Er det dét?

-synes du, at jeg er blevet for tynd? spurgte jeg optimistisk sømanden, og vendte siden til, imens jeg trak maven ind.

Sømanden skulede mistroisk hen over sin bærbar.

-for tynd?

-ja, jeg vil jo ikke fremstå sådan helt udmagret, forklarede jeg og forsøgte at stille mig i en positur, der eftersigende skulle virke slankende.

Sømanden dykkede ned i den bærbare og undlod taktisk at fortsætte samtalen.

Jeg stavrede ind foran det store spejl i soveværelset og konstaterede, at der nu alligvel var et stykke vej, inden jeg kom til at fremstå direkte udsultet.

-synes du, at sort undertøj er sexet, råbte jeg til sømanden, der var ved at være godt irriteret over mit kværneri.

-årh, jeg er sgu ligeglad, svarede han, bare du tager af!

Så hang den sætning i luften og dryssede glimmer på alle de kendte forestillinger om at holde liv i ægteskabet med romantiske weekendophold, middage i stearinlysenes skær, sexet undertøj og lakerede negle.

For det, der for de fleste, står som indbegrebet af romantik og kærlighedserklæringer, er måske bare hentet direkte ud af reklamer, amerikanske film og benhård markedsføring.

Reklamer fra hoteller, undertøjsfirmaer, makeup, skrabere, slankeprodukter, guldsmede og blomsterbutikker. Snedigt placeret i film og sociale medier, som håndgribelige symboler på den ægte kærlighed.

Eller som løsningen, når kærligheden er begyndt at falme eller bare trænger til at blive pumpet op.

Den synlige begribelige romantik, som kan fotograferes og fremvises på sociale medier.

Det er måske ikke alt fra en romantisk weekend, der egner sig til offentligheden, men blomsterbuketten og hotelværelset er da flittigt brugte motiver.

Men er blomsterbuketten og det sexede undertøj ikke bare kulturelt bestemte symboler på kærlighed og romantik?

Er det for at overbevise andre og ikke mindst os selv, om den evige kærlighed?

Hvad nu, hvis vi vedtog, at det mest romantiske i verden var at ligge på sofaen og spise Ritter-sport?

Så tror jeg da nok lige, at romantikken scorede 12-taller hjemme hos os.

Så istedet for at jagte idealer og forbilleder, så kunne man måske sætte sine egne mål.

Selv definere og mærke efter, hvornår det føles godt.

For hvornår er det, at en anden person er attraktiv?

Er det når alting står knivskarpt og lever op til idealet?

Materielt, kropsligt, karrieremæssigt og hvad man ellers kan sætte flueben i.

Eller er det, hvis personen griber dig, når du falder?

Får dig til at grine?

Sætter dine tanker igang og giver dig modspil?

Selvfølgelig kan man have det hele, og heldigt for dem der har det, men hvis man bruger alle sine vågne timer på at kæmpe indædt for et kulturelt fastsat ideal for krop, karriere og kærlighed, hvor spændende er man så egentlig at snakke med?

Er det attraktivt?

Er det sjovt?

Nogle gange er det bare midt i rodet, med to forskellige sokker, ingenting i fjerneren og en halv plade Ritter-sport, at man er der.

Der på sofaen, med strithår, fedtede briller og ondt i maven af grin.

Så er man der.

For hinanden.

xxx

Romantik og grønne gajoler

Sømanden har inviteret mig på date.

Eller, ja, altså, han spurgte om jeg ville med på lossepladsen.

Jeg sad alligevel og trængte til lidt friskt luft, så jeg slog til, og vi sprang op på cyklerne.

Nu har vi jo hverken anhængertræk eller trailer, men til gengæld har sømanden en Christianiacykel, som han er stærkt begejstret for, og flittigt bruger. Den havde han fyldt med skrammel efter en oprydning i skuret, og velankommet på lossepladsen sorterede vi affaldet, og brugte lidt tid på at undre os over, hvor mange gode sager folk smider ud.

Bagefter kørte vi ned på stranden, og stod lidt, og kiggede ud over havet.

Så var det, at sømanden bød en grøn gajol.

Jeg fik lov til at tage to, selvom han synes, at det er frås.

Så gik vi lidt ned af stranden og kiggede på alting og ingenting, og lidt længere henne gik vi op i klitterne, for at gå tilbage hen over heden.

Her gik vi forbi et af de mange hjemmelavede ”Adgang forbudt!!!”-skilte som ophidsede sommerhusejere har sat op rundt omkring, imens vi huskede på det gamle ordsprog: ”Der hvor himlen den er blå, der må de lokale gå.”

Og som vi gik der, i al fredsommelighed, så kom jeg til at tænke på alle de artikler, som damebladene ofte bringer om at pleje parforholdet.

Det er tit noget med en romantisk weekend, tre retters middag, blomster, eller som en opfindsom journalist, gudhjælpemig, engang foreslog, massere hinanden på skift, i 30 minutter, med en lækker, duftende kropsolie, evt med tændte duftslys stående i vindueskarmen, som et bidrag til den gode stemning.

-hvem ved, hvad det kan føre til, som journalisten optimistisk skrev.

-fedtede lagner, og en syntetisk dunst af lavendel, var min første tanke, imens jeg prøvede at forestille mig sømandens reaktion på ordet ”lækker, duftende kropsolie”.

Romantik er mange ting, og det behøver faktisk ikke være så stort.

Det kan være, når din cykel bliver lappet, når bilen bliver skrabet fri for is om morgenen, og når nogen ved præcis, hvor mange teskefulde sukker, der skal i din kaffe.

Eller når du bliver inviteret på lossepladsen og efterfølgende budt på en grøn gajol.

xxx