Tag: fødselsdag

Åh, jeg holder så meget af mennesker uden filter.

Ikke uopdragne, ondskabsfulde og belærende mennesker, som siger deres uforbeholdne mening, blot at såre andre, eller fremhæve sig selv.

Dem er jeg ikke så vilde med.

Mere dem der taler lidt for højt, spilder på tøjet og siger de helt forkerte ting, på de helt forkerte tidspunkter.

Dem, der fyrer vittigheder af på upassende tidspunkter, og selv er ved at dø af grin, imens resten af selskabet sidder helt indtørrede og overhovedet ikke synes, at det er morsomt.

Den slags mennesker.

Dem, der spiser det mad man stiller på bordet, uden alle mulige underlige krav og restriktioner, men bare syntes det er hyggeligt, at nogen har gjort en indsats.

Dem, der indrømmer at de nogen gange glemmer at gå i bad, har opgivet at følge med i politik og køber den billigste gin, for det skal alligevel bare blandes op med sodavand.

Sådan nogle mennesker.

Dem der lider af sandheds-tourettes, spiser romkugler i smug og glemmer at lyne deres tishul, når de har været på WC.

Dem er kommer på arbejde med mascara på det ene øje, går i supermarked i nattøj, fordi de har glemt at skifte og dem er ved et uheld spiser andres menneskers madpakke, fordi de troede det var deres egen.

Den slags.

Folk der holder igen, som altid taler afdæmpet og velovervejet, med et behersket kropssprog og som ALDRIG spilder på tøjet, gør mig dybt urolig.

Med respekt for, at vi alle sammen er forskellige typer, så er det alligevel som om, at dem der er bedst til at beherske sig, har den højeste status.

-eller de bliver i hvert fald tillagt den højeste status.

Sikkert begrundet i kultur, miljø, Emma Gad og den slags halløj, men mit problem er bare, at jeg keder mig ubeskriveligt, når jeg er i den slags selskab.

Hvor man sender det hjemmelavede havtornssyltetøj HELE vejen rundt om det ekstremt veldækkede bord, og alle omhyggeligt tager en lille tilpas skefuld, imens man skal huske at rose værtindens langtidshævede rugboller, selvom de smager af gammelt hø og ligner forvoksede kokosmakroner.

Interesseret skal man så spørge ind til opskriften, der altid involverer noget med en flettet kurv og hævning i cykelskuret, imens man er bange for at knække en tand og længtes efter en hvid fødselsdagsbolle.

Med smør.

Og man afbryder ikke hinanden, men lader folk tale ud, uanset hvor dræbende kedsommeligt en historie de fortæller, imens man nipper delikat og feminint af både bollen og kaffen, og beundrer dugen, fordi ens hjerne er død af kedsomhed og man ikke kan finde på andre spørgsmål.

Og hvis det er en fødselsdag, så bliver gaverne ikke pakket ud før efter kaffen, så alle kan se, hvor dygtigt værtinden er til at beherske sig.

Og man spiser kun en bolle pr. person, for man er jo ikke sådan en grådig en, men hvis man er meget sulten, kan man altid forsigtigt høre, om sidemanden vil være med til at dele en bolle.

Lækre og velduftende kager bliver sat på bordet, og man tager et lillebitte stykke, for man skal jo smage når der sådan er bagt, – men også lidt fordi den langtidshævede bolle sidder lidt fast i halsen.

Imens spørger man aktivt og interesseret ind til hinandens ferieplaner, måske taler lidt om hortensiaernes blomstring sidste sæson og dupper sig forsigtigt om munden med en serviet.

Man holder sig for god til at sladre, men har man noget, der alligevel presser sig på, så bliver det fortalt med bedrøvelig ansigtsmimik, dæmpet stemme og alvorligt kropssprog.

Man er iklædt lyst og venligt tøj, feminin, men praktisk frisure, og alle har medbragt tørklæde og en lækker cardigan, for der opstår altid træk, og hvis man er sådan en der altid sveder lidt, og hurtigt får det lidt for varmt, så er det i hvert fald ikke noget vi taler om.

Det er bare det, at jeg næsten ikke kan holde mig vågen i den slags selskaber.

Og i mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med.

Så troede jeg, at det var dem, der var noget galt med.

Men jeg er efterhånden nået til den konklusion, at det bare ikke er noget for mig.

Jeg kan godt lide selskaber, hvor folk afbryder og råber i munden på hinanden, spiser til de er mætte og begejstret flår papiret af gaverne, fordi det er for fedt at få pakker.

Hvor der bliver spildt på dugen, og hvor værtinden har lavet maden selv, hvis hun gider og hvis hun ikke gider, så har hun købt noget i Netto.

Hvor man kommer kl.13 og går kl.22, fordi det bare var skide hyggeligt, og hvor der bliver grint, snakket og talt frit fra leveren om livets udsving, både det der gør ondt, og det der er sjovt, og hvor ferieplaner, valg af håndklædefarver og elkedler ikke fylder ret meget, for der er så mange tusind andre ting, som er meget mere spændende.

Hvor man griner så meget, af sig selv og hinanden, at man pludselig må løbe på toilettet for ikke at tisse i bukserne, hvor man bliver grebet af fællessang og alle synger med på et gammelt 70’er hit, og hvor man pludseligt opdager, at hende der sidder overfor, engang har knaldet ens fætter.

Den slags selskaber samler jeg på.

Der hvor folk ikke har noget filter, hvor der er højt til loftet og latteren får bordet til at gynge. Hvor alle mulige siger alt muligt i munden på hinanden, og hvor man indrømmer blankt, hvis man har noget godt sladder.

Den slags.

Og det er ikke nogen fordømmelse, eller konkurrence, men blot en konstatering.

Personlig smag.

Jeg holder så meget af mennesker uden filter.

xxx