Tik-tak

Så tog den yngste af tøserne på rygsæksrejse.

Vi satte hende på toget kl. 5.23 forleden morgen og vinkede stolte farvel igennem ruden.

Toget forlod raslende stationen, og efterlod os på perronen.

Vinden hylede koldt og jeg trak halstørklædet tættere om halsen, inden vi traskede tilbage til bilen og kørte hjem til matriklen.

Sømanden overvejede at køre i motionscenteret, når nu han alligevel var oppe.

Jeg spiste morgenmad, pakkede min taske og cyklede på arbejde.

Da jeg kom hjem igen, var der status quo.

Mig, sømanden, katten og stueurets sagte tikken.

Vi sad lidt i køkkenet.

-nåe, sagde sømanden og kiggede tomt ud i luften, -hvad kunne du så tænke dig til aftensmad?

Jeg foreslog halvhjertet en kyllingesalat.

Sømanden lavede svinekoteletter. Med salat og stegte kartofler.

Vi fik vand til.

Bagefter satte vi os ind foran fjernsynet.

Og det er jo vidunderligt, at ens døtre har mod på at flytte ud af byen, begynde på en uddannelse, rejse ud i verden med rygsæk, trives og starter deres eget liv.

Man kan jo kun blive helt stolt og glad.

Og så sidder man der stuen, og prøver på at huske, hvad man egentligt lavede, dengang man selv bestemte over sin kalender.

Før forældremøder, skolehjemsamtaler, skolefodboldsweekender og gymnastikopvisninger, kombineret med fødselsdage, Fårup sommerland og lektielæsning og hente og bringe seancer. Efterfulgt af gymnasietiden, med fester, eksamen og corona-lockdown.

Hvad lavede man egentligt dengang?

Hvad talte vi om?

Hvad fik vi tiden til at gå med?

Vi kan ikke rigtigt huske det, til gengæld minder kattens jamre os om, at vi nu er de primære omsorgspersoner i et luksusliv levet i varme børnedyner og med nus og kæleri i overflod. Og nu må den nøjes med sømanden, der forbarmer sig og tager den på skødet, mest for at slippe for det højlydte klynkeri.

Vi skal nu selv fylde kalenderen, samtalerne, weekenderne og aftenerne.

Så vi er begyndt at se Peaky Blinders.

En serie på Netflix, som yngste barnet satte os i sving med, ind hun smuttede til Indien.

Problemet var bare, at vi ikke havde Netflix, og sømanden, som har et meget anspændt forhold til streaming tjenesternes prisniveau, afviste kategorisk at installere endnu en app.

Efter benhårde forhandlingerne blev de enige om at afmelde Viaplay og installere Netflix.

Så nu er vi beskæftiget og hun er rejst.

Så sidder vi der, i hver vores lænestol og følger med i familien Shelbys kriminelle aktiviteter.

En imponerende energi den familie lægger for dagen.

Meget opfindsomt.

Og når stueuret slår 22, så går vi i seng.

Vi er helt udmattede af dagens strabadser og lægger som skudt, der i mørket.

Ind imellem varierer vi med programmer om kanalsejlads, Rick Stein og verdens smukkeste togrejser.

Så snakker vi lidt om vejret og lukker katten ind og ud, og ind og ud igen.

Jeg har undersøgt, hvor man kan gå til linedance og sømanden har været med konstablen i Frederikshavn.

Men lige nu, vi er lige der, hvor vi skal være, med en følelse af, at vi selv kan forme tiden og fremtiden.

Det er en ny dør, et nyt kapitel og der mange muligheder at vælge imellem.

Så vi ser Peaky Blinders og sidder lidt i sofaen.

Mærker efter og lytter efter lyde i stilheden.

Og så har vi besluttet, at vi ikke trækker det åndsvage stueur op mere, for det er da ikke til at holde ud at høre på det tikkeri.

xxx