Søndag eftermiddag var jeg alene hjemme.
Sømanden var på havet, så det var bare mig og katten Fister Løgsovs.
Helt alene på matriklen.
Eftermiddagen lå foran os, alle muligheder stod åbne, så vi valgte det, som vi hver især havde allermest lyst til.
Katten valgte en lur.
Jeg valgte korssting og countrymusik.
To ting, som jeg holder meget af.
Countrymusik er min secret pleasure.
Det er ikke fordi, at jeg nogen særlig forstand på det, men deres tøj er megasejt og teksterne er fuldstændigt ukomplicerede.
Jeg har èn gammel cd.
“Absolute New Country 2”
Indkøbt engang i 90’erne.
På forsiden er der et billede af en cowboystøvle og en guitar.
Megasejt.
Jeg har hørt den rigtigt mange gange.
Især fordi, at jeg er super dårlig til at huske navne og titler på sange, så Spotify er ikke rigtigt noget for mig.
I stedet går jeg oldschool, og knalder en cd’en i afspilleren, når behovet for country opstår.
Meganemt.
En gang for længe siden havde vi også en tv-kanal, der spillede country i båndsløjfe, men til sømandens store lettelse kan vi ikke længere modtage den kanal.
Jeg puttede cd’en i anlægget og skruede helt op.
Syede korsting og skrålede med.
Min yndlingssang er nummer 5.
“Be My Baby Tonight” med John Michael Montgomery.
Jeg har aldrig hørt om ham før eller siden, men det nummer er famne godt.
Jeg hørte det tre gange i træk.
Satte det på for fjerde gang.
Så trængte jeg til at røre mig lidt, for korsstingsbroderi er en meget stillesiddende aktivitet.
Jeg rejste mig op for at danse lidt med.
Bevæge mig lidt.
Få gang i kroppen.
Jeg sang også med.
Jeg kunne næsten teksten udenad.
Så satte jeg sangen på for femte gang.
Øvede indledningen
Forestillede mig lidt, at jeg var på en karaokebar.
Måske var der nogen, der havde udfordret mig til at stille op i med en countrysang.
For hvem fanden kan en countrysang udenad?
Men det kunne jeg, også kunne de lære det.
Jeg satte den på for sjette gang.
Planlagde mit outfit.
Noget med frynser og støvler.
Sexy mama.
Fandt en gammel tube med sort akrylmaling, der kunne gøre det ud for en mikrofon.
Udviklede koreografien.
Stoppede sange halvvejs og startede forfra, for at finpudse min optræden.
Her begyndte jeg faktisk at få lidt ondt i halsen, fordi jeg skrålede så højt.
Jeg holdt en kort vandpause.
Drak lidt cola for at smøre stemmebåndet.
Satte sangen på for ottende gang.
Forestillede mig, at mit publikum være både benovet og målløs over mit show.
De havde ikke regnet med, at jeg ville være så god på en scene.
Måske ville jeg få et tilbud om at være forsanger i et countryband.
Jeg snurrede rundt om mig selv, for at vise mit overskud, inden jeg satte ind med det sidste omkvæd.
Holdt mikrofonen op til munden og skrålede med.
Så var det, at sømanden pludselig stod i stuen.
Han var kommet hjem før tid.
Han sagde ikke rigtigt noget.
Stod bare lidt og kiggede.
Jeg blev ærligt talt lidt forskrækket og en temmelig blufærdig.
Som et rådyr fanget i en lygte.
Jeg smilede forlegent.
John Michael Montgomery skrålede, om jeg ville være hans baby tonight.
På lydstyrke 28.
Sømanden nikkede kort, drejede 180 grader og gik ud i køkkenet.
Jeg skruede ned for musikken og gik efter ham med akrylmalingen i hånden.
-hej skat, sagde jeg og gav ham et smækkys, – jeg vidste ikke, at du kom så tidligt hjem.
-nej, det kan jeg se, svarede han tørt, imens cd’en skiftede til sang nummer 7.
Det var Ricky Lynn Gregg med “After The Fire is Gone”
xxx
