Jeg har snart fødselsdag og jeg ønsker mig en trækvogn.
Det var en oplysning, der fik sømanden helt op i det røde felt.
-en trækvogn, brølede han, imens han intenst piskede i en kasserolle, hvor han havde gang i noget sovsehalløj, hvad fanden skal du nu bruge en trækvogn til?
-årh altså, forklarede jeg og kunne godt mærke at timingen måske ikke var så god, jeg skal bruge den, når jeg maler på stakittet. Så kan jeg lige have alle mine grejer i den, når jeg går frem og tilbage.
Jeg synes selv, at det var en fantastisk ide.
Nu stod sømanden helt stille.
Han var holdt op med sit piskeri og havde lukket øjnene.
-kan du da ikke bare ønske dig noget normalt, bare for en gangs skyld, sukkede han og trak vejret dybt.
-en trækvogn er da meget normal, protesterede jeg, og hvad er i øvrigt normalt? Er det de normale, der er gale og de gale, der er normale. Er det ikke Klaus Rifbjerg der har skrevet..
Nu smed sømanden piskeriset ned i vasken.
-kan du ikke bare ønske dig noget, som jeg kan købe på vej hjem fra havnen?
Han kiggede på mig med et desperat blik.
Så fik han et pludseligt snedigt indfald.
-hvad med en ny mobiltelefon? Den gamle er jo i udu.
Han var meget tilfreds med sin ide.
Og det er jo sandt. Der er noget galt med min telefon, der kun virker via højtaleren og hvis man engang imellem giver den en ordentlig rusketur.
Men jeg gider ikke at ønske mig en ny telefon. Og jeg gider ikke have en ny telefon.
Jeg ønsker mig en trækvogn, og som jeg påpegede overfor sømanden, så kan han sikkert købe en i jem&fix, og det ligger da på vejen.
Næsten.
For jeg forestiller mig, at en trækvogn vil kunne løse rigtigt mange problemer i mit liv.
Så kan jeg trække rundt med ting og sager.
Malergrejer, pensler og en lille skammel til at sidde på. Den kan også bruges til havearbejde, hvis man skal samle flasker eller når der er storindkøb af toiletpapir i Remse.
Alt muligt.
Faktisk havde jeg pludseligt svært ved at forstå, at vi havde overlevet så mange år, uden en trækvogn på matriklen.
Sømanden var ikke så begejstret.
Han mente, at jeg kunne bruge christianiacyklen til den slags. Og i øvrigt ville sådan en trækvogn udløse et opbevaringsproblem.
Hvor stiller man en trækvogn, når den ikke bliver brugt?
Nu er der heldigvis lidt tid endnu, inden jeg fylder år, så måske kan vi bruge ventetiden på at rydde op i skuret.
I ved, sådan ordne, sortere og smide ud.
Så der kan blive plads til en trækvogn.
xxx