Egentlig ville vi bare se lidt fjernsyn, sømanden og jeg.
Sådan sidde lidt foran flimmeren og zone ud inden sengetid.
Efter lidt søgen fandt vi noget, der ikke var en kendisquiz.
Det var faktisk lidt svært, men vi fandt et program på en norsk kanal.
Det handlede om DNA.
En mand ledte efter sit fædrene ophav.
I stedet for at lede i gamle arkiver og journaler, så spyttede han i en plastickop med låg.
Hans DNA blev så analyseret og lagt ind i forskellige databaser, hvor andre mennesker også havde afleveret deres DNA-profil.
Og på den måde kunne de finde eventuelle fætre og kusiner, grandtanter og onkler og dermed regne ud, hvem hans far var.
Et interessant koncept, men problemet var jo alligevel relativt hurtigt opklaret.
Kusiner blev fundet og samtaler blev ført på facetime.
Men producenterne af programmet kunne bare godt tænke sig, at det varede lidt længere.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set et så langtrukket program.
Der var afsat 15 minutter til forhistorien, 30 sekunder til at spytte i koppen, hvilket så efterlod noget, der føltes som 400 år, før det fædrene ophav blev afsløret.
Det kunne godt være klaret på 4 minutter og 30 sekunder.
Det ville give en samlet sende flade på 20 minutter.
Så kunne vi andre jo også komme i seng i ordentlig tid.
I stedet for havde de valgt at trække den sidste scene.
Værten havde alle kortene, som hun holdt tæt ind til kroppen.
-er du spændt på, om vi har fundet? Spurgte hun opfindsomt, med violiner kørende i baggrunden.
Det var han så.
Der var en pause i samtalen, hvor violinerne fik fuldt gas.
En æske kleenex på bordet signalerede svære følelser.
-vil du gerne vide, hvad vi har fundet? Smiskede hun og viftede forførisk med at gammelt foto.
Der var endnu en pause, inden han forsigtigt nikkede, at det ville han gerne.
Violinerne i gang, sådan lige for at bygge stemningen op endnu engang.
Kameraet zoomede ind, så vi kunne nærstudere en lille tåre i en øjenkrog.
Lidt mere violin.
Manden tørrede tåren væk med rystende pegefinger og forsøgte at samle sig.
Værten sugede vejret ind, og lagde an til den næste sætning.
Violinerne hylede.
-vi har fundet noget, meddelte hun så.
Sømanden mistede besindelsen.
-så sig det dog, brølede han hidsigt og truede fjernsynet med en knytnæve.
Violinerne svarede med en lang tone.
Jeg hentede min tandbørste og begyndte at børste tænder foran fjernsynet.
Værten afslørede fundet af en kusine, eller var det måske en grandkusine.
De var lidt i tvivl.
Jeg gav kindtænderne en tur.
Gamle fotos blev hevet frem og en mulig grandtante blev italesat.
Manden nikkede imponeret og glad.
Sømanden rejste sig op og bad værten om at skynde sig, så han kunne komme i seng.
Min mund var fuld af tandpastaskum.
Der løb lidt ned af min hage.
Violinerne gav den gas.
Til vores allesammens store forløsning kom afsløringen endelig.
Jeg holdt pause i tandbørstningen og sømanden gik et skridt tættere på skærmen.
Manden pustede lettet ud.
De havde ikke fundet ud af hvem hans far var, men de var sikre på, hvem han ikke var.
Og så slap violinerne ellers ballonerne løs.
Og der blev zoomet ind på rystende hænder og dybe vejrtrækninger.
Så skulle man tro, at festen var ovre og vi ellers kunne skrubbe i seng.
Men mandens hustru havde jo ventet udenfor døren, så derfor kunne hele seancen gentages og fortælles endnu engang.
I slowmotion.
Jeg håber, at violinerne fik overtidsbetaling.
Eller i hvert fald et tillæg.
Sømanden og jeg gik i seng.
Imponerede over videnskabens muligheder og evne til at finde en nål i en høstak.
Mere imponerede over mængden af violiner.
Men allermest imponerede over producenternes fuldstændigt skamløse evne til trække den så langt, at det allermest føltes som at sidde i en udkneppet sofa med utroligt dårlig komfort.
Men vi blev alligevel siddende i den sofa, fastlåst af violinerne og helt spændte på en information, som vi pludselig ikke kunne leve uden.
Manden i programmet var tilsyneladende meget lykkelig for sin nye viden og værten virkede ret tilfreds med sig selv, men alligevel følte vi os lidt taget ved næsen.
Måske kaldes det at hoppe på en limpind eller trække en torsk i land uden snøre
Måske kaldes det at opbygge en stemning og sikkert også noget med forventningens glæde.
Vi blev i hvert fald revet med og nu ved vi da, hvem hans far ikke er.
Superspændende.
xxx