Tag: Skagen

Kartofler og trækasser

-kom lige, skynd dig!

Sømanden lød så intens og insisterende ude fra køkkenet, at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og halsede derud.

Måske havde han skåret sig!

Hakket sig i fingeren eller snittet sig på mandolinjernet.

Sømanden stod bøjet foran den nye ovn.

Jeg var lettere forpustet og en lille smule forvirret.

-se, hylede sømanden og pegede ind i ovnen, -kartofler!

Jeg kiggede ind i ovnen.

Kartofler.

Skåret i nydelige både og drysset med noget krydderihalløj.

Vi stod lidt og kiggede på kartoflerne.

Jeg følte, at jeg skulle gøre noget.

-de så er flotte, sagde jeg så.

-de er er ikke bare flotte, brølede sømanden begejstret, – man kan jo se dem. Lige der! Igennem ruden!

Han rettede sig op og satte selvfedt hænderne i siden.

Stod lidt og betragtede sit værk.

Tilfreds med tilværelsen.

-i den gamle ovn, forklarede han så pædagogisk,- der kunne man slet ikke se så tydeligt gennem ruden.

Jeg efterlod den glade mand i køkkenet og gik ind i stuen, endnu en gang sat til vægs af sømanden begejstring for hverdagens glæder.

Hans helt store kærlighed er i øjeblikket en avokadoplante.

Finn-Oles mors havde for et par år siden gang i at forspire en omgang avokado-sten.

Sømanden fik en med den fineste lille grønne spire. Den boede en plasticpose med vådt køkkenrulle og sit helt eget mikrosystem.

Han hjembragte den lykkeligt fra tankstationen og plantede den omgående ud i en urtepotte.

Nu er den den cirka 1 meter og tyve høj, og i sidste uge lavede den to nye skud.

Sømanden tjekker dagligt, om jeg nu også følger med i udviklingen.

Det gør jeg.

Det er faktisk lidt svært at undgå.

Og hvis jeg spørger, så kan jeg sikkert også få lov til at se han forkromede Raleigh cykel.

Special edition.

Jeg har set den mange gange, men jeg må gerne se den igen.

Anytime.

Og til jul fik han en radio af sin arbejdsplads.

Den har han ikke rigtigt brugt, men til gengæld er han rigtigt glad for emballagen.

For radioen kom i den fineste trækasse, som passede perfekt til hans samling af mikroværktøj.

Små skruetrækkere, tænger og pincetter, til reparation af små ting.

Han har skrevet “Small Tools” uden på med en sort sprittus.

Marinasoldaten var dybt misundeligt på den fine æske.

Sømanden er en rig mand og har jænne gue sauer, som man siger på nordjysk.

Og det prøver jeg tappert at lære noget af.

Finde glæden i en trækasse  og føle mig rig, når der er ild i brændeovnen, kattens snorker og jeg kan se, at kartoflerne snart er færdige.

Sommetider kan jeg nemlig godt miste overblikket lidt.

Blive forvirret, drukne i komplicerede relationer og have svært ved at finde glæden lige foran mig.

Så tyer jeg til sømanden.

Krammer ham lidt, imens han fortæller mig om vintergækkerne ude i haven, avokadoens fremskridt og spørger om han skal hente et tæppe eller om jeg måske skal have repareret min cykellygte.

De vigtige ting.

De små, store ting.

Og måske laver han et badutspring for at muntre mig op og sammen får vi lige lagt alt det unødvendige støj i en kassen, som vi sætter ud til storskrald.

For livet findes jo lige foran os, dagen er jo lige her, og når man både både har ny ovn, en avokadoplante og en trækasse til small tools, så kan man da kun være i godt humør.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Tik-tak

Så tog den yngste af tøserne på rygsæksrejse.

Vi satte hende på toget kl. 5.23 forleden morgen og vinkede stolte farvel igennem ruden.

Toget forlod raslende stationen, og efterlod os på perronen.

Vinden hylede koldt og jeg trak halstørklædet tættere om halsen, inden vi traskede tilbage til bilen og kørte hjem til matriklen.

Sømanden overvejede at køre i motionscenteret, når nu han alligevel var oppe.

Jeg spiste morgenmad, pakkede min taske og cyklede på arbejde.

Da jeg kom hjem igen, var der status quo.

Mig, sømanden, katten og stueurets sagte tikken.

Vi sad lidt i køkkenet.

-nåe, sagde sømanden og kiggede tomt ud i luften, -hvad kunne du så tænke dig til aftensmad?

Jeg foreslog halvhjertet en kyllingesalat.

Sømanden lavede svinekoteletter. Med salat og stegte kartofler.

Vi fik vand til.

Bagefter satte vi os ind foran fjernsynet.

Og det er jo vidunderligt, at ens døtre har mod på at flytte ud af byen, begynde på en uddannelse, rejse ud i verden med rygsæk, trives og starter deres eget liv.

Man kan jo kun blive helt stolt og glad.

Og så sidder man der stuen, og prøver på at huske, hvad man egentligt lavede, dengang man selv bestemte over sin kalender.

Før forældremøder, skolehjemsamtaler, skolefodboldsweekender og gymnastikopvisninger, kombineret med fødselsdage, Fårup sommerland og lektielæsning og hente og bringe seancer. Efterfulgt af gymnasietiden, med fester, eksamen og corona-lockdown.

Hvad lavede man egentligt dengang?

Hvad talte vi om?

Hvad fik vi tiden til at gå med?

Vi kan ikke rigtigt huske det, til gengæld minder kattens jamre os om, at vi nu er de primære omsorgspersoner i et luksusliv levet i varme børnedyner og med nus og kæleri i overflod. Og nu må den nøjes med sømanden, der forbarmer sig og tager den på skødet, mest for at slippe for det højlydte klynkeri.

Vi skal nu selv fylde kalenderen, samtalerne, weekenderne og aftenerne.

Så vi er begyndt at se Peaky Blinders.

En serie på Netflix, som yngste barnet satte os i sving med, ind hun smuttede til Indien.

Problemet var bare, at vi ikke havde Netflix, og sømanden, som har et meget anspændt forhold til streaming tjenesternes prisniveau, afviste kategorisk at installere endnu en app.

Efter benhårde forhandlingerne blev de enige om at afmelde Viaplay og installere Netflix.

Så nu er vi beskæftiget og hun er rejst.

Så sidder vi der, i hver vores lænestol og følger med i familien Shelbys kriminelle aktiviteter.

En imponerende energi den familie lægger for dagen.

Meget opfindsomt.

Og når stueuret slår 22, så går vi i seng.

Vi er helt udmattede af dagens strabadser og lægger som skudt, der i mørket.

Ind imellem varierer vi med programmer om kanalsejlads, Rick Stein og verdens smukkeste togrejser.

Så snakker vi lidt om vejret og lukker katten ind og ud, og ind og ud igen.

Jeg har undersøgt, hvor man kan gå til linedance og sømanden har været med konstablen i Frederikshavn.

Men lige nu, vi er lige der, hvor vi skal være, med en følelse af, at vi selv kan forme tiden og fremtiden.

Det er en ny dør, et nyt kapitel og der mange muligheder at vælge imellem.

Så vi ser Peaky Blinders og sidder lidt i sofaen.

Mærker efter og lytter efter lyde i stilheden.

Og så har vi besluttet, at vi ikke trækker det åndsvage stueur op mere, for det er da ikke til at holde ud at høre på det tikkeri.

xxx

 

 

 

 

 

 

Du må godt!

Sømanden og jeg fik morgenkaffe i gårdhaven.

Huset er egentlig ikke bygget med en gårdhave, men med en flot svungen indkørsel til en lukket garage.

Garagen fik vi ret hurtigt lukket og lavet om et et alsidigt hobbyrum.

Nogle år senere skulle jorden skiftes på hele matriklen.

Tjæreforurening.

Vi bor nemlig i et område, hvor fiskerne i tidernes morgen tjærede deres garn og lod dem tørre i solen.

Så jorden skulle skiftes.

Fliser blev gravet op, træet fældet og bedene ryddet.

Jorden blev fjernet og nyt lagt på.

Håndværkerne fejede, strøede sand og skruede stakittet på og forsvandt lige pludseligt, som de var kommet.

Der stod vi så, sømanen og jeg, og kiggede ud af køkkenvinduet.

På en fuldstændigt blotlagt have.

Flad som en pandekage og uden den mindste busk.

-hold nu kæft, hvor tager den indkørsel mange kvadratmeter, sagde sømanden så og slubrede en tår kaffe, -man burde jo lave en gårdhave i stedet for.

Så det gjorde vi.

Satte læhegn op og lagde fliser.

Så nu har vi den hyggeligste gårdhave.

Og der sad vi og drak morgenkaffe.

Vippede med tæerne og lyttede til ambulancen.

Det er nemlig Skagen Visefestival.

Og vi bor tæt på Falck-stationen.

Og byen er proppet med mennesker, fadølsanlæg, musik og glæde.

Det er nemmere at cykle end at køre bil, der er autocampere overalt og en lind strøm af folk, der målbevist traver mod bymidten og havnen, og en lind strøm af folk, der fortumlet slingre den anden vej.

Det er hyggeligt og fantastisk.

Og så håber jeg, at de lige tager et øjeblik imellem to fadøl.

Bare lige ti sekunder.

Hvor de lige stopper op, og tænker på corona.

Lige mindes hvordan vi sad isoleret, indespærret, ensomme, længselsfulde og desperate af kedsomhed.

Hvordan vi svingede imellem håb, nedtur, vanvid og minkhistorier.

Pressemøder og Sørens Brostrøms gode råd fra værktøjskassen.

Mundbind, håndsprit og vacciner.

Så det er nu, vi griber det.

Det satans liv.

Og det kan gribes med en fest og en fadøl.

Eller en koncert på havnen.

Eller ved at sidde i gårdhavens flimmerskygge og vide, at der er en fest derude, og hvis man har lyst, så kan man jo bare gå derned.

Det er nemlig tilladt.

Lovligt.

Og så kan det godt være, at priserne på fadøl er steget.

At Putin har sin helt egen dagsorden.

Og et forsigtigt incidenstal pipper ovre i hjørnet.

Det er muligt.

Men i dag er det sommer.

Og akkurat som med Spangsberg.

Så må vi godt.

xxx

Fordele ved alting

Jeg bor i Skagen.

Det blæser næsten altid heroppe, og hvis der er en enkelt vindstille dag, så stiller vi os alle sammen måbende ud på terrassen, imens vi venter på, at det starter igen.

Der er mange fordele ved at bo i Danmarks nordligste by.

Pigerne har for eksempel gået i Danmarks nordligste skole.

Altså, det er jo ikke rigtigt en oplysning man kan bruge til så meget, men som sømanden siger, så kan man jo prale af alting.

Hvis man vil.

Det kan også være et stærkt kort at have på hånden, hvis man får en indbydelse til et selskab.

Sådan en indbydelse, som afsenderen tydeligvis selv har lavet på computeren.

Printet ud på fotokopipapir og foldet, så det næsten ligner et købekort.

På forsiden er der ofte et morsomt billede af fødselaren.

Man kunne næsten fristes til at kalde det for et fjollet billede.

Ved siden af det festlige foto er der altid placeret en aflang firkant, fyldt med dekorative blomsterelementer, gerne i grå og hvide farver.

Måske er det også et lille klistermærke.

Så åbner man indbydelsen og indser, at man godt kan den dag.

Man kan godt.

Så melder man til, køber en gave og begynder måske også at glæde sig en lille smule.

Og når dagen oprinder, så går man i bad, friserer sit hår og hvis årstiden er til det, så kan det være, at man oven i købet ofre et par af sine gode nylonstrømper.

Og så sætter man sig ind i bilen, sammen med sømanden, der har været klar til afgang i lang tid, men som alligevel finder på noget uopsætteligt i sidste øjeblik.

Når man så ankommer til festen, har afleveret sin gave og givet hånd de samme mennesker flere gange, så skal man finde sin plads.

Der er bordkort, og man håber bare, at der ikke er alt for mange lejlighedssange.

Forretten er en helt utrolig kold fiskeanretning, med hvidt flutés skåret på skrå.

Og kuvertsmørret er skåret ud med en ostehøvl.

Så snipper man lidt af hvidvinen, der er så sur, at man får en lille smule tårer i øjnene.

Og når forretten er spist og hvidvinen er drukket, så er man kommet til det punkt, hvor det meste af selskabet skal ud for at ryge.

Sådan var det i hvert fald i gamle dage.

Men nu er der jo ingen, der ryger mere.

Så vi bliver siddende.

Drejer lidt rundt med vinglasset, bøjer bordkortet og forsøger at komme i tanke om et neutralt samtaleemne, inden den berømte engel ikke bare går igennem stuen, men simpelthen vælger at slå sig ned ved bordet.

Så er der altid en, der får et genialt indfald, og smider bomben.

-nå, men hvor kommer I så fra? Spørger de og håber at englen sætter sig ved nabobordet.

Og det er jo et dejligt stikord, når man bor i Skagen.

For de fleste folk har en holdning til Skagen.

De har selv været der, eller så kender de nogen, der har været der. Måske vil de gerne derop, og hvordan er det nu med uge 29?

Så er der lidt at snakke om, og folk vil altid gerne sikre sig, om det nu er helt rigtigt, at sømanden og jeg bor deroppe hele året.

Både sommer og vinter.

Og det gør vi jo.

Om vi så kender deres mors onkel?

Han flyttede godt nok derfra i 70’erne, men alligevel.

Måske hed han Jens eller Niels, eller måske Claus?

Og hvor ufatteligt det end lyder, så er det så sikkert som amen i kirken, at sømanden ved hvem han er.

Og på den måde, kan samtalen så åbne sig i alle retninger, alt efter hvem man deler bord med.

Kunstnerkolonien, de gule huse, andre kendte feriesteder, folk fra København, Sverige, alt muligheder står åbne.

Og pludselig er hoveretten på vej, og man håber bare, at grøntsagerne ikke er alt for udkogte.

Og måske er rødvinen helt utroligt tung, og der kommer flere lejlighedssange, og nogen af dem har måske så mange vers, at det har været nødvendigt at trykke på begge sider af papiret.

Men det gør ikke så meget.

For nu har man fundet et fælles tredje, som studievejlederen kalder det.

Så går aftenen lidt nemmere.

Man kommer helskindet til både desserten og natmaden, og ind imellem er man måske blevet budt op af en danseglad bordherre, der svinger én rundt og rundt i dansen, så man er en lille smule svimmel bagefter.

Og når det hele ovre, så siger man farvel og ja til, at folk må kigge ind, hvis de kommer derop, og nej til, at de må overnatte med 4 af deres bedste veninder i uge 29.

Og måske har man lejet et hotelværelse, eller måske har man holdt sig ædru, så man kan kører hele vejen hjem igen.

På den øde motorvej.

Imens man hører P4-aften, kigger ud i mørket, endelig når til Frederikshavn og indser, at det stadigvæk mangler 45 km.

Inden man er hjemme.

Der hvor man bor hele året.

xxx

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer  til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx

 

 

 

Tæt på naturen!

Jeg bor i Skagen.

Selvom det er en by, så er det en lille by, og naturen er helt bogstaveligt tæt på. Vi bor på en lukket vej, og alligvel, så har vi jævntligt vilde dyr i haven.

Det kan både være rådyr, mink, mår, pindsvin, egern, vilde småfugle og store måger, som faktisk larmer en del, når de trasker rundt på taget.

Vi har også fastboende solsorte, der starter dagen med at stirre ind ad køkkenvinduet, indtil der bliver udleveret æbler.

Rådyrerne kommer mest om nattten, de er tilsyneladende helt vilde med tulipaner, og kommer jævntligt forbi for at græsse dem ned.

Men en varm sommernat for et par år siden, havde jeg faktisk et besøg i haven, som bestemt ikke var et rådyr.

Sømanden var på de syv verdenshave, så jeg var alene hjemme med pigerne.

Nu er jeg mørkeræd og ikke specielt modig om natten, men det var det sommer, og det var varmt, og jeg har sådan en haps på terrassedøren i soveværelset, som gør at døren er låst, selvom den står på klem.

