Coronamarathon episode 2, dag 5
Hvor mange strikkede klarklude har man egentlig brug for?
Åbenbart en del, hvis du spørger mig.
Det er jo også en måde at holde vanviddet fra døren.
Så kan man sidde der og koncentrere sig om at strikke en kulørt klarklud, imens granvoksne mænd fra lokalområdet bryder sammen i aftenshowet, fordi hele deres eksistensgrundlag skal smides ud, og de skal oven i købet, selv hælde det i skraldespanden.
Det er famne da trist.
Så er det godt man har sin klarklud.
Så kan man koncentrere sig om, hvilke farver man skal vælge næste gang, til næste klud, for det kan man da i det mindste holde fast i.
Og sømanden har koncentreret sig om at lave ænder.
For i aften er det jo Mortens aften, og så skal der jo and på bordet.
Og husets to katte, Gamle kat og Nye kat, som sømanden kalder dem, har opført som åndssvage det sidste døgn, hvor huset har duftet af frossen and, optøet and, stegt and, kold and og nu stegt and igen.
Og sådan nåede vi så til dag 5, og coronakvalmen sidder stadigvæk i halsen.
Så nu skal tiden bare gå.
Hurtigt.
Og heldigvis er det jo snart tid til at rykke julepynten ned fra loftet.
Og det er jo aldrig for tidligt.
Aldrig.
Så kan vi hælde glimmer og stads udover en usædvanlig grå hverdag, tage julestrømper på og varme æbleskiver i microovnen.
Hvis de bliver jo hårde i bunden af microovnsopvarmningen, så skal man bare varme dobbelt så mange, og nøjes med at spise den bløde øverste halvdel.
Og kommes der rimeligt med flormelis og syltetøj på, så glider det jo nok ned alligevel.
Tiden er ikke til at være kritisk over småting.
Man skal holde fokus på de store linier.
Presse jahatten helt ned i panden, og tænke på alle de spændende oplevelser efteråret alligevel har budt på.
En global epidemi for et eksempel.
Et crazy præsidentvalg.
Folks forargelse, når dem der hedder Søren, glemmer at spritte af.
Følelsen af en vatpind i halsen.
Briller der dugger, når man bruger mundbind.
Gode foreslag til at undgå dug, fra folk der ikke selv bruger briller.
Og sidst, men ikke mindst, stanken af håndsprit.
Xxx