralt samtaleemne, inden den berømte engel ikke bare går igennem stuen, men simpelthen vælger at slå sig ned ved bordet.

Så er der altid en, der får et genialt indfald, og smider bomben.

-nå, men hvor kommer I så fra? Spørger de og håber at englen sætter sig ved nabobordet.

Og det er jo et dejligt stikord, når man bor i Skagen.

For de fleste folk har en holdning til Skagen.

De har selv været der, eller så kender de nogen, der har været der. Måske vil de gerne derop, og hvordan er det nu med uge 29?

Så er der lidt at snakke om, og folk vil altid gerne sikre sig, om det nu er helt rigtigt, at sømanden og jeg bor deroppe hele året.

Både sommer og vinter.

Og det gør vi jo.

Om vi så kender deres mors onkel?

Han flyttede godt nok derfra i 70’erne, men alligevel.

Måske hed han Jens eller Niels, eller måske Claus?

Og hvor ufatteligt det end lyder, så er det så sikkert som amen i kirken, at sømanden ved hvem han er.

Og på den måde, kan samtalen så åbne sig i alle retninger, alt efter hvem man deler bord med.

Kunstnerkolonien, de gule huse, andre kendte feriesteder, folk fra København, Sverige, alt muligheder står åbne.

Og pludselig er hoveretten på vej, og man håber bare, at grøntsagerne ikke er alt for udkogte.

Og måske er rødvinen helt utroligt tung, og der kommer flere lejlighedssange, og nogen af dem har måske så mange vers, at det har været nødvendigt at trykke på begge sider af papiret.

Men det gør ikke så meget.

For nu har man fundet et fælles tredje, som studievejlederen kalder det.

Så går aftenen lidt nemmere.

Man kommer helskindet til både desserten og natmaden, og ind imellem er man måske blevet budt op af en danseglad bordherre, der svinger én rundt og rundt i dansen, så man er en lille smule svimmel bagefter.

Og når det hele ovre, så siger man farvel og ja til, at folk må kigge ind, hvis de kommer derop, og nej til, at de må overnatte med 4 af deres bedste veninder i uge 29.

Og måske har man lejet et hotelværelse, eller måske har man holdt sig ædru, så man kan kører hele vejen hjem igen.

På den øde motorvej.

Imens man hører P4-aften, kigger ud i mørket, endelig når til Frederikshavn og indser, at det stadigvæk mangler 45 km.

Inden man er hjemme.

Der hvor man bor hele året.

xxx

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

11

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

 Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx