-nu har jeg brandvabler i ganen, meddelte jeg sømanden, imens jeg lagde mig til rette på køkkenbænken.
-så kan du bare lade være med at være sådan en slughals, brølede sømanden og blev så ophidset, at han var nødt til at holde kort pause fra opvasken.
Han var ved at gøre stegepanden ren.
Vi havde fået pomfritter og hjemmelavede burgere til aftensmad.
Rollefordelingen er helt klar.
Sømanden laver maden og jeg sætter mig til bords, når han kalder.
Sommetider får jeg lov til at hjælpe med at dække bord.
Og i dag havde han så sat et fad brandvarme pomfritter på bordet.
Sprøde, varme og gule.
Lige taget ud af ovnen og drysset med groft salt.
De store, tykke pomfritter, akkurat som dem, de engang solgte på banegården i Frederikshavn.
Med fuldfed mayonnaise til.
Så jeg nuppede en, da sømanden vendte ryggen til.
Hapsede den og skyndte mig at proppe den i munden.
Den var rygende varm uden på og kogende indeni.
Og der var ikke noget kølende mayonnaise på, for jeg skulle jo nå at guffe den, inden sømanden tog mig på fersk gerning.
Så det gav mig to vabler i ganen.
En i højre side og en i venstre side.
Det irriterer sømanden grænseløst, at jeg har for vane at putte alt for varmt mad i munden.
Så sidder jeg der med en rygende varm pomfrit i munden og siger; -uh, ha..uh,uh..haaaa, ha, uuuuhh.., imens jeg intenst forsøger at puste på den indefra.
Og når jeg så når til det punkt, hvor jeg desperat peger på munden, imens trækker jeg vejret som en forpustet labrador og siger: -varhhmmm, så er det at sømanden mister kontakten med sit overjeg.
Han veksler imellem at blive hidsig eller træt helt ned i sokkeholderne, imens han faderligt og langsomt minder mig om, at han sagde det jo!
Og det gjorde han.
Han sagde, at pomfritterne var for varme og lad nu være med tage en, for du brænder dig bare.
Og alligevel så valgte jeg, som det voksne og fornuftige menneske jeg er, at proppe en i munden og give mig selv brandskader i mundhulen.
Sømanden mente, at jeg var udenfor pædagogisk rækkevidde.
Og jeg spurgte muggent sømanden, hvornår man så skulle spise de skide pomfritter, når de er kolde eller hvad?
Sømanden foreslog lettere afkølede.
Jeg kunne godt mærke, at det ikke var mig, der kom til at vinde dagens diskussion.
Det var som om argumenterne satte sig på sømandens side af bordet.
Især da jeg kunne mærke at vablerne lagde sig og efterlod en underlig fornemmelse af løst følsomt hud i begge sider af ganen.
Og det var her, umiddelbart efter aftensmaden, at jeg valgte at informere sømanden om mængden af brandvabler, imens jeg lagde mig på køkkenbænken.
Sømanden var gået i gang med opvasken.
Han skurede så hidsigt på stegepanden med opvaskebørsten, at jeg blev helt bekymret for begge dele.
-for fanden, vrissede han, imens han vred en klarklud op,- nu må du satme snart lære det.
Men det tror jeg ikke, at jeg gør.
Jeg tror, at jeg bliver ved med at hapse alt for varmt mad, proppe det i munden og give mig selv brandvabler resten af mit liv.
Og når vi om tusind år sidder der på plejehjemmet, så har jeg en alt for varm pomfrit i munden, imens sømanden ruller med øjnene og sukker tungt.
Og jeg kan fortælle folk om dengang, hvor jeg fik en særlig stor brandvabel, og sømanden kan ryste sigende på hovedet og minde mig om, at han sagde det jo.
Og så vil jeg gøre det igen dagen efter, for jeg lærer det jo aldrig.
For nogen gange, så skal man bare favne sig selv, rumme sine egne særheder og mærkelige vaner.
Også selv om det giver en vabel i ny og næ.
xxx