Jeg vågende midt om natten, ved en insisterende pusten og stønnen ude på terrassen.

Der var en rumsteren og en stønnen, og man kunne fristes til at tro, at der stod en mand og rykkede sig i banditten derude på terrassen.

Nu har min fantasi aldrig fejlet noget, så jeg digtede straks en historie om, at det var en undvegen straffefange, som stod og lurede på, hvordan han kunne bryde ind og få påbegyndt sit blodige voldsorgie.

Sveden drev ned af ryggen og øjnene var helt spilet op i mørket, imens jeg febrilsk fik fundet min mobil på natbordet og trykket sømandens nummer.

Imens den ringede, fik jeg sammenstykket traileren til  den kommende film bygget på virkelige begivenheder.

Pludselig fortrød jeg, at jeg havde ringet til sømanden.

Hvad nu;  hvis vi blev myrdet, imens telefonlinien var åben, så kunne han bare sidde der ude i styrhuset og lytte, imens hans kone og børn blev tortureret ihjel af en blodtørstig psykopat.

Mine tanker blev dog afbrudt af sømanden, der irriteret havde råbt hallo gentagne gange i telefonen.

Mig: Heeeyjj…

Sømanden( dybt bekymret) : Hvad er der ?

Mig: Der en en ude på terrassen…

Sømanden: Hvorfor tror du det ?

Mig (lidt irriteret over, at sømanden ikke gik i panik med det samme): Jeg kan høre, en der puster og stønner helt vildt!

Sømanden: okay..

Mig( nu med klynkestemme): Det er altså rigtigt..

Sømanden: Prøv at holde telefonen hen til døren, så jeg kan høre det!

Her blev jeg lidt irriteret over, at sømanden ikke troede på mig med det sammen, men jeg var også ivrig efter at bevise hvor farligt det hele var. Så jeg holdt telefonen ud i strakt arm, stak telefonen ud af døråbningen, imens jeg vendte hovedet bort.

Jeg havde også lukket øjnene!

Der var en intens stønnen på terrassen og en intens lytten i telefonen.

Efter noget, der føltes som livstid, tog jeg telefonen op til øret.

Mig( åndeløs af spænding) : Kunne du høre det?

Sømanden: Det er et pindsvin!

Efter lidt debatteren frem og tilbage, og en episode, hvor sømanden tvang mig til at sige som en slange ud igennem dørsprækken, hvilket fik pindsvinets til at tie  og lytte, måtte jeg overgive mig, og give sømanden ret.

Et pindsvin.

Det er det vildeste antiklimaks jeg nogensinde har haft.

Ever!

Siden dengang har vi tit mødt pindsvinet, når det går sin haverunde og under højtlydt snøfteri og stønnen guffer snegle og andet kryb.

– og hvis jeg bliver vækket om natten ved lidt pusten og stønnen fra terrassen, så ved jeg nu; at det ikke nødvendigvis er en moderisk voldsforbryder, men at det kan være et pindsvin på sneglejagt.

xxx

 

 

 

Strømpebukse-shopping-tips

Jeg bruger mange strømpebukser.

Storforbruger er vist en passende betegnelse.

Og jeg kan godt lide at hive mine strømpebukser godt op.

De skal sidde i taljen og der må ikke være det der lufthul i skridtet.

Hvis strømpebukserne ikke er lange nok i benene, så kommer der et hulrum, der hvor strømperne slutter og inden trusserne begynder. Mit fokus forsvinder, og jeg mister evnen deltage i en almindelig samtale, for jeg kan ikke tænke på andet end at trække mine strømper op. Det er så trælst!

At finde strømpebukser der sidder godt, kan være et problem.

Indrømmet, det ligger i kassen med I-landsproblemer, lige ved siden af kassen med ting som rager sømanden en høstblomst.

Sidste år skulle jeg bruge et par strømper med søm.

Og da jeg var blevet lidt overvældet af annoncer i lokalavisen og diverse opslag på Facebook, som i en lidt truende tone opfordrede til at handle lokalt, så allierede jeg mig med min mor, og vi travede optimistisk ned i byens gågade.

