Hvad laver sømanden og jeg så, når nu ældstebarnet er flyttet hjemmefra og den yngste er taget på rygsæksrejse til Østen.
Vi sover.
Vi går i seng klokken ni, halv ti og klokken ni igen.
Så ligger vi bevidstløse under dynen, indtil vækkeruret ringer og vi starter forfra.
Om eftermiddagen så tænder vi op i brændeovnen, hænger ud i en lænestol og hvis sømanden er hjemme, så forbereder han aftensmaden.
Hvis vejret er til det, så går jeg måske en tur med studievejlederen.
Bagefter ser vi lidt fjernsyn, gaber, drikker lidt vand, gaber igen og trækker tappert tiden, inden vi giver op og trosker ind i sengen.
Det var ikke lige det, som jeg havde forestillet mig, at alle de ledige eftermiddage og aftener skulle bruges på.
Lige pludselig så har man al den tid i verden, og så har man allermest lyst til at gå tidligt i seng.
-måske er vi i en restitueringsfase, hviskede jeg til sømanden, da vi lå der i mørket og ventede på den tidlige nat.
-måske, hviskede sømanden tilbage og så tænkte vi lidt på bump på vejen. Ind imellem har det syntes uoverstigeligt og sommetider virkede det umuligt at krydse.
Men vi gjorde det alligevel.
Så blev jeg helt stolt over, at vi lå der endnu, ved siden af hinanden.
Mig uroligt rumsterende, sømanden som altid på ryggen med hænderne foldet på brystet.
Sømanden faldt i søvn, imens jeg tænkte på kaptitler.
Tænkte på dem, som jeg var dengang.
Tænkte på, hvordan man rammes af livet, af sorgen og hvordan smerte og traumer kan blive til skelsættende oplevelser, der får en til at ændre retning, kurs og flytter de værdier, som man havde engang.
Hvornår var man lykkeligst, grinede mest og levede uden et helt skab af komplicerede tanker og relationer, der konstant forsøger at klemme sig ud og fylde det hele.
Hvornår man fik sagt fra og ikke sagt fra, hvornår jeg bare gled med flowet, indtil alting blev for meget og faldt fra hinanden, sprang i tusind stykker og måttes samles op og sættes sammen på ny.
Og hvordan vi har samlet hinanden op, samlet sammen, formået at holde sammen og midt i det hele være en familie med to fantastiske piger, der har mod på det liv, der ligger foran dem.
-vi har egentlig fortjent at gå tidligt i seng, sagde jeg højt ud i det mørke soveværelse.
Sømanden svarede mig med en let snorken.
Så faldt jeg i søvn og sov tungt i syv komma ni timer, inden vækkeuret ringede.
Så staverede jeg igennem sneen og tog på arbejde, kom hjem, tændte op i brændeovnen og gik tidligt i seng.
Igen.
For første gang har jeg tiden, roen og økonomien til det meste, men nu kan jeg ikke rigtigt komme i tanke om, hvad det var jeg ville.
Måske har jeg aldrig vidst det?
Så i første omgang har sømanden og jeg bestilt en tur til Amsterdam.
Hvor vi skal vandre rundt, besøge loppemarkeder og bare være, imens foråret forhåbentligt begynder at titte frem. Hvor vi skal drikke en kop kaffe på en bænk, imens storbyen passere forbi og fylder os med inspiration og sjælen tager sig et menneskebad.
Måske behøver vi heller ikke rigtigt at vide, hvad det næste kapitel bringer.
Man behøver vel ikke have en stor strømlinet drøm, et kæmpe fastbesluttet mål derude i horisonten.
Så længe man omgiver sig med gode mennesker, kærlighed og grin, der gør godt helt nede i maven.
xxx