Hvor svært kan det være?

-du skal selv lave mad i dag, jeg kommer sent hjem.

Sømanden stemme var venlig, næsten høflig i telefonen.

Panikken ramte mig som et langsomt tidevand. Dryppede ud af telefonen og spredte sig som et mørke i mit indre.

-jeg kan godt, messede jeg tavs for mig selv, imens lokaltoget humpede ind til byen.

-bare smut i Rema og find noget du kan varme, foreslog sømanden optimistisk og afsluttede opkaldet.

Så det gjorde jeg. Parkede cyklen i Remas cykelstativ og fandt en kurv inde i butikken. Vandrede hvileløst rundt imellem reolerne.

Min første ide var en chinaboks. Man kan få dem frosne og hele baduljen skal jo bare i mikroovnen til en hurtig opvarmning.

Men 27 kroner forekom jeg alligevel at være meget for lille portion nudler og tre stykker udkogt kylling.

Så var det, at jeg fik en genial ide.

Den virkede i hvert fald genial, da jeg stod i Rema.

Nachos.

Med ost og chilibønner på dåse.

Kødfri dag.

Jeg følte mig meget dygtig, især fordi sømanden havde ytret, at en tidligere indkøbt pose med smelteost snart skulle spises.

Jeg var åbenbart sådan en type, der planlægger aftensmaden, med henblik på at få brugt de rester der allerede var i køleskabet.

Meget klimavenligt

Jeg købte også et glas salsa.

Hot.

Da jeg kom hjem, startede jeg helt planlægningsagtigt med at tænde for ovnen.

Det fungerede ikke lige.

Jeg drejede på alle knapper, men den virkede ikke.

Så kom jeg i tanke om, at sømanden flere gange hvad fortalt, at ovnen nok snart var færdig, men at den da virkede endnu.

Her begyndte mit blodsukker at falde.

Jeg ringede til sømanden.

Katten begyndte at jamre sig, for den havde være alene hele dagen og følte sig helt utroligt forsømt.

Sømanden tog telefonen.

Jeg satte han lettere hysterisk ind i situationen.

Kattens jamren steg en oktav.

Sømanden spurgte, om jeg havde drejet på knapperne.

Dét havde jeg så gjort.

Han foreslog facetime, så han bedre kunne orientere sig.

Han fik facetime.

Nærstuderede langsommeligt ovnen derude fra havet.

Katten begyndte at gnide sig op af mit ben.

Jeg blev så hidsig, at jeg overvejede at kyle kat, telefon og ovn ud af vinduet.

Til sidst virkede lortet på grill-funktionen.

-du skal lige lade den blive varm, forklarede sømanden pædagogisk, – så kan du dreje den over på almindelig ovn bagefter.

Han lagde på og jeg råbte nærige røvhul ud i luften.

Så tog jeg to beslutninger.

Den første var, at jeg ville tvinge sømanden til at købe en ny ovn hurtigst muligt, og den anden var, at se bort fra sømandens kyndige råd og vejledning.

Jeg knaldede arrogant fadet med nachos i ovnen.

Ikke mit livs bedste beslutning.

De brændte på og blev ubeskriveligt tørre.

Men man skal jo aldrig give op, så jeg trak det brændte lag ost af, og dryssede resten af osten ind imellem de varme chips, i håbet om at varmen fra de brændte chips ville smelte osten.

Det gør den så ikke, kan jeg informere om.

Så skulle chilibønnerne varmes.

Jeg fandt et ildfast fad af passende størrelse, hældte bønner i og satte hele herligheden ind i mikroovnen.

2 minutter, omrøring og et minut.

Tilfreds med min egen indsats lavede jeg et fad med de nu halvkolde, men imponerende tørre nachos med usmeltet ost, glasset med salsa og skålen med varme chilibønner.

Jeg besluttede mig for at spise foran fjernsynet og satte bakken på fodskamlen foran lænestolen.

Spiste stædigt min hjemmelavede mad.

Det krævede en del væske at skylle de chips ned.

Midt i det hele kom sømanden hjem.

Det distraherede mig og jeg blev uopmærksom.

Det var her, katten valgte at slå til.

Den gik efter chilibønnerne.

Slikkede lystigt af sovsen.

Smaskede tilfredst.

Møgdyr.

Jeg gav op og erklærede festmåltidet for afsluttet.

Hældte resterne i madskraldespanden og satte fad og skål i blød i vasken.

Sådan noget brændt ost sidder nemlig rigtigt godt fast i glasuren på et ildfast fad.

Udmattet og muggen satte jeg mig i stolen foran brændeovnen.

Lidt senere gik sømanden i gang med opvasken.

Han kom ind i stuen.

-brugte du den her skål til at varme chilibønner i? Spurgte han så.

Han stod med det lille ildfaste fad, jeg havde brugt i mikrooven.

-ja! Sagde jeg så, fast besluttet på at forsvare mine gastronomiske evner, -det var den jeg brugte, den passer jo perfekt i størrelsen til en dåse chilibønner. Hvorfor?

-fordi, sagde sømanden og trak vejret dybt, -det er en urtepotte!

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

11

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

 Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx