Coronaslikken episode 4,5
Nu har jeg rodet i alle skabe og skuffer.
Kigget i den gamle margarinekasse, der står ovenpå køleskabet, selvom jeg udmærket godt ved, at den kun indeholder gammelt knækbrød, en pose med bløde chips og et porcelænsfad med en kanin, som jeg engang har fået af min far i fødselsdagsgave.
-og svaret er nej!
Vi har ikke noget chokolade nogen steder.
Og jeg ved godt, at det er min egen skyld.
Jeg har nemlig forbudt sømanden at købe chokolade.
Så vi har ikke noget, fordi vi ikke har købt noget.
Men da jeg sagde til sømanden, at han ikke skulle købe chokolade, fordi at jeg gerne ville leve lidt sundere, gerne ville snacke lidt mindre og alt muligt andet vrøvl, så mente jeg jo ikke, at han skulle stoppe med at købe chokolade.
Jeg mente bare, at han skulle købe noget, som han kunne smugle ind i huset, og gemme på strategiske steder, hvor jeg så kunne finde det, når trangen til chokolade blev for stor.
Sådan en slags gemmeleg, bare med yankiebars, snickers og rittersport.
Og jeg er ikke den der holder nogen udenfor, så vingummibamser, lakridspiber og romkugler må gerne være med.
Når man sådan skal bevæge sig, for at få fat i de gode sager, så når man jo også at brænde lidt kalorier af, inden chokoladen bliver fundet og spist.
Tænker det er en nulsumsspil.
Det lyder i hvertfald ikke som noget, man kan blive ret tyk af.
Også ville der jo også ske lidt.
Man kan både gøre det alene eller sammen med familien.
jeg forstiller mig fx, at hele familien mødes kl 10.30 i køkkenet, og så går den vilde skattejagt, og vinderen får yankiebaren.
Hvis man gør det alene, så er man selvfølgelig sikker på at få præmien.
-så jeg kommer nok mest til at gøre det alene.
Så nu skal jeg bare have overtalt sømanden til at indkøbe og gemme chokolade på matriklen.
Det kan både være udenfor og indenfor.
Jeg er åben for alle muligheder.
Bare de kan spises.
-og smager af chokolade.
xxx