nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

Slut prut finale

Coronasåråbervipikogskrider episode 4, 2

Så er jeg satme ved at være færdig med 2020.

Det kan kun gå for hurtigt.

I skraldespanden med det, også glæder jeg mig ellers til januar.

Januar, som ligger grå og trøstesløs foran os, i alt sin mangel på festivas, ligegyldige hverdage, dårligt vejr og absolut ingen aktion.

Januar, jeg elsker dig.

Godt nok er vi hjemsendt, og der skal ikke ske en skid, men..men, men, så er der heller ingen forventninger.

Ingen fester der partou skal afholdes, ingen familiesammenkomster, ingen højtider og dermed forhåbenligt, også lidt mindre sure miner, lidt færre folk der slår sig i tøjret og knap så mange aggressive udbrud.

For vi har jo ikke rigtigt noget på spil i januar, ud over den traditionelle slankekur, som alligevel fordre en asketisk livsstil uden alkohol og abegilder.

Så januar passer jo som en fod i en hose, og personligt skal jeg da sidde i værkstedet med min bærbare, en elektrisk radiator og udsigt til et gammelt staffeli.

Føler jeg mig ene og alene forladt, så kan jeg jo altid finde en undskyldning for at Skype med en kollega, høre om studievejlederen vil med på en hurtig gåtur rundt om vejen, eller sende en kærlig tanke til sundhedspersonalet, lærere, pædagoger, falckreddere, skraldemænd, kasseekspedienter og hvem der ellers kæmper derude ved fronten, for at få det hele til at køre rundt.

Tænke lidt over min frisør og andre selvstændige, der hænger i med neglene, og varme mig lidt ved tanke om hjælpepakker og velfærdsstaten og alt det der.

Også vil jeg i øvrigt glæde mig over januars komme, at foråret og vaccinen er på vej, og spændt afvente den seksuelle tøjlesløshed og religiøse ligegyldighed, der har efterfulgt tidligere tiders pandemier.

Så vil jeg nuppe et par møder på teams, spise frokost i køkkenet og ind imellem starte cyklen op, for at varetage opgaver, der ikke kan laves hjemmefra.

Jeg har nemlig besluttet mig for at indrette mig efter betingelserne. Pandemien raser og alting sejler i håndsprit, og vi er jo bare nødt til at leve med det og i det.

Derfor glæder jeg mig til forventningsfrie januar.

Grå, røvsyge, triste og kedelige januar, som med sin underspillethed og diskrete charme måske kan vende skuden, og hvis ikke tingene løser sig i januar, så står februar heldigvis for døren, med sit sjapvejr, regnfulde eftermiddage og mudder på skoene.

Så er der en masse at glæde sig til.

Måske.

Godt nytår.

Xxx

Ny lærdom

Coronaforsatan episode 4, 1

Igår lærte sømanden mig, hvordan man puster stearinlys ud med næsen.

Vi har nemlig et par fyrfadsstager, som jeg, i et entuastisk øjeblik, smurte ind i glimmer i starten af december.

Stagerne er lidt høje og står på kaminhylden, hvilket betyder, at de skal løftes ned, når de skal tændes og slukkes.

Sømandens glimmerkvote er opbrugt, så derfor har han udviklet næsepuster-teknikken.

Så behøver han ikke at røre ved glimmeret.

Istedet stiller han sig foran kaminhylden, vinker ansigtet, så skægget ikke kommer i kambolage med glimmeriet, og afsender et kort, præcist og hårdt pust med næsen, som dermed slukker det lille fyrfadslys i bunden af stagen.

Man må sno sig, som ålen sagde, da den ikke ville have glimmer i skægget.

Således tilfreds med sig selv, slukker sømanden så det elektriske lys, losser kattene ud, og skrider i seng med en god bog.

Slut med den dag, og der afventes en ny begyndelse.

Og det kan vi heldigvis snart gøre med det herrens år 2020. Losse kattene ud, slukke lyset og vente på at det bliver en ny dag, et nyt år og en ny situation.

Jeg har været rasende, hidsig, ked af det og sur over 2020, men lige nu, så har jeg bare overgivet mig. Indrettet mig, imens jeg venter, der er slukket for alle forhåbninger og forventninger om, at 2021 bliver bedre.

Det pæne tøj hænger ubrugt i skabet, ligesom resten af 2020, og hvad næste år bringer, det må guderne vide.

Til gengæld kan jeg nu puste stearinlys ud med næsen, og man kan da aldrig får for mange kundskaber, og om ikke andet, så har 2020 da tvunget os til at strække kompetanceelastikken til det yderste.

Evnen til at spritte af, holde afstand og bruge mundbind, er jo efterhånden så indgroet en vane, at jeg blev helt forskrækket, da jeg så en genudsendelse i fjernsynet.

-prøv at se, sagde jeg forarget til sømanden, der var dybt begravet i sin bærbare.

-Se! De giver hånd, og de står godt nok tæt!

