Finn-Oles mor og jeg var smuttet på loppemarked.
Det foregik på en campingplads, så en del af boderne var fastliggere, der havde sat et bord på foran campingvognen, hvor de solgte alskens ting og sager.
Finn-Oles mor fik ret hurtigt opsnust en lysekrone og jeg fik bjærget mig en æske med gamle glansbilleder.
Et par gamle juleklokker i papir og to nisser fandt også vej ned i muleposen.
Vi gik videre og blev opslugt af boder med gamle cykler, porcelæn, glaskarafler og hjemmestrikkede sokker.
Ved en af boderne kunne vi ikke undgå at bemærke, at den faste ejendom var til salg.
En camplet til 7000 kroner.
Den emmede af brug og mange fine somre på campingpladsen.
-nå, sagde jeg, mest for at sige noget, -sælger du campletten?
Bodens ejer, en venlig dame på omkring 80, hev mig omgående ind til en rundvisning.
Jeg nåede ikke rigtigt at sige nej tak, før jeg pludseligt stod i køkkenalrummet.
Jeg tøvede lidt i døren.
-gå nu længere ind, så damen også kan være her, sagde bodens ejer så.
Jeg gik høfligt længere ind, imens jeg spekulerede på, hvem damen var.
Det viste sig, at være hende selv.
Så var vi tre mand i campletten.
Hendes mand sad på den ene klapstol.
Han var omkring 80, iført seler, stribet skjorte og mørkeblå cowboybukser.
Træsko og uldsokker.
Han briefede mig om sovemulighederne.
Imponerende plads, der er i sådan en camplet.
To adskilte sovekabiner, en oplagt mulighed for at medbringe børnebørn.
Han slog flot ud med hånden.
En skoreol i sort stof hang på stykket mellem de to soverum.
Jeg drejede 45 grader, så jeg kunne se spisestuen.
Tre klapstole og et klapbord udgjorde møblementet.
Det så hyggeligt ud.
Jeg blev tilbudt at prøvesidde en stol.
Jeg afslog høfligt.
Så prikkede konen mig på skulderen, og fik mig til at dreje 90 grader om egen akse, så jeg kunne se komfuret.
Jeg kom aldrig til at forstå mekanikken, men det kunne åbenbart klappes sammen og opbevares i campletten.
Et gaskomfur og lidt bordplads.
Opbevaringsmuligheder.
Jeg kiggede forbløffet på komfuret.
Manden kiggede lidt på mig og oplyste, at campletten kunne udvides.
I højden i hvert fald.
Det bekræftede konen, imens hun trådte et skridt tilbage og vurderede min størrelse.
-vi er jo ikke så store, så det er jo ikke nødvendigt for os, meddelte hun så.
Den tyggede vi alle sammen lidt på.
Så foreslog konen, at vi gik udenfor, for der var noget, som hun gerne ville vise mig.
Som en anden lemming troskede jeg efter hende.
Bag campletten lå noget gråt plastik.
Det viste sig at være en slags presenning.
Med lynlås
Det krævede en god pædagogisk indsats fra hende, før jeg fattede, at det var afdækningen, når hele herligheden var pakket sammen.
Hun løftede i det ene hjørne og oplyste, at den alene kostede mindst 7000 kr. fra ny.
Jeg nikkede imponeret.
Så smed hun trumfen.
-det er ekstra plads, så kufferterne kan ligge oven på campletten.
Hun pegede på lynlåsen.
Et øjeblik blev jeg lidt forvirret over, at man skulle have kufferter med på camping.
Jeg troede egentligt bare, at tingene blev kylet i bagagerummet.
Hun viste mig også en gasflaske, en vanddunk og noget elektronikhalløj.
Vi kiggede lidt på campletten udefra.
Vinduerne, højden og bredden.
Mulighederne.
Så var det, at jeg fik øje på den.
Lappen.
Det var en gammel lap.
På størrelse med en femkrone.
Et lille stykke stribet stof limet på teltdugen.
Omhyggeligt sat på og smurt med lim for ekstra forstærkning.
Vi talte ikke om lappen.
Men følelsen af at stå midt i andre menneskers livshistorie ramte mig lige i maven.
Det var jo ikke var bare en camplet.
Det var et lille stykke Danmarks historie, en livshistorie, levede liv.
Sommerdage, feriedage, søndag morgen med børnene.
Ferier med børnebørnene.
Mad lavet på det sammenklappelige komfur, nætter tilbragt i kabinerne og klapstole flyttet udenfor i solskinsvejr.
Et ægteskab, et helt almindeligt levet liv, med frokoster, oprydning, nedpakning og udpakning, imens verden og livet har bevæget sig forbi. Præsidenter der er blevet valgt, krige udkæmpet, moden der har ændret sig tusind gange og børn og børnebørn, der er vokset fra alting.
-vi kan ikke selv slå det op mere!
Hun smilede sørgmodigt og børstede et usynligt fnug af teltdugen.
-heldigvis har vi en god nabo, han kommer og hjælper os.
Jeg stod lidt, og lod hele den fine oplevelse synke lidt ind.
Her var ingen billeder på instagram, ingen facebookprofil eller behov for at have det sidste nye gear.
Her var to levede liv, to mennesker og en camplet.
Med sammenklappeligt komfur.
-hvad sige du, sagde hun så, – er du interesseret?
Og det var jeg.
Bare ikke i campletten.
Men historien, livet og den lille stribede lap, der vidnede om en tid, hvor man lappede og passede på sine ting, det interesserede mig.
Et lille stykke danmarkshistorie, der ikke kommer på museum, men er til salg for 7000 kr.
Prisen var skrevet på et stykke pap, med en lidt slidt sprittus. Skiltet var bundet fast med et stykke sejlgarn og blafrede lidt i vinden.
7000 kr.
Jeg gik ud til Finn-Oles mor, imens jeg overvejede, om jeg skulle lokke sømanden til at sætte anhængertræk på bilen.
xxx
