Sømanden har inviteret mig på date.
Eller, ja, altså, han spurgte om jeg ville med på lossepladsen.
Jeg sad alligevel og trængte til lidt friskt luft, så jeg slog til, og vi sprang op på cyklerne.
Nu har vi jo hverken anhængertræk eller trailer, men til gengæld har sømanden en Christianiacykel, som han er stærkt begejstret for, og flittigt bruger. Den havde han fyldt med skrammel efter en oprydning i skuret, og velankommet på lossepladsen sorterede vi affaldet, og brugte lidt tid på at undre os over, hvor mange gode sager folk smider ud.
Bagefter kørte vi ned på stranden, og stod lidt, og kiggede ud over havet.
Så var det, at sømanden bød en grøn gajol.
Jeg fik lov til at tage to, selvom han synes, at det er frås.
Så gik vi lidt ned af stranden og kiggede på alting og ingenting, og lidt længere henne gik vi op i klitterne, for at gå tilbage hen over heden.
Her gik vi forbi et af de mange hjemmelavede ”Adgang forbudt!!!”-skilte som ophidsede sommerhusejere har sat op rundt omkring, imens vi huskede på det gamle ordsprog: ”Der hvor himlen den er blå, der må de lokale gå.”
Og som vi gik der, i al fredsommelighed, så kom jeg til at tænke på alle de artikler, som damebladene ofte bringer om at pleje parforholdet.
Det er tit noget med en romantisk weekend, tre retters middag, blomster, eller som en opfindsom journalist, gudhjælpemig, engang foreslog, massere hinanden på skift, i 30 minutter, med en lækker, duftende kropsolie, evt med tændte duftslys stående i vindueskarmen, som et bidrag til den gode stemning.
-hvem ved, hvad det kan føre til, som journalisten optimistisk skrev.
-fedtede lagner, og en syntetisk dunst af lavendel, var min første tanke, imens jeg prøvede at forestille mig sømandens reaktion på ordet ”lækker, duftende kropsolie”.
Romantik er mange ting, og det behøver faktisk ikke være så stort.
Det kan være, når din cykel bliver lappet, når bilen bliver skrabet fri for is om morgenen, og når nogen ved præcis, hvor mange teskefulde sukker, der skal i din kaffe.
Eller når du bliver inviteret på lossepladsen og efterfølgende budt på en grøn gajol.
xxx