Sømanden satte sine læsebriller op i panden og studerende fjernsynet.

-jeg tror, at det er optaget før Corona, konkluderede han så, tog læsebrillerne på igen og forsvandt ind i en debat på Facebook.

Så sad jeg der, og kiggede ind i en fortid, hvor man både kunne kramme, give hånd og slikke folk i øret, uden at det havde konsekvenser.

Det var en anden tid, dengang sidste år, og vi har været nødt til at lære at gøre tingene på nye måder, ændre på det der var og det der vil blive, og finde på nye strategier, når lysene skal pustes ud.

Xxx

Bonus

Kender I det, når man er ved at støvsuge, og så lige pludselig finder et stykke konfetti fra nytårsaften 2005.

Og man kan ikke engang lyve for sig selv, og påstå, at det er fra sidste nytårsaften, for der var man slet ikke hjemme.

-og desuden er årstal på, så det har tilsyneladende opholdt sig i stuen i 14 år.

I dag da jeg støvsugede, sad der lige pludselig en chokoladebar på tværs i mundstykket.

En chokoladebar!

Under almindelig støvsugning af stuen, lød støvsugeren pludseligt lidt mærkelig, og sugevnen var betydeligt nedsat, og en hurtigt inspektion af mundstykket afslørede en chokoladebar med smag af julekiks.

Det udløste en række af spørgsmål, som fx:

1.Hvordan kunne jeg overse en chokoladebar midt på gulvet?

2. Hvor længe har den ligget der?

3.Hvorfor er den ikke blevet spist?

4. Er det ulækkert at spise en chokoladebar, der har siddet fast i støvsugeren?

5.Skal jeg bare skynde mig at spise den og få den for mig selv, eller fortælle historien til resten af familien, og dermed risikere at skulle dele?

6. Hvad ligger der ellers på gulvet?

7.Ligger der andre værdifulde genstande i støvsugeren, -og kan de evt spises?

Chokoladebaren er ikke mere, problemet er løst, og støvsugeren kører fint igen, men hvor er det godt, at jeg ikke måler mit eget værd ud fra rengøringsstandarden i hjemmet.

For så vil det da godt stå skidt til!

I mere end en forstand.

På plussiden, så er det da altid rart at få lidt lækkert til eftermiddagskaffen.

xxx

Nyt år, nye løfter

Nytårsaften har lige været forbi.

Med fyrværkeri, champagne, serpentiner og de der 5 minutters eftertænksomhed lige efter midnat, hvor man står og gumler kransekage og knuger champagneglasset, imens man håber på, at dette år bliver en lille smule bedre end sidste år.

Og da jeg jo tilhører den generation, hvor vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi kan blive lige hvad vi vil, bare vi selv gør en indsats, så er det jo helt naturligt at vende alting indad og se på, hvad man selv kan gøre.

Så er det jo at nytårsløfterne bliver lavet og næsten altid handler om, at i år der vil jeg løbe en maraton, gå på slankekur, begynde i motionscentret, spise sundere og drikke mindre alkohol..

Det er altid noget med at stramme til og stramme op, skælde ud på sig selv og svinge pisken.

Den slags nytårsforsætter har sømanden og jeg lagt på hylden for mange år siden, og derfor havde vi egentligt helt droppet konceptet med nytårsforsætter.

Men så var det, at telefonen ringede i går.

Det var min bror, lagerforvalteren.

Han fortalte om et nytårsforsæt, der handlede om at sige ja.

Sige ja til invitationer, ja til alt slags socialt samvær (-også selv om det er i grundejerforeningen), sige ja til en omgang dart på den lokale bodega, sige ja til billard, ja til at hjælpe de lokale spejdere med at afholde loppemarked, ja til alt muligt, stort og småt, ja til at møde nye mennesker, ja til at møde nye mulige venner, ja til oplevelser som lyder trættende på papiret, men måske er superhyggelige, når det først kommer i gang.

Det var sidste år.

I år er hans forsæt at få ryddet op på loftet, men sidste års nytårsforsæt havde faktisk vist sig at være en gave af nye muligheder og nye oplevelser.

Og det fik mig til at tænke, om man kunne give nytårsforsætterne et twist fra den traditionelle bodsøvelse, med en mulig belønning langt ude i horisonten, til at være noget, der løfter året allerede fra starten.

Så derfor er mit nytårsforsæt, en lille uge forsinket, at jeg vil være bedre til at give komplimenter.

Det kunne være at sige noget pænt til kassedamen, stoppe fremmede på gaden for at komplimentere deres tøj, rose andres gode energi og dejlige smil. Fortælle en veninde, at jeg sætter pris på hendes venskab, rose folks juleudsmykning, fortælle en kollega, at hun er en god arbejdskammerat og fortælle forældre til småbørn, at de gør et godt job.

Mulighederne er mange og komplimenter er dejlige, både for giveren og modtageren, og de spreder glæde og giver god stemning.

Det er da en ren win-win-situation.

xxx