Tittebøh

I går købte sømanden en dåse chokoladecigarer.

Det er en stor dåse, der indeholder en masse rør lavet af sprød kiks.

De ligner cigarer eller måske mest cerutter.

Inde i rørene er der så fyldt med nutella.

Altså, de må jo ikke kalde det for nutella, så de kalder det for hasselnøddecreme.

Men vi ved jo godt, hvad de mener.

I går aftens blev chokoladecerutterne så serveret til en portion is med hjemmepisket jordbærguf.

De fleste blev spist.

Resten blev i dåsen til en anden god gang.

Den gode gang er så nu.

Problemet er bare, at sømanden er cyklet en tur rundt havnen.

Og han har ikke fortalt mig, hvor han har gemt de satans cerutter.

Jeg har kigget mange steder.

I skabe og skuffer og oven på køleskabet.

Under viskestykkerne, bagved brødristeren og i skuffen med flåede tomater.

De er væk.

Jeg har gennemsøgt køkkenet, stuen og baggangen, og spekulerer nu over, om han måske har gemt dem i sin undertøjskuffe.

Vil det være for mærkeligt?

Hvor mange steder kan man egentlig gemme sådan en åndsvag dåse chokoladerør?

Hvor svært kan det være?

Åbenbart mange steder og man må påpege, at han er afsindigt god til at gemme chokolade.

Det er i hvert fald sindssygt svært at finde dem.

Men han har jo også øvet sig i mange år.

Cirka 28.

Og så kender man jo efterhånden hinanden.

Og det giver jo både fordele og ulemper.

Fordelen er for eksempel, at man bare kan ringe op på mobilen og brøle tandpasta, så ved personen i den anden ende godt, hvad det betyder.

Man har jo set hinanden nøgne tilstrækkeligt mange gange til, at høftlighedsplasteret er revet af for længe siden.

Altså, man skal da tale pænt til hinanden og alt det der, men nogle gange behøver man ikke så mange ord.

Man gør det bare.

Sætter kaffe over til to kopper, køber den rigtige type havregryn og fortsætter den samtale, som man begyndte på for 3 måneder siden.

Og gemmer chokolade på hemmelige steder.

Personligt har jeg ingen hemmelige chokolade-gemmersteder, for det vil jo kræve, at jeg rent faktisk havde noget chokolade at gemme.

Og det har jeg ikke.

For det vil kræve, at chokoladen overlevede længe nok til at blive gemt.

Og det kommer ikke til at ske.

Ikke på min vagt.

xxx

Nu tæller jeg..

Coronamedløgpå episode 2, dag 12

Vi har nu set Harry Potter nummer 1 og nummer 2.

Så mangler vi kun 400.

I to’eren listede Harry rundt på gangene, fordi han kunne høre noget, der kaldte på han igennem væggen.

Imens de tre entusiastiske unge mennesker susede optimistisk rundt, for at finde monsteret, der hviskede igennem væggen, slog det mig.

Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med nutella.

Det kalder også på mig igennem væggen.

Lige nu har vi et næsten tømt nutellaglas.

Altså det er jo ikke den rigtige nutella.

Det er noget der hedder Chokonussa, og det kræver kontant opbevaring i køleskabet, for ikke at blive flydende.

Sømanden påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan smage forskel.

Men selvom det er nutellas kusine i tredje led, så er den kaldende hvisken uomtvistelig, konstant og den stopper ikke, før glasset er helt kørt helt i bund.

Når man kommer dertil, at uanset hvilken vinkel kniven holdes i, så kan man bare ikke få fat i de sidste insisterende klatter, der stædig klæber sig til bunden og kliner sig fast på siderne.

Så jeg forstår så udemærket Harry og hans to raske svende.

Når det kalder, så kalder det.

Så må man følge efter.

Især når man sidder inde ved spisebordet, og prøver at få alting til at ligne en normal arbejdsdag.

Med frokostpause, kuglepenne på bordet og et virvar af ledninger.

Men der er bare så stille.

Jeg savner kopimaskinen, folks slæbende fodtrin, de små hyggelige bemærkninger og andre menneskers vejrtrækning.

I dag har vi kun været mig og chokonussa.

Og en pose pistacienødder, som har givet mig ondt i maven.

Xxx