Vi var i mange butikker.

Faktisk dem allesammen.

Tilsidst endte vi en damebutik, i den lidt finere ende af skalaen, i hvertfald hvis de selv skulle sige det.

Der var kun 3 farver i den butik.

Grå, Hvid og Sort.

Somom jantelovsheksen lige havde været forbi og tryllet alt magien og glæden bort.

Det var en meget alvorlig butik.

Ud fra baglokalet kom en lille lavbenet dame stavrende, med kort praktisk frisure og et stramt smil på læberne.

Der blev udvekslet elevatorblikke.

“Hvad kan jeg hjælpe med ?” Spurgte hun, og lignede en der var sur over, at alle og enhver bare sådan havde lov til at gå ind i forretningen.

“Har I strømper med søm?”

Spørgsmålet hang i dirrede i luften.

Min mor og jeg skævede op til hylden med Wolford-strømper. Måske kunne hun bestille hjem..

Den lille dame tog en dyb indånding. Jeg blev helt bekymret for, om knapperne i den grå skjorte kunne holde.

Det var virkelig en dyb indånding.

På udåndingen blev der hvislet mellem tænderne:

” Den slags, er der ingen, der bruger!”

Vi blev faktisk lidt målløse, min mor og jeg, som at stå overfor janteloven i egen person.

Der blev taget en ny indånding og på den lange udånding kom det så:

” Hvor skal I hen, siden I er klædt ud?”

Vi købte ikke noget.

– og personligt cyklede jeg hjem og googlede på nettet.

Her fandt jeg Pamela mann.

De har strømperbukser i alle farver og op til str uk 32, og her købte jeg strømper med søm, fiskenetsstrømper med små huller og almindelige lyse. Hele herligheden blev afleveret på mit dørtrin 4 dage senere, af en ung mand fra Sæby Budservice.

Bevares, der er porto på, men er det stadigvæk billigt, og hjemmesiden dømmer mig ikke ude, bare fordi vi ikke har samme smag i tøj.

Senere har jeg også fundet siden Big Tights Company. Også i England, også med god service. Her går strømpebukserne op til 230 cm i livvidde, og der er god plads til både ankler og lår.

link til Pamela mann:

https://pamelamann.co.uk

Link til Big Tights Company:

Homepage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagens julepynt #2

Juleklokken

Da jeg var barn, lå der en butik på min skolevej. Hvad butikken hed står hen i det uvisse, men indehaveren blev i folkemunde omtalt som Slaskejane.

Slaskejane boede ovenpå butikken, og hver morgen stod hun op, klædte sig på, spiste morgenmad og åbnede butikken.

Der var aldrig kunder.

Nogensinde.

Slaskejane stod troligt bag disken, albuerne på bordet og hænderne under hagen.

Hver dag, når jeg gik hjem fra skole, stod hun der og ventede på kunder, ventede på at dagen gik, ventede på døden.

Der gik historier om, at hun havde madrassen fuld af penge og det var altid lidt uhyggeligt at gå forbi hendes vinduer. Der lugtede af ensomhed langt ned af gaden.

Et år til jul, så satte Slaskejane en juleklokke i vinduet!

Jeg besluttede, at den skulle min mormor have i julegave.

Jeg åbnede modigt døren til butikken og kiggede opløftende på Slaskejane. Tænkte, at hun nok blev glad, når hun sådan fik kunder i butikken. Følte mig også lidt filantropisk, og bange på samme tid. Jeg skød hjertet op i livet og spurgte:

“Hvad koster juleklokken i vinduet?”

30 sekunder senere stod jeg ude på fortovet. Uden juleklokke.

For juleklokken var ikke til salg, tilgengæld fik jeg et møgfald helt gratis. Det kostede ikke noget. Og Slaskejane; hun var rasende og fornærmet over, at jeg havde den frækhed at vove mig ind i en forretning for at købe noget. Sikke da en åndsvag ide!

– jeg kan ikke huske, hvad min mormor fik i julegave det år, men da jeg så en juleklokke på et loppemarkede i sommers, ja, måtte jeg have den.

Og tænk engang; – jeg fik lov til at købe den!