Kagemand

Hvad sker der for folks bageevner?

Man kan jo snart ikke invitere til fødselsdag uden en kage, der som minimum ligner Eiffeltårnet.

Med julebelysning.

Jeg takker min Gud og skaber for, at det ikke var på mode, dengang tøserne var små.

Der var forventningerne hvide boller med smør, lagkage og kagemand fra Bager Krage, gavmildt dekoreret med slik.

Jeg kunne to lagkager.

Hindbærsyltetøj-flødeskum-kyskage-lagkagen og bananchokolade-med-glasur-og-pulver-kagecreme.

Jeg anede ikke, at der fandtes mousser, og der gjorde mine gæster vist heller ikke.

De sagde i hvert fald ikke noget.

Så købte jeg nogle servietter med flag, måske en pose blandede balloner, 2 gange lagkagebunde og noget glimmerdrys til lagkageglasuren.

Og så gik jeg i gang.

Jeg startede altid med at piske en 1/2 liter mælk med kagecreme-pulveret.

I køleren med det.

Så piskede jeg en 1/2 liter flødeskum og blandede det med en blå spand hindbærsyltetøj.

Hele pivtøjet blev så fordelt imellem det ene sæt lagkagebunde.

I mellem og udenpå.

Her efter blev hele herligheden dækket af kyskager.

Så flot.

Den anden lagkage blev lagt sammen med skiver af banan og chokoladespåner og den stivende kagecreme.

Hvis der var en rest pålægschokolade i køleskabet, så blev det knust og fordelt i kagen.

Et tykt lag glasur på låget, gerne i en festlig farve.

Med en endnu tykkere glasur kunne der nemt laves et mønster.

Måske skrev jeg tillykke og sådan.

Ellers lavede jeg bare et spindelsvæv.

Det var ret nemt.

Flødeskum på kanten og tillykke med fødselsdagen.

Fordelen var, at det bare blev spist.

Der blev ikke taget billeder til de sociale medier, hashtag-fødselsdag-med-de-bedste.

Boller og kager blev spist, den varme cacao blev drukket og ungen pakkede gaver ud.

Det var sådan set meget hyggeligt.

Og overkommeligt.

Og hvis folk elsker at bage, lave mousser og glace, modelleringschokolade og flødeboller med alverden fyld, så synes jeg bare, at de skal slå sig løs.

Jeg spiser det gerne.

Og jeg spiser også gerne en lagkage med pulvercreme og smarties som dekoration.

No problem.

Og det er da helt imponerende, så dygtige mange er blevet til at bage.

Det er bare lækkert og jeg ser da også troligt “Den Store Bagedyst”.

For det er altid sjovt at se folk nørde med noget.

Og jeg kan da også selv være en kæmpe nørd, når det interesserer mig.

Og på de sociale medier sejler det jo i små film med kagedekoration.

Småkager der pyntes så længe og omhyggeligt, at man frygter, at de er gået en lille smule i opløsning, når glasuren endelig er nået i mål.

En hest i naturlig størrelse, bygget i chokolade.

Smørcreme.

Vildt meget smørcreme.

I alle regnbuens farver.

Så putter de det bare i sådan nogle sprøjteposer, og vupti, så sidder der en frø på kanten af den lagkage.

Det var ikke var ikke noget der skete, da jeg biksede lagkager sammen hjemme i køkkenet.

Og det er jo det gode ved internettet og de sociale medier.

Der er helt utrolig meget inspiration og undervisningsmateriale.

Man googler bare lige, hvor man for et eksempel laver en hulsøm på en mellemlægsserviet, også er der en eller anden, der har lagt en lille video op på youtube, som du kan se helt gratis.

På den måde kan man lære alt muligt.

Vi skal bare huske, at det er umuligt at blive god til det hele.

Så hvis man er en haj til hulsøm, så er det vel helt okay, at fødselsdagslagkagerne er lidt til den skæve side.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

Tittebøh

I går købte sømanden en dåse chokoladecigarer.

Det er en stor dåse, der indeholder en masse rør lavet af sprød kiks.

De ligner cigarer eller måske mest cerutter.

Inde i rørene er der så fyldt med nutella.

Altså, de må jo ikke kalde det for nutella, så de kalder det for hasselnøddecreme.

Men vi ved jo godt, hvad de mener.

I går aftens blev chokoladecerutterne så serveret til en portion is med hjemmepisket jordbærguf.

De fleste blev spist.

Resten blev i dåsen til en anden god gang.

Den gode gang er så nu.

Problemet er bare, at sømanden er cyklet en tur rundt havnen.

Og han har ikke fortalt mig, hvor han har gemt de satans cerutter.

Jeg har kigget mange steder.

I skabe og skuffer og oven på køleskabet.

Under viskestykkerne, bagved brødristeren og i skuffen med flåede tomater.

De er væk.

Jeg har gennemsøgt køkkenet, stuen og baggangen, og spekulerer nu over, om han måske har gemt dem i sin undertøjskuffe.

Vil det være for mærkeligt?

Hvor mange steder kan man egentlig gemme sådan en åndsvag dåse chokoladerør?

Hvor svært kan det være?

Åbenbart mange steder og man må påpege, at han er afsindigt god til at gemme chokolade.

Det er i hvert fald sindssygt svært at finde dem.

Men han har jo også øvet sig i mange år.

Cirka 28.

Og så kender man jo efterhånden hinanden.

Og det giver jo både fordele og ulemper.

Fordelen er for eksempel, at man bare kan ringe op på mobilen og brøle tandpasta, så ved personen i den anden ende godt, hvad det betyder.

Man har jo set hinanden nøgne tilstrækkeligt mange gange til, at høftlighedsplasteret er revet af for længe siden.

Altså, man skal da tale pænt til hinanden og alt det der, men nogle gange behøver man ikke så mange ord.

Man gør det bare.

Sætter kaffe over til to kopper, køber den rigtige type havregryn og fortsætter den samtale, som man begyndte på for 3 måneder siden.

Og gemmer chokolade på hemmelige steder.

Personligt har jeg ingen hemmelige chokolade-gemmersteder, for det vil jo kræve, at jeg rent faktisk havde noget chokolade at gemme.

Og det har jeg ikke.

For det vil kræve, at chokoladen overlevede længe nok til at blive gemt.

Og det kommer ikke til at ske.

Ikke på min vagt.

xxx

Cho-cho-chokolade

Coronaslikken episode 4,5

Nu har jeg rodet i alle skabe og skuffer.

Kigget i den gamle margarinekasse, der står ovenpå køleskabet, selvom jeg udmærket godt ved, at den kun indeholder gammelt knækbrød, en pose med bløde chips og et porcelænsfad med en kanin, som jeg engang har fået af min far i fødselsdagsgave.

-og svaret er nej!

Vi har ikke noget chokolade nogen steder.

Og jeg ved godt, at det er min egen skyld.

Jeg har nemlig forbudt sømanden at købe chokolade.

Så vi har ikke noget, fordi vi ikke har købt noget.

Men da jeg sagde til sømanden, at han ikke skulle købe chokolade, fordi at jeg gerne ville leve lidt sundere, gerne ville snacke lidt mindre og alt muligt andet vrøvl, så mente jeg jo ikke, at han skulle stoppe med at købe chokolade.

Jeg mente bare, at han skulle købe noget, som han kunne smugle ind i huset, og gemme på strategiske steder, hvor jeg så kunne finde det, når trangen til chokolade blev for stor.

Sådan en slags gemmeleg, bare med yankiebars, snickers og rittersport.

Og jeg er ikke den der holder nogen udenfor, så vingummibamser, lakridspiber og romkugler må gerne være med.

Når man sådan skal bevæge sig, for at få fat i de gode sager, så når man jo også at brænde lidt kalorier af, inden chokoladen bliver fundet og spist.

Tænker det er en nulsumsspil.

Det lyder i hvertfald  ikke som noget, man kan blive ret tyk af.

Også ville der jo også ske lidt.

Man kan både gøre det alene eller sammen med familien.

jeg forstiller mig fx, at hele familien mødes kl 10.30 i køkkenet, og så går den vilde skattejagt, og vinderen får yankiebaren.

Hvis man gør det alene, så er man selvfølgelig sikker på at få præmien.

-så jeg kommer nok mest til at gøre det alene.

Så nu skal jeg bare have overtalt sømanden til at indkøbe og gemme chokolade på matriklen.

Det kan både være udenfor og indenfor.

Jeg er åben for alle muligheder.

Bare de kan spises.

-og smager af chokolade.

xxx

Sømænd, sølvbryllup og guldsko

Sømanden og jeg har lige haft sølvbryllup.

25 år.

Et kvart århundrede.

Det er da alligevel noget.

Men vi har ikke holdt sølvbryllupsfest.

Der var hverken morgenvækning, trompetmusik, eller inviteret fest med borde i E-forms-opstilling, håndskrevne bordkort og uendelige lejlighedssange, med morsomme fotos fra ungdommens vår.

Faktisk tog sømanden på havet ved 19-tiden aftenen før og kom først hjem 24 timer senere, pigerne havde travlt med diverse eksamener, og jeg smuttede på arbejde.

Sådan som vi ønskede, og havde aftalt, at den dag skulle være.

Alligevel gik sømanden i panik dagen før, da han i et inspireret øjeblik ønskede at købe en gave til sin sølvbrud.

Hvilket havde resulteret i, at han havde faret rundt i gågaden og stirret vildt på butikkernes vinduesudsmykning i et desperat forsøg på at huske, hvad det nu var jeg havde sagt, at jeg ønskede mig.

Derfor blev jeg mødt af en brødebetynget sømand, da jeg kom hjem fra arbejde dagen før dagen.

-Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var du ønskede dig, måtte han så indrømme, samtidigt med at han gav mig en ekstra stor velkomst krammer.

-var det nogle øreringe?, spurgte han optimistisk, i et tappert forsøg på at hitte rede i min evige cyklus af sko, kjoler og øreringe.

– nej, det var sko, sagde jeg og mindede ham om de guldsko, som jeg havde vist ham ugen før.

Det gav sømanden et fuldstændigt blankt udtryk i øjnene og en rynke i panden, imens han bladrede i hukommelsen for at finde en erindring om et par guldsko.

Her måtte jeg lige hjælpe ham på vej.

-ja, du ved, ”Diggi Loo, Diggi Ley..”

Og her stod vi begge to lidt i tavshed, imens vi genkaldte os episoden en sen aften ugen før, hvor jeg i et forsøg på at forebygge sømandens traditionelle fuck-hvad-skal-jeg give-min-kone-i gave-i morgen-panikanfald, havde vist ham et foto på min telefon.

Det forstillede et par sko.

Guldsko.

Hvilket omgående fik sømanden til at køre ud af en tangent og brøle: ”Diggi Loo, diggi Ley, alla tittar på mej, når jeg går i mina gjyldna sko….”.

Og da pigerne og jeg kom til at grine over han mildest talt overraskende reaktion på et par guldsko, så valgte han at ride på sin umiddelbare succes som entertainer og rejste sig op, for at udføre koreografien fra Herreys brødrenes hedegangne melodi grandprix hit fra engang i firserne.

-men var det nogle sko du ønskede dig? Sømanden virkede ekstremt forbløffet, og en lille smule forvirret, imens han hjerne arbejde på højtryk for at huske, hvordan skoene egentligt så ud.

-jeg ønsker mig ikke noget, sagde jeg og gav ham et kys, jeg ønsker mig kun dig.

Alligevel hjembragte han senere en gave fra sin daglige rundtur i de lokale supermarkeder.

En æske kattetunger.

Med et, som han selv udtrykte det, helt vildt nuttet billede af tre kattekillinger uden på æsken.

Og tænk, det var lige hvad jeg ønskede mig.

Og skoene.

Dem har jeg selv købt.

xxx

Bonus

Kender I det, når man er ved at støvsuge, og så lige pludselig finder et stykke konfetti fra nytårsaften 2005.

Og man kan ikke engang lyve for sig selv, og påstå, at det er fra sidste nytårsaften, for der var man slet ikke hjemme.

-og desuden er årstal på, så det har tilsyneladende opholdt sig i stuen i 14 år.

I dag da jeg støvsugede, sad der lige pludselig en chokoladebar på tværs i mundstykket.

En chokoladebar!

Under almindelig støvsugning af stuen, lød støvsugeren pludseligt lidt mærkelig, og sugevnen var betydeligt nedsat, og en hurtigt inspektion af mundstykket afslørede en chokoladebar med smag af julekiks.

Det udløste en række af spørgsmål, som fx:

1.Hvordan kunne jeg overse en chokoladebar midt på gulvet?

2. Hvor længe har den ligget der?

3.Hvorfor er den ikke blevet spist?

4. Er det ulækkert at spise en chokoladebar, der har siddet fast i støvsugeren?

5.Skal jeg bare skynde mig at spise den og få den for mig selv, eller fortælle historien til resten af familien, og dermed risikere at skulle dele?

6. Hvad ligger der ellers på gulvet?

7.Ligger der andre værdifulde genstande i støvsugeren, -og kan de evt spises?

Chokoladebaren er ikke mere, problemet er løst, og støvsugeren kører fint igen, men hvor er det godt, at jeg ikke måler mit eget værd ud fra rengøringsstandarden i hjemmet.

For så vil det da godt stå skidt til!

I mere end en forstand.

På plussiden, så er det da altid rart at få lidt lækkert til eftermiddagskaffen.

xxx

Chokolademuffins

Jeg bagte chokolademuffins i går.

Jeg er ellers ikke den store bager, og går sjældent i køkkenet, det er mest sømandens domæne.

Men trangen til chokoladekager havde fulgt efter mig i en uges tid, som en kat i natten.

Hver anden tanke har handlet om chokoladekage, og ind imellem er det lykkedes mig at indflette ordene chokolade eller kage i tilfældige samtaler.

Vi er ellers i en kost-opstramningsfase her i huset.

Vi er ikke på ”afmagringskur”, som min mormor altid kaldte det.

Bare et fokus på at øge mængden af grøntsager og rydde lidt op i usunde vaner, som fredagsslik, tirsdags-marsbar og sådan.

Almindelig sund varieret kost, madpyramidekost.

Men et hurtigt besøg på google, og et efterfølgende intenst studie af madpyramiden, viser desværre ingen tegn på, at chokolade er en del af det system.

Der er muslinger, lever, selleri og spaghetti på plakaten.

Men ingen chokolade.

Eller kage.

Eller chokoladekage.

Ikke engang i den øverste trekant.

Og i disse tider, hvor kost, sundhed og madvaner er i konstant fokus, og hvor mange mennesker lever efter diverse åndsforladte mad-ideologier, opfundet af selvbestaltede kostguru’er, så venter jeg stadigvæk på chokoladekuren.

Af og til, er der små pip i damebladene om chokoladens helbredende egenskaber. Hvor der gives udtryk for, at chokolade kan øge intelligensen, sexlysten og andre interessante ting.

Men det drejer sig altid om ET stykke chokolade.

Mørk.

80% kakao.

Jeg ved simpelthen ikke, hvem der kan nøjes med et stykke chokolade.

Og jeg har altid haft en mistanke om, at dem der siger, at de kan lide 80% mørk chokolade, er fulde af løgn.

De lyver.

De lyver for sig selv og verden, i håbet om at tabe sig og få et lykkeligt og aktivt liv.

Når jeg forestiller mig en chokoladekur, så er det mere i retning af marsbar til morgenmad, snickers til frokost og chokolademuffins til aftensmad.

Men det kommer jo nok ikke rigtigt til at ske.

Og som alle andre kure, så ender man jo nok med at blive træt af det.

Selvom det er svært at forestille sig.

Så når jeg har spist mine chokolademuffins, så vender jeg nok tilbage til det med flere grøntsager og sådan.

Men lige nu, og nogen gange, så må man altså godt give efter.

Især når det drejer sig om chokolade.

xxx