-synes du, at jeg er blevet for tynd? spurgte jeg optimistisk sømanden, og vendte siden til, imens jeg trak maven ind.
Sømanden skulede mistroisk hen over sin bærbar.
-for tynd?
-ja, jeg vil jo ikke fremstå sådan helt udmagret, forklarede jeg og forsøgte at stille mig i en positur, der eftersigende skulle virke slankende.
Sømanden dykkede ned i den bærbare og undlod taktisk at fortsætte samtalen.
Jeg stavrede ind foran det store spejl i soveværelset og konstaterede, at der nu alligvel var et stykke vej, inden jeg kom til at fremstå direkte udsultet.
-synes du, at sort undertøj er sexet, råbte jeg til sømanden, der var ved at være godt irriteret over mit kværneri.
-årh, jeg er sgu ligeglad, svarede han, bare du tager af!
Så hang den sætning i luften og dryssede glimmer på alle de kendte forestillinger om at holde liv i ægteskabet med romantiske weekendophold, middage i stearinlysenes skær, sexet undertøj og lakerede negle.
For det, der for de fleste, står som indbegrebet af romantik og kærlighedserklæringer, er måske bare hentet direkte ud af reklamer, amerikanske film og benhård markedsføring.
Reklamer fra hoteller, undertøjsfirmaer, makeup, skrabere, slankeprodukter, guldsmede og blomsterbutikker. Snedigt placeret i film og sociale medier, som håndgribelige symboler på den ægte kærlighed.
Eller som løsningen, når kærligheden er begyndt at falme eller bare trænger til at blive pumpet op.
Den synlige begribelige romantik, som kan fotograferes og fremvises på sociale medier.
Det er måske ikke alt fra en romantisk weekend, der egner sig til offentligheden, men blomsterbuketten og hotelværelset er da flittigt brugte motiver.
Men er blomsterbuketten og det sexede undertøj ikke bare kulturelt bestemte symboler på kærlighed og romantik?
Er det for at overbevise andre og ikke mindst os selv, om den evige kærlighed?
Hvad nu, hvis vi vedtog, at det mest romantiske i verden var at ligge på sofaen og spise Ritter-sport?
Så tror jeg da nok lige, at romantikken scorede 12-taller hjemme hos os.
Så istedet for at jagte idealer og forbilleder, så kunne man måske sætte sine egne mål.
Selv definere og mærke efter, hvornår det føles godt.
For hvornår er det, at en anden person er attraktiv?
Er det når alting står knivskarpt og lever op til idealet?
Materielt, kropsligt, karrieremæssigt og hvad man ellers kan sætte flueben i.
Eller er det, hvis personen griber dig, når du falder?
Får dig til at grine?
Sætter dine tanker igang og giver dig modspil?
Selvfølgelig kan man have det hele, og heldigt for dem der har det, men hvis man bruger alle sine vågne timer på at kæmpe indædt for et kulturelt fastsat ideal for krop, karriere og kærlighed, hvor spændende er man så egentlig at snakke med?
Er det attraktivt?
Er det sjovt?
Nogle gange er det bare midt i rodet, med to forskellige sokker, ingenting i fjerneren og en halv plade Ritter-sport, at man er der.
Der på sofaen, med strithår, fedtede briller og ondt i maven af grin.
Så er man der.
For hinanden.
xxx