Hvad sker der for folks bageevner?
Man kan jo snart ikke invitere til fødselsdag uden en kage, der som minimum ligner Eiffeltårnet.
Med julebelysning.
Jeg takker min Gud og skaber for, at det ikke var på mode, dengang tøserne var små.
Der var forventningerne hvide boller med smør, lagkage og kagemand fra Bager Krage, gavmildt dekoreret med slik.
Jeg kunne to lagkager.
Hindbærsyltetøj-flødeskum-kyskage-lagkagen og bananchokolade-med-glasur-og-pulver-kagecreme.
Jeg anede ikke, at der fandtes mousser, og der gjorde mine gæster vist heller ikke.
De sagde i hvert fald ikke noget.
Så købte jeg nogle servietter med flag, måske en pose blandede balloner, 2 gange lagkagebunde og noget glimmerdrys til lagkageglasuren.
Og så gik jeg i gang.
Jeg startede altid med at piske en 1/2 liter mælk med kagecreme-pulveret.
I køleren med det.
Så piskede jeg en 1/2 liter flødeskum og blandede det med en blå spand hindbærsyltetøj.
Hele pivtøjet blev så fordelt imellem det ene sæt lagkagebunde.
I mellem og udenpå.
Her efter blev hele herligheden dækket af kyskager.
Så flot.
Den anden lagkage blev lagt sammen med skiver af banan og chokoladespåner og den stivende kagecreme.
Hvis der var en rest pålægschokolade i køleskabet, så blev det knust og fordelt i kagen.
Et tykt lag glasur på låget, gerne i en festlig farve.
Med en endnu tykkere glasur kunne der nemt laves et mønster.
Måske skrev jeg tillykke og sådan.
Ellers lavede jeg bare et spindelsvæv.
Det var ret nemt.
Flødeskum på kanten og tillykke med fødselsdagen.
Fordelen var, at det bare blev spist.
Der blev ikke taget billeder til de sociale medier, hashtag-fødselsdag-med-de-bedste.
Boller og kager blev spist, den varme cacao blev drukket og ungen pakkede gaver ud.
Det var sådan set meget hyggeligt.
Og overkommeligt.
Og hvis folk elsker at bage, lave mousser og glace, modelleringschokolade og flødeboller med alverden fyld, så synes jeg bare, at de skal slå sig løs.
Jeg spiser det gerne.
Og jeg spiser også gerne en lagkage med pulvercreme og smarties som dekoration.
No problem.
Og det er da helt imponerende, så dygtige mange er blevet til at bage.
Det er bare lækkert og jeg ser da også troligt “Den Store Bagedyst”.
For det er altid sjovt at se folk nørde med noget.
Og jeg kan da også selv være en kæmpe nørd, når det interesserer mig.
Og på de sociale medier sejler det jo i små film med kagedekoration.
Småkager der pyntes så længe og omhyggeligt, at man frygter, at de er gået en lille smule i opløsning, når glasuren endelig er nået i mål.
En hest i naturlig størrelse, bygget i chokolade.
Smørcreme.
Vildt meget smørcreme.
I alle regnbuens farver.
Så putter de det bare i sådan nogle sprøjteposer, og vupti, så sidder der en frø på kanten af den lagkage.
Det var ikke var ikke noget der skete, da jeg biksede lagkager sammen hjemme i køkkenet.
Og det er jo det gode ved internettet og de sociale medier.
Der er helt utrolig meget inspiration og undervisningsmateriale.
Man googler bare lige, hvor man for et eksempel laver en hulsøm på en mellemlægsserviet, også er der en eller anden, der har lagt en lille video op på youtube, som du kan se helt gratis.
På den måde kan man lære alt muligt.
Vi skal bare huske, at det er umuligt at blive god til det hele.
Så hvis man er en haj til hulsøm, så er det vel helt okay, at fødselsdagslagkagerne er lidt til den skæve side.
xxx