Coronamedløgpå episode 2, dag 12
Vi har nu set Harry Potter nummer 1 og nummer 2.
Så mangler vi kun 400.
I to’eren listede Harry rundt på gangene, fordi han kunne høre noget, der kaldte på han igennem væggen.
Imens de tre entusiastiske unge mennesker susede optimistisk rundt, for at finde monsteret, der hviskede igennem væggen, slog det mig.
Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med nutella.
Det kalder også på mig igennem væggen.
Lige nu har vi et næsten tømt nutellaglas.
Altså det er jo ikke den rigtige nutella.
Det er noget der hedder Chokonussa, og det kræver kontant opbevaring i køleskabet, for ikke at blive flydende.
Sømanden påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan smage forskel.
Men selvom det er nutellas kusine i tredje led, så er den kaldende hvisken uomtvistelig, konstant og den stopper ikke, før glasset er helt kørt helt i bund.
Når man kommer dertil, at uanset hvilken vinkel kniven holdes i, så kan man bare ikke få fat i de sidste insisterende klatter, der stædig klæber sig til bunden og kliner sig fast på siderne.
Så jeg forstår så udemærket Harry og hans to raske svende.
Når det kalder, så kalder det.
Så må man følge efter.
Især når man sidder inde ved spisebordet, og prøver at få alting til at ligne en normal arbejdsdag.
Med frokostpause, kuglepenne på bordet og et virvar af ledninger.
Men der er bare så stille.
Jeg savner kopimaskinen, folks slæbende fodtrin, de små hyggelige bemærkninger og andre menneskers vejrtrækning.
I dag har vi kun været mig og chokonussa.
Og en pose pistacienødder, som har givet mig ondt i maven.
Xxx