Hver dag kl. 14.05 stirrer jeg på min telefon, indtil mine øjne bliver så tørre, at jeg bliver nødt til at blinke.
Jeg holder telefonen i et fast greb, indtil mine knoer bliver hvide og sveden begynder at pible frem inde i håndfladen.
Jeg bliver en lille smule tør i munden og er tabt for omverdenen, indtil jeg finder det jeg leder efter.
Nogle dage bliver jeg lidt skuffet, andre dage er bedre.
En god dag ligger op ad de fyrre tusinde, mindre gode dage kryber ned mod de sytten.
Men selv det mindste tal er positivt og giver lige humøret et tak opad.
Hver eneste vaccine tæller, og hver gang nålen er hamret i armen på en ventende borger, så er vi jo et skridt tættere på.
Tættere på friheden, livet og al verdens muligheder.
Så jeg kigger hver dag lige efter klokken to.
Stirrer på tallet og hvisker det højt for mig selv.
17317
39567
27341
Kigger længe på antallet af påbegyndte vaccinationer og procentandelen af fuldt vaccinerede i Danmark.
11,1%
Sjældent har kurver og statistikker interesseret mig så meget.
Selvom om både sømanden og jeg tappert prøver at lade som ingenting. Vi prøver at lade være med at tale alt for meget om det, og taler forsigtigt optimistiske om alt andet.
Efterhånden er vi blevet ret trænet i at undgå dårlige coronanyheder. Vi går let henover pressemeddelser, undgår alvorlige debatprogrammer og scroller hastigt forbi krigeriske kommentarer på de sociale medier.
Det er bare fordi, at det er så udmattende og trælst. Det er somom, at nyhederne kører i båndsløjfe og de samme 5 mennesker bliver interviewet om de samme 5 ting, af de samme 5 journalister.
Og det er alt sammen meget vigtigt og interessant og alt muligt, men vi er bare så slidte. Coronakvalmen sidder i halsen og vaccinekalenderen svinger efterhånden så meget frem og tilbage, at det føles som en tur i Det flyvende Tæppe i Dahlgårds Tivoli.
Og af alle de planer, som jeg har lagt i mit liv, både de gennemførte og dem der blev ved drømmen, så har corona aldrig været en del af det.
Det kom bare, som en uønsket gave fra et fjernt familiemedlem, hvor byttemærket er revet af og størrelsen ikke passer.
Der er åbenbart ingen returret.
Men hvor underlige urtepotter, mystiske lysestager og bekymrende grimt tøj, kan sniges ud af bagdøren og henlægges til genbrug, så sidder corona der i stuen og lægger en dæmper på alting.
Kan man aflevere en global pandemi på den lokale genbrugsplads?
Skal den i småt brandbart eller over i kassen med kemiske væsker?
Kan man tillade sig at stille den i spejdernes genbrugscontainer eller kan man bare stille den ud til storskrald?
Allermest har jeg bare lyst til at skylle det hele ud i toilettet, klappe brættet ned og vaske mine hænder.
Så vil jeg slukke lyset, lukke døren og fortsætte med mit liv.
Det er det jeg allerhelst vil.
Men indtil da, så må jeg nøjes med at kigge på dagens vaccinetal.
Som et lille lys, lige der, for enden af tunnelen.
